Det er svært at danne sig et overblik over det humanitære hjælpearbejde i det kaotiske Syrien. Her søger Læger uden Grænser (MSF) at tegne et omrids af sin indsats i det borgerkrigshærgede land, hvor man har været til stede siden konflikten brød ud.
Sikkerhedssituationen i landet gør det meget svært at nå frem med nødhjælp og livsnødvendig lægehjælp.
På trods af det driver Læger uden Grænser seks hospitaler og flere mobile klinikker, der gør det muligt at nå mere afsides områder i det nordlige Syrien, fremgår det af seneste nyhedsbrev fra MSF Danmark mandag..
Mange syrere kan eller tør ikke forlade deres hjem på grund af sikkerhedssituationen, så når de endelig kommer frem til MSFs hospitaler og sundhedsklinikker, er de ofte ilde tilredt.
Organisationen har på trods af lange forhandlinger ikke fået tilladelse til at arbejde i de områder, den syriske regering kontrollerer.
Udover egne aktiviteter bistår MSF 27 hospitaler og 56 sundheds-klinikker med teknisk støtte og medicinsk og ikke-medicinske forsyninger og nødhjælp. Klinikkerne ligger på begge sider af konflikten.
Ødelagt sundhedssystem
Det syriske sundhedssystem er efter over to års borgerkrig stort set brudt sammen, og derfor rammer konflikten civilbefolkningen dobbelt.
MSF behandler både patienter med skader fra konflikten og med almindelig lidelser som forhøjet blodtryk og diabetes, som de ikke længere kan få behandling for.
Nødhjælpsarbejdernee yder akut medicinsk nødhjælp, operationer og kirurgisk behandling, psykologhjælp, almindelige lægekonsultationer, hjælp til gravide og fødende og vaccinationskampagner for smitsomme sygdomme, som polio og mæslinger.
Man har også doneret medicin og materiel til felthospitaler og klinikker, f.eks. udstyr til behandling af sårede og patienter med brandsår, kirurgiske kits og medicinsk udstyr.
Fra årsskiftet og frem til 30. juni har Læger uden Grænser sendt 450 tons ikke-medicinsk nødhjælp, f.eks. mad, hygiejnesæt, madrasser, tæpper og dunke og 150 tons medicinsk udstyr – det svarer til mere end tre tons dagligt.
Enorm flygtningekrise
Kampene har sendt millioner på flugt inde i selve Syrien, og over 1,75 million syrere er, ifølge officielle skøn, flygtet til nabolandene for at søge ly for krigen.
Læger uden Grænser bistår de syriske flygtninge i Libanon, Jordan, Irak og Tyrkiet, hvor man yder lægehjælp og uddeler nødhjælpsforsyninger i de voksende flygtningelejre.
Indsatsen omfatter også psykologhjælp, kirurgi, rehabilitering og fysioterapi, forsyning af rent drikkevand, samt vaccinationer mod mæslinger, som spreder sig let i flygtningelejre, hvor tusinder af mennesker bor tæt sammen.
For at styrke beredskabet i Syrien har man holdt kurser i håndtering af mange tilskadekomne for syrisk sundhedspersonale i Jordan og Tyrkiet, hedder det.