Af Rasmus Hylleberg, BA scient.pol. og Stig Fog, Cand.scient.pol.
Bistandspolitikken bør lægges helt om, hvis kampen mod fattigdom igen skal blive en troværdig folkesag. Væk med det syge donorbureaukrati. De 2 kronikører må – overraskende – give Dansk Folkepartis Søren Espersen ret: Dansk u-landsbistand bør kun gå til ét samarbejdsland i stedet for 15, sammenfatter Berlingske Tidende søndagens kronik, som her gengives i sin helhed.
LISTEN OVER menneskeskabte katastrofer i Afrika er alenlang. EUs toldmure forhindrer fattige bønder i at afsætte deres billige produkter på de europæiske markeder. Korrupte regeringer udbytter deres egne analfabeter og sætter fyrstelige summer ind på deres spækkede og hemmelige konti i Liechtenstein og Schweiz. 20 børn under 5 år dør hvert minut af sult, fordi vores rige del af verden ikke vil dele vores enorme overskud med dem, der intet har.
Alt det véd veloplyste danskere ganske udmærket, men de fleste lukker øjnene og lader de frivillige organisationer og staten tage sig af hjælpearbejdet.
Vi kan alligevel ikke gøre en forskel, tænker de velsagtens – og ser man på, hvordan resultaterne af bistanden de seneste mange år er blevet præsenteret, fristes man til at give dem ret. De fleste afrikanske regeringer bekymrer sig tilsyneladende endnu mindre om at bekæmpe aids, analfabetisme og sult, end fru Jensen gør.
Resultatet er, at u-landsbistanden langsomt er blevet en af de mest ufolkelige foreteelser for 11 milliarder kroner, finansloven endnu har set. At regeringen på den baggrund har valgt at barbere u-landsoplysningen ned til sokkeholderne er uforståeligt og dumt, men problemet stikker langt dybere.
Et paradoks ved globaliseringen er, at vi har forøget vores viden om omverdenen dramatisk, samtidig med at evnen og viljen til at identificere os med modtagerne og troen på, at vi kan gøre en forskel, er reduceret voldsomt.
Måske fordi u-landsbistanden er blevet en profession for akademikere. Ikke en folkelig bevægelse baseret på et krav fra folket om at gøre oprør mod verdens ulighed og undertrykkelse.
U-landsbistanden er blevet et økonomisk slaraffenland for statsfinansierede konsulenter og slipseklædte embedsmænd, der opererer i hvidkalkede regeringskontorer under Sydens sol. Her trives og spredes en sygdom, der truer med at kvæle ethvert tilløb til udvikling og udryddelse af fattigdom. Sygdommens navn er donorbureaukrati.
Velviljen er tilsyneladende stor i de rige vestlige lande. Hvert land har sine samarbejdspartnere, og skatteyderne hjemme forlanger naturligvis bevis for, at netop deres kroner, euro eller dollars ikke er blevet spist op af administration og det, der er værre.
Flyselskaber fragter embedsværkets jetset ind og ud af verdens fattigste lande for at stille spørgsmål, forlange svar, fremgang og gennemsigtighed, mens det alt sammen noteres ned i tonsvis af forudsigelige evalueringsrapporter.
Ifølge en Verdensbank-opgørelse skulle et af verdens fattigste lande, Tanzania, skrive ikke færre end 10.000 rapporter til hærskaren af donorer, samtidig med at landet skulle modtage og forberede omkring 1.000 besøgende “aid missions”. På blot ét år!
Med en af verdens dårligste statsadministrationer, dårlig logistik, lavt uddannelsesniveau og mennesker, der få kilometer fra regeringskontorerne dør af sult, virker det som en ekstrem dårlig udnyttelse af de ressourcer, som de rige lande har besluttet at stille til rådighed. Det må vi kunne gøre bedre.
Efter 50 år med dansk u-landsbistand må vi gøre radikalt op med tænkningen om bistanden. Vi må sikre, at u-landsbistanden bliver det folkelige projekt, den folkelige bevægelse, som sagen fortjener og burde være i en globaliseringstid, hvor vi enten kan vælge “at leve sammen som brødre – eller gå til grunde som tåber”, som en tidligere amerikansk præsident har udtrykt det.
Der er behov for både at styrke anvendelsen af bistandskronerne og den folkelige forankring. Og forslaget til, hvordan det kan gøres, kom for nylig fra en overraskende kant, nemlig Dansk Folkeparti.
Folketingsmedlemmet Søren Espersen lancerede i løbet af sommeren den kætterske tanke, at dansk u-landsbistand kun burde gå til ét samarbejdsland i stedet for 15. Det er et godt og frisk forslag, selv om Espersens bagtanker er forkerte.
Vi ønsker ikke som Espersen bistanden beskåret – den skal sættes op. Vi ønsker ikke som Espersen bidragene til den multilaterale bistand beskåret – det er vigtigt, at Danmark fortsat bakker op om FN og andre væsentlige aktørers indsats i fattigdomsbekæmpelsen.
Dét vi derimod ønsker er at genskabe tilliden til og udnyttelsen af bistanden ved at invitere det danske civilsamfund med til at bekæmpe vores generations største svøbe: den mest ulige fordeling af rigdommene verden nogensinde har set. Og her kan Espersens forslag være et skridt i den rigtige retning.
Der vil være mange fordele, hvis EU-landene – eller endnu bedre: OECD-landene – kunne blive enige om at vælge ét venskabsland hver. For Danmarks vedkommende kunne vi passende “adoptere” vores gamle koloni, Ghana.
Mange danskere vil uden tvivl føle sig hjemme i hovedstaden Accra, hvor man kan besøge Christiansborg – hovedsædet for den ghanesiske regering.
For det første skal den almindelige dansker gøres til frontsoldat i kampen mod fattigdom. At fattigdom stinker er en personlig erfaring, som de færreste danskere har oplevet. Derfor er vores identifikation og medfølelse større med oversvømmelseofre i New Orleans og badegæster på Phuket end med fattige og sultne afrikanere.
Væk derfor med konsulenter, fremmedgørende bistandsjargon og bunkerne af evalueringer. Ind med brandmænd, dommere, mekanikere, læger, journalister, politibetjente og pedeller. Det skal ikke være forbeholdt eksperter at blive sendt ud i verden, men gøres muligt for alle, der har lyst.
Danskerne skal ikke udsendes som bedrevidende eksperter, men indgå på lige fod med ghaneserne på det ghanesiske arbejdsmarked. Hvis danskerne valfarter til Ghana, vil der være masser af muligheder for at knytte bånd til ghaneserne og blive klogere på afrikansk kultur og samfundsforhold, samtidig med at der er plads til at udfolde sig med andre danskere og dele fælles oplevelser, skuffelser og sejre.
Det trygge og det fremmede kan gå hånd i hånd. En sådan oplevelse kan nok så mange oplysningsmillioner ikke konkurrere med! Hjælpearbejdet skal ind under huden.
Tænk hvad kommunalreformen i Danmark kunne bruges til. Ud med alle de gamle venskabsbyer – og ind med 100 nye i Ghana. Og sæt så 1 procent af kommunebudgettet af til, at borgerne kan yde en personlig indsats sammen med de nye ghanesiske venner.
For det andet vil vandringen af dansk arbejdskraft sydpå uden tvivl forøge effekten af bistanden dramatisk og styrke kvaliteten i både den offentlige og private sektor.
Der vil være flere til at kontrollere bistanden (dvs. mindre korruption). Forvaltningskulturen og ekspertisen i Ghanas sundhedsvæsen, brandvæsen, domstole mv. vil blive styrket. Og dialogen med såkaldt »almindelige« ghanesere om demokrati og menneskerettigheder vil øge ghanesernes forståelse af deres rettigheder, og skabe forventninger til, hvad det konkret kan og bør betyde for den enkelte.
Resultatet vil ikke blot blive et par vellykkede projekter hist og her, men en markant transformation af det ghanesiske samfund – på ghanesernes præmisser, men inspireret af det bedste fra dansk velfærdstænkning. Tilstedeværelsen af danskere vil være et godt rygstød og en støtte til de mange ghanesere, der ønsker at gøre op med korruption og politisk magtmisbrug.
For det tredje vil en sådan strategi som indikeret ovenfor give en massiv besparelse på administrationsprocenterne, og det vil give nyt liv til de mange bistandsentusiaster – herunder gode NGOere og Danida-ansatte – der gennem 1990erne er blevet trukket ned i det bureaukratiske kviksand. Det vil frigive mentale kræfter til at tænke kreativt om nye, bedre og mere folkelige bistandsformer.
Endelig er vi overbevist om, at initiativet vil styrke erhvervslivet og eksporten – både Danmarks og Ghanas. Selv om Danmark koncentrerer sin indsats, vil en tilsvarende stærkere europæisk tilstedeværelse i andre fattige lande øge mulighederne for at skabe bedre og mere stabile erhvervssamarbejder end i dag.
Dansk bistand har altid været forrest i kampen for de fattige. Dette er et radikalt forslag, som måske vil forfærde bistandsetablissementet – men virkeligheden kalder på dramatisk nytænkning. Uligheden stiger, og den folkelige opbakning falder. Lad os ikke gå til grunde som tåber.
Kronikken stod i Berlingske Tidende søndag den 18. september 2005 og gengives med tilladelse fra forfatterne.
