De seneste dage har danskerne doneret over 900.000 kroner til Folkekirkens Nødhjælp, som assisterer med tæpper og varme hos de flygtninge, der fryser i temperaurer ned til minus 17 grader.
Vinterstormen, der sidste uge ramte Mellemøsten, er gået hårdt ud over de syriske flygtninge. Flere har allerede mistet livet på grund af kulden.
“Forholdene er ekstreme, og der er akut brug for hjælp,” siger katastrofeleder Erik Johnson fra Folkekirkens Nødhjælp.
Han ankom mandag til Tyrkiet for at vurdere behovene hos flygtninge i grænseområdet til Syrien.
Samtidig har Folkekirkens Nødhjælp mandag sendt 500.000 kroner videre til hjælpearbejdet med de frysende flygtninge i Jordan.
Flere steder har det sneet så kraftigt, at flere telte er kollapset.
Det er usædvanligt, at så mange så hurtigt reagerer på en opfordring på Facebook om hjælp.
“Måske hænger den store givervilje for nogen sammen med den magtesløshed, som mange af os føler efter de frygtelige terrorangreb i Frankrig,” siger kampagneleder hos Folkekirkens Nødhjælp Gunvor Holm Wibroe.
“Samtidig med den gru i Paris, ser vi så mennesker på flugt, som lider i kulden. Her kan vi gøre noget konkret, for danskerne vil gerne hjælpe,” siger Gunvor Holm Wibroe.
Hos Folkekirkens Nødhjælp kan man sende ordet AKUT på SMS til 1277 og give 150 kroner til varmehjælpen.