Terrorgruppen Islamisk Stat (IS) har ødelagt adskillige uvurderlige skulpturer, templer og artefakter i ruinerne af oldtidsbyen Nimrud i det nordlige Irak. Den 3000 år gamle by fungerede som hovedstad i det gamle imperium Mesopotamien, der strakte sig fra Egypten til det nuværende Iran. Området var dengang delt op i Assyrien og Babylonien, hvor Nimrud lå i Assyrien.
Imens hele verden har kigget på i rædsel, har IS på ganske kort tid formået at ødelægge arkæologiske vidundere fra en uerstattelig verdenskulturarv. Det har de gjort, fordi de mener, at den assyriske tro er uislamisk. Det skriver The Independent.
Mange begræder, at over halvtreds års restaurering af ruinerne nu har været forgæves, men en enkelt iraker har på egen hånd forsøgt at finde en løsning.
En fremmelig ung mand
Nenous Thabit, en assyrisk kristen fra Mosul i Irak, har besluttet at smøge ærmerne op og genskabe flere af de ødelagte skulpturer. I løbet af det sidste års tid har Thabit lavet 18 kopier af assyriske statuer og et vægmaleri.
Thabit arbejder i ler, et håndværk han har lært fra sin far, som er professionel skulptør. Siden Nenous Thabit var en lille dreng tog hans far ham med på arbejde og lod sønnen lege med leret, og hans far opdagede tidligt, at der var stort potentiale i drengen.
Fremtidsplanerne er lagt
Til at begynde med var arbejdet med ler kun en hobby for Nenous Thabit. Men da IS gik til at angreb på, hvad han betragter som en vigtig del af hans kulturarv, begyndte han at være mere seriøs omkring sit arbejde.
I et telefoninterview med CNN fortæller Nenous Thabit: ”IS startede en krig mod kunst og kultur, så jeg besluttede at kæmpe tilbage med kunst. I Irak bliver folk slået ihjel for at være skulptører, fordi de er kunstnere. IS ser på dem som frafaldne. Så det er vigtigt for mig at fortsætte mit arbejde for at sende et signal om, at vi ikke vil lade os intimidere af de djævle. Det er min drøm at blive en anerkendt kunstner i Irak. Jeg vil gøre mit land stolt og vise hele verden at vi i Irak elsker livet og værdsætter vores arv.”
Thabit satser på at begynde på en kunstskole i den kurdiske by Dohuk til næste år – han vil gerne være professionel skulptør.