Tidl. udviklingsminister og EU-kommissær Poul Nielson (S) hudfletter i et indlæg i Berlingske Søndag ideen om at kanalisere al dansk bilateral bistand til ét land – nemlig Ghana – i stedet for at fordele den på 15 programsamarbejdslande og sende danske brandmænd, dommere m.fl. ud som rådgivere
Af Poul Nielson
Rasmus Hyllebergs og Stig Fogs kronik i Berlingske den 18. september med titlen “Adopter Ghana” blev præsenteret med en underrubrik indledt med ordet “nytænkning”.
Dette var faktisk det mest provokerende ved kronikken, for de 2 unge scient.pol.ers forslag om, at Danmark skulle yde bistand i form af at sende danske brandmænd, mekanikere, læger, journalister, dommere osv. svarer til, hvordan dansk bistand begyndte i 1960erne, og som man af gode grunde gradvist forlod.
Deres kronik… viser, at der er brug for en klargøring også af rent faktuelle sammenhænge vedrørende udviklingssamarbejdet nu om dage.
De 2 kronikører tager udgangspunkt i nogle aldeles overfladiske og populistiske påstande om, at bistanden ikke virker, og at den er blevet til et slaraffenland for statsfinansierede konsulenter og slipseklædte embedsmænd, der opererer i hvidtklædte regeringskontorer under Sydens sol.
Donorbureaukrati er sygdommen bag det hele, anføres det.
Der er intet nyt i kritikken, der naturligvis ikke er 100 procent forkert. Men det nye er, at der faktisk sker noget positivt som reaktion på den. Og intet af dette er de 2 kronikører tilsyneladende klar over. Berlingske Tidendes læsere fortjener naturligvis bedre.
Netop tilfældet Ghana er velegnet til illustration af den forenkling og effektivisering af bistanden, der er sket som følge af overgangen fra projektbaseret bistand til sektorprogram-støtte, ofte i form af direkte budgetstøtte.
Gennem de sidste 10 år har de forskellige donorer i stigende grad ladet deres støtte til sundhedsområdet i Ghana gå gennem regeringen og sundhedsministeriet i stedet for, at den enkelte donor stod for en klinik her eller en sygeplejeskole der.
Det har betydet opbygning af planlægningsmæssig og administrativ kompetence hos ghaneserne selv, også omfattende styringen af internationale licitationer samt hele området vedrørende budgetkontrol og revision.
Donorerne er på denne måde blevet kørt ind i en regulær koordination, hvor samarbejdslandet selv sidder for bordenden og har taget ejerskab af prioritering og gennemførelse i praksis.
Og det er gået godt. Ikke kun i denne sektor og ikke kun i Ghana. Faktisk er dette et af de væsentligste resultater af arbejdet med at forbedre bistandens kvalitet, som har stået på i det sidste tiår.
De 2 kronikørers indstilling går stik imod det helt grundlæggende princip om at styrke u-landenes eget ansvar og ejerskab samt opbygningen af kompetence til at stå for ikke blot samarbejdet med donorerne, men så sandelig også kompetence til i det hele taget at administrere deres lande.
Deres kritik er mere berettiget i forhold til de donorer, der stadig hænger fast i en gammeldags projektbaseret arbejdsform (som f.eks. USA og Japan), end den er i forhold til Danmarks bistand og den bistand, vi er med i via EU.
Og når de foreslår at gå tilbage til de første naive og helt opsplittede småprojekter med udsendelse af masser af danske håndværkere, dommere osv. bliver det helt patetisk.
Til sidst: God bistand er langsigtet bistand. Der er ingen smutveje i forhold til at få uddannet sygeplejersker, ingeniører og skolelærere i u-landene, slutter Poul Nielson.
Poul Nielson (62) er adjungeret professor ved Aalborg Universitet. Han var energiminister under Anker Jørgensen, udviklingsminister (1994-99) under Nyrup Rasmussen, og EU-kommissær for udviklingsbistand 1999-2005.
Læs også “Kronikører: Danmark bør adoptere Ghana og koncentrere al bistand dér”, dato 19.09.05, under Dansk bistand her på u-landsdnyt.dk
