Kommentar af Osama Al-Habahbeh
Mens sekteriske spændinger intensiveres og borgerkrigen truer, puster irakiske medier i høj grad til ilden op til 10 årsdagen for den amerikanske invasion i 2003.
Siden den amerikansk-ledede invasion et årti tilbage er hundredvis af nye medier, herunder satellit-TV-stationer, radiostationer og aviser, kommet til.
Mange af dem ejes eller drives af politiske grupper, der er udråbt som sekteriske. Snesevis af TV-og radiostationer, der nu sender i den irakiske æter, og mange flere trykte publikationer, som fylder aviskioskerne, er tilknyttet politiske eller religiøse partier, der søger at fremme deres egne dagsordener.
Nogle er efter sigende finansieret eller støttet af Iraks naboer, såsom Iran, Kuwait og Saudi-Arabien, og andre anklages for at være ansvarlige for at fremme sekterisme i Irak. Andre igen får overdådig finansiering fra rige irakiske og arabiske forretningsfolk, der har økonomiske interesser i Irak.
Skel fremfor mangfoldighed
Resultatet er, at Iraks medier nu afspejler landets politiske og religiøse skel, frem for at være mangfoldige, frie medier, vagthunde og et middel til at oplyse, uddanne og underholde folk og fungere som et væsentligt instrument i opbygningen af en demokratisk nation.
Pressen i Irak nød i de første fire-fem år efter krigen i 2003 udstrakt frihed, men denne frihed var en lille del af det kaos, der fejede hen over landet mellem 2003 og 2008, og hvor der siden 2003 er dræbt flere end 350 journalister af terrorister og religiøse militser.
Alt imens har skiftende regeringer i Bagdad har ikke foretaget drastiske indsnævringer af pressens friheder men samtidig undladt at beskytte journalister eller reagere på overfald af mediefolk.
Siden 2008 er pressen blevet udsat for systematiske overgreb, overfald og anholdelser af Bagdads regeringsstyrker.
Journalisternes arbejde hæmmes yderligere af at regeringen forlanger, at journalister – på forhånd – skal ”ansøge” om statslig tilladelse til at dække en hvilken som helst mediebegivenhed. Denne procedure er stadig gældende i Irak.
Sekteriske medier
Den skarpe sekteriske kløft mellem Iraks shia-og sunnimuslimer har skabt grobund for sekterisme i de irakiske medier, og er i stigende grad med til at så chauvinisme og undergrave den demokratiske udvikling i det etnisk delte og voldssplittede land.
Tiden efter den tidligere irakiske præsident Saddam Husseins fald fra magten blev fejret med begejstring af uafhængige medieorganisationer og udløste et boom af lokale medier.
De åbnede for sluserne og gav for irakerne en platform til frit at kunne udtrykke sig på deres nyfundne – men foruroligende – vej til demokrati.
Men nu, 10 år efter den amerikansk-ledede invasion, der blev hyldet for at bane vejen for demokrati i Irak, har stemningen ændret sig.
Medierne i landet står overfor alvorlige professionelle og etiske problemer, herunder lyssky ejerskabsforhold, politisk kontrol og partiskhed.
I de seneste måneder, hvor landet har befundet sig i en dyb shia-sunni konflikt om magt og ressourcer, har der hersket en stigende angst for, at medierne skulle bidrage til at forværre landets politiske krise.
Via deres politiske ejerskabsforhold eller holdninger er medierne blevet inddraget som våben i konflikten mellem de forskellige etniske og sekteriske grupper, en rolle som mange irakere frygter kan blive den udløsende faktor i en fornyet borgerkrig på gadeplan.
Tre lejre
Samlet set er de irakiske medier nu opdelt i tre lejre: mellem shia, sunni og kurderne.
Mens den sidstnævnte dybest set er ensidigt orienteret mod at forsvare kurdiske interesser, forbliver shia-og sunni-lejrene engageret i sekterisme og politiske slagsmål, fornærmelser og mudderkastning.
Sunni-ejede radio og TV-stationer anklages af shiamuslimer for at tage del i den verbale kamp ved at sprede falske rygter eller bruge et sekterisk udgangspunkt, der er med til at give imamer og andre prædikanter en platform til at opildne til had.
Da sunnierne i december begyndte at protestere mod den diskrimination de oplever, beskyldte sunni-politikere premierminister Nuri al-Malikis regering for at være “Safavider” – en nedsættende talemåde i en irakisk sammenhæng, der betyder at man som person hører til shia-gruppen og det persiske Iran og er ikke af arabisk afstamning.
Beskyldningerne har til hensigt at bebrejde irakiske shiamuslimer, at de har ”hjulpet” den amerikansk-ledede invasion i 2003 og Irans efterfølgende voksende indflydelse i landet.
Sidste uge sendte Iraks medietilsyn en klar advarsel til landets medier, om at man ikke ville tolerere sekterisme i deres udsendelser. “De bør ændre deres strid og stoppe sekterismen,” blev Mujahid Abul-Leil, chef for den Irakiske Kommunikations- og Mediekommission, citeret for at sige i flere irakiske medier.
Premierminister Al-Maliki selv har anklaget visse unavngivne TV-kanaler for at være talerør for hans sunnimuslimske modstandere, som han har beskyldt for at bruge sekterisme til at opildne til modstand mod regeringen.
“Jeg advarer dem, der taler bruger sekterisme i medierne om … at holde sig væk fra det, ” sagde Al-Maliki på en konference i Basra i det sydlige Irak i sidste uge.
På den anden side har sunnier beskyldt medir, der ejes eller finansieres af shia-politiske grupper, for manglende religiøs tolerance og ydermere for at gå så langt som til at fremavle sekterisk splittelse.
Mange irakere beskylder Al-Malikis shia-ledede regering for at bruge de statsejede medier til bagvaskelse af sine modstandere som enten er “terrorister” eller “kollaboratører”, der arbejder i pagt med fremmede lande.
Offentlige medier ikke neutrale
Blandt Iraks meste kritiserede medier er Iraqiya TV og Al-Sabah dagblad, der drives af det Irakiske Media Network IMN, en national institution finansieret af offentlige midler.
Selv om dets direktør, Mohamed Al-Shabout, en shia journalist som er tæt på al-Maliki, har afvist, at de to medier er regeringens talerør, har han insisteret på, at medierne har ret til at tage stilling vedr. centrale politiske spørgsmål.
“Den pligt som statsstyrede medier har, er at forsvare samfundet og forhindre det i at glide ind i en borgerkrig, at fremme dialog og at søge politiske kompromiser i stedet for militære konfrontationer,” skrev Al-Shabout i en leder i Al-Sabah for nylig.
“De statsejede medier kan ikke være neutrale. Neutralitet bør ikke ske på bekostning af nationale interesser. Man kan ikke være neutral mellem kaos og orden, eller mellem krig og fred, eller mellem en stat og ingen stat,” skrev han.
Netværket IMN, der var tænkt som en medieoperation i verdensklasse, blev etableret af den amerikansk- ledede koalition for at erstatte Saddam Husseins statsejede medier og producere ”retfærdig og afbalanceret nyhedsformidling” samt fungere som en DR-lignende offentlig public service radio og tv-tjeneste.
Men siden ledende shiamuslimske partier overtog kontrollen med regeringen efter valget i 2005, har IMN netværket udviklet sig til et propagandaredskab for regeringen med en mærkbar sekterisk partiskhed.
En af de vigtigste anklager lyder på, at Netværket ikke har sender journalister til at dække protesterne i de sunnimuslimske provinser.
IMN-chef Al-Shabout siger, at dette var af frygt for, at dets journalister kunne blive chikaneret eller dræbt. IMN har dog konsekvent dækket det årlige Shia pilgrimsoptog til de hellige byer Karbala og Najaf, hvor dusinvis af irakere hvert år bliver dræbt af selvmordsbomber.
Kurderne, som er på kant med centralregeringen i Bagdad over ressourcer og landeterritorier, er også utilfredse med Iraqi Media Network og beskylder det for at være et talerør for Premiereminister Al-Maliki.
Unge bloggere skaber håb om friere medier
Mens de irakiske medier på foruroligende vis er fanget i krydsilden i landets sekteriske splittelse giver en ny bevægelse, der opstod efter det Arabiske
Forår, håb for fremtiden: De Irakiske Bloggere.
De Arabiske bloggere, som affyrede det første skud, der væltede diktatorer i Tunisien og Egypten, “har inspireret os til at stå sammen og prøve på at skabe et bedre samfund i Irak”, siger Hamzoz, talsmanden for Iraqi Network for Social Media Activists INSM.
Netværket er en forsamling af unge Irakere, der er trætte af mange års sekteriske krig og ønsker at leve ligesom unge i andre lande.
I et land som Irak, hvor bevægelsesfriheden er begrænset på grund af manglende sikkerhed, hvor sekteriske kræfter forhindrer medierne i at udføre deres arbejde og hvor partiske medier har deres sekteriske og politiske dagsordener, kan borger- journalister rejse nye stemmer i den nationale og lokale strid.
“Blogging gav mig en mulighed for at udtrykke mine meninger og mine tanker frit og uden at være underlagt nyheds organisationernes politiske dagsorden”, siger Hamzoz.
Han mener, at en blogger har mulighed for at påvirke og skabe en offentlige debat og mening gennem sin blog og sociale netværk, som rækker udover de geografiske- sekteriske – politiske grænser.
“Bloggerne bidrager til at supplere medieorganisationer med lokale og borger-relevante informationer og mødes under fælles målsætninger for at afsløre menneskerettighedskrænkelser. En del af borgernes bekymringerne i bloggene, offentliggøres af journalister. Dette vil medvirke til at bidrage sikre opbyggning af en lysere fremtid for Irak.”, siger Hamzoz.
Osama Al-Habahbeh er programansvarlig for NGOen International Media Supports (IMS) arbejde i Irak.
Kommentaren er stillet til rådighed for U-landsnyt.dk.
