Kronjuveler stjålet i Oslo

Forfatter billede

I sidste uge blev Otomfuo Osei Tutu II frastjålet sine kronjuveler i Oslo. En mulig konsekvens kan blive afsættelse af kongen over en af Ghanas største etniske grupper.

Da kong Otumfuo Osei Tutu II i sidste uge repræsenterede Ghana ved the Norwegian-African Business Summit, blev han udsat for tyveri midt i den norske hovedstad. Hans kronjuveler, der befandt sig i en kuffert, blev stjålet fra lobbyen på Radisson Blu Plaza Hotel. Det skriver NRK, den statslige norske nyhedstjeneste.

Smykkerne er samlet gennem generationer, og som sådan uvurderlige, både i materiel og historisk forstand – og fordi de er nødvendige for kongen, når han udfører sine ceremonielle pligter.

Otumfuo Osei Tutu II er formelt konge over ashanti, en af Ghanas store etniske grupper. Og som 16. konge eller ’asantehene’ er han arvtager efter Ashantiriget, der herskede over store dele af det nuværende Ghana i 16- og 1700tallet.

En historie, der både er relevant herhjemme og for Otumfuo Osei Tutus norske værter, eftersom Ashantiriget i en periode havde overherredømmet over den danske-norske handelsstation Christiansborg på Guldkysten – hvor den danske konges undersåtter var på tålt ophold og måtte betale en tribut til datidens asantehene.

“Alvorlige tiltag”
Som andre traditionelle konger i Ghana har Otumfuo Osei Tutu ingen formel myndighed, men i lighed med sine europæiske kolleger er han stadig omgærdet med ærefrygt og har en vigtig samlende funktion inden for ashanti – ligesom han i øvrigt ifølge Ghana News Agency er en kendt og kritisk betragter af ghanesisk politik.

Otumfuo Osei Tutu II er altså ikke hvem som helst. Sagen har da også givet genlyd i medier over hele verden. Og som det ofte sker, er dækningen ret forskellig fra Nord til Syd:

Hvor blandt andet NRK, Norges statslige nyhedstjeneste taler om ” verdifullt arvegods” med ” affeksjonsverdi”, så har Ghana Reporters en mere politisk analyse. Avisen fortæller, at juvelerne skal fremvises ved bestemte lejligheder og på ingen måde kan betragtes som kongens personlige ejendom.

I den forbindelse citeres sociologen Nana Obiri Yeboah, der er en kender af ashanti-tradionerne, for følgende dramatiske udsagn:

”Det kan føre til afsættelse. Alvorlige tiltag.”

Hvad det konkret indebærer, melder sociologen ikke noget om, ej heller hvad konsekvenserne bliver, hvis Otumfuo Osei Tutu II nægter at underkaste sig sanktionerne.