Ghanas valg (opdateret): John Kufuor erklæret som vinder af præsidentvalget

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Ghanas præsident, John Kufuor, står til at vinde en klar sejr ved tirsdagens præsident- og parlamentsvalg i det vestafrikanske land, og blev fredag morgen erklæret som officiel vinder af Den Nationale Valgkommission, skriver BBC Online.

Efter at 225 af 230 valgdistrikter var talt op, havde Kufuor sikret sig 52,75 procent af stemmerne mod ca. 44 pct. til hans hovedrival, John Atta Mills.

Det regerende New Patriotic Party (NPP) klarer sig også godt, men mange af de valgkredse, der foreløbig er talt op, er partiets højborge. Parlamentet har i alt 230 pladser.

Også det førende oppositionsparti, National Democratic Congress (NDC), klarer sig pænt, og har overraskendee vundet en af 6 nyoprettede valgkredse i NPP-højborgen Ashanti. Derudover har flere ministre i det regerende parti mistet deres parlamentspladser.

Præsidentvalget er det fjerde, siden Ghana blev en demokratisk stat med flere partier i 1992. 4 kandidater stiller op denne gang, og med sejren er Kufuor valgt til sin anden embedsperiode. Han blev første gang præsident i 2000.

Kufuor skal med sine over 50 procent af stemmerne ikke ud i en ny og anden valgrunde.

Valget beskrives som velgennemført og afviklet i god ro og orden. De fleste steder har stemmelysten været stor med lange køer til følge. Der er i alt 10,4 millioner valgberettigede, og valgkommissionen anslår torsdag stemmeprocenten til et sted mellem 70 og 80, anfører BBC Online.

Kufuor har ført kampagne under slagordet “So far so Good”, en hentydning til de senere års økonomiske fremgang og politiske stabilitet. Det kan dog ikke skjule, at fattigdommen stadig er udbredt, især i landets tilbagestående nordlige del.

Ca. 40 procent af Ghanas 20 millioner indbyggere lever under FNs fattigdomsgrænse på en dollar om dagen og har hverken adgang til ordentlige sanitære forhold, rent vand eller pålidelig el-forsyning.

Ghana er programsamarbejdsland for Danida, og der gennemføres en stribe sektorprogrammer med dansk støtte i landet, hvoraf dele engang var dansk koloni under navnet Guldkysten.