Det er Helsingør Kommune som har inviteret den 42-årige aktive blogger. Hun skal gå på Den Internationale Højskole, IPC, hvor hun vil arbejde mere fokuseret på sine oversættelsesopgaver, deltage i samarbejder i kulturlivet og med Helsingør Kommune og andre danske fribykommuner.
Amani Lazar har boet hele sit liv i Homs i Syrien, men har været nødt til at flygte derfra på grund af krigen. Lazar oversætter primært engelsksproget litteratur til arabisk og derudover skriver hun også selv. Hun har blandt andet skrevet om det at være kvinde i krigen i Syrien, et land hvor ens ytringsfrihed er truet.
Støtte til kunstneres ytringsfrihed
Fribyordningen er et samarbejde mellem fribykommunen, Den Internationale Højskole og ICORN – The International Cities of Refuge Network. Det er en organisation af byer og regioner verden over, som forsøger at støtte kunstnere og forfatteres ytringsfrihed ved at huse dem i en periode på to år.
Fribyordningen, eller ICORN, blev vedtaget af Folketinget i 2009. Det er ICORN, som udvælger kandidater til ordningen, og derefter vælger lokale styregrupper den kandidat, de ønsker at invitere. Der har tidligere været fribykunstnere i Frederiksberg, på Fanø, i Aarhus, i Odense og i København.