Maasaierne opruster i kampen for immaterielle rettigheder

Maasaierne lever som semi-nomader i det sydlige Kenya og nordlige Tanzania, og i vestlige medier portrætteres de ofte som et ikonisk billede på ”den ædle vilde” eller ”det ægte Afrika”. Deres eksponering har gjort dem til et stærkt brand, der bruges til at give virksomheders produkter et touch af maasaiernes skønhed, styrke og råhed.

 

Det anslås, at der på verdensplan er cirka 80 firmaer, der har registret et navn, hvor maasai indgår, som markedsfører sig med billeder af maasaier, eller som bruger elementer fra maasai-kulturen i deres produkter. Det er for eksempel luksustøjfirmaet Louis Vuitton, som i 2012 skabte en herrekollektionen med tøj og tørklæder i de karakteristiske

rød-blå maasai-tern. Et andet eksempel er Masai Barefoot Technology (MBT), som sælger sko ud fra tesen om, at man kommer til at gå lige så godt som de nomadiske maasaier, der tilbagelægger mange kilometer hver dag til fods.

 

Et brand til 10 millioner dollars

I 2013 oprettede Isaac ole Tialolo, der selv er kenyansk maasai, Maasai Intellectual Property Initiative (MIPI). Organisationen arbejder for klare licensaftaler for firmaer, der ønsker at bruge genkendelige elementer fra maasai-kulturen i deres produkter eller markedsføring. MIPI er yderligere støttet af og samarbejder med den amerikanske non profit organisation Light Years IP, der kæmper for oprindelige folks immaterielle rettigheder.

 

Light Years IP vurderer, at maasaierne ville kunne tjene op til 10 millioner dollars om året, hvis de var registreret som virksomhed. Det står i stærk kontrast til, at 80% af maasai-befolkningen lever under fattigdomsgrænsen.

 

Maasai-ældreråd uddannes i immaterielle rettigheder

I arbejdet for at give maasai-brandet tilbage til dets retsmæssige ejere, arbejder MIPI tæt sammen med civilsamfundet. Organisationen holder jævnlige møder i maasaiernes landområder og har oprettet et råd bestående af ældre maasaier, der er blevet uddannet i juraen omkring immaterielle rettigheder.

 

Alle beslutninger om, hvordan MIPI skal handle, tages i rådet, der fungerer som en juridisk gældende enhed. Det betyder, at de har ret til at forhandle med firmaer og indgå juridiske aftaler på maasai-befolkningens vegne.

Rådet har i samarbejde med MIPI besluttet, at de penge, som MIPI håber at kunne tjene, skal også fordeles til sociale ydelser til maasaierne såsom sundhedspleje og uddannelse samt tilbagekøb af ret til vand- og græsningsarealer. Især det sidste er afgørende for mange maasaiers eksistensgrundlag efter i flere år at have været i konflikt med siddende regeringer om, hvem der egentlig ejer den jord, maasaierne har levet på i generationer. Senest blev tusindvis af maasaier ved Serengeti-nationalparken sidste år udsat for ulovlig fordrivelse og afbrænding af landsbyer.

 

MIPI fastholder, at de har ”powerful friends” og at de agter at gå den juridiske vej. Men det kan vise sig at blive svært, for juraen inden for immaterielle rettigheder er ikke skruet sammen til fordel for oprindelige folk, men derimod for opfindsomme erhvervsdrivende.

 

Et juridisk forhindringsløb

En af de største udfordringer for maasaiernes ønske om at få andel i maasai-brandet er, at der på nuværende tidspunkt ikke findes

immaterielle ejendomsrettigheder, som specifikt beskytter kulturel identitet eller etniske grupper, på samme måde som der findes juridisk beskyttelse af navne på landbrugs- og madprodukter.

 

MIPI skriver på deres hjemmeside, at de arbejder på at opnå varemærkebeskyttelse, men det er ikke en strategi uden udfordringer.

For det første eksisterer der allerede varemærker, der indeholder ”maasai” eller ”masai”, og det vil ikke være nemt at få disse firmaer til at opgive deres navn og rettigheder. For det andet er maasaierne nødt til at registrere deres navn som varemærke en lang række forskellige retsområder for alle varer og tjenesteydelser, hvis de ønsker et absolut og verdensomspændende monopol. Selv hvis det er muligt, vil det blive ekstremt dyrt.

 

En anden mulighed er patent, men også her støder maasaierne på udfordringer. Patent kan nemlig kun erhverves for nye produkter, opfindelser eller serviceydelser, og det, maasaierne ønsker at beskytte, er det modsatte, nemlig deres kulturelle traditioner.

 

Magtfulde modparter

Derfor satser MIPI og Light Years IP nu på licensaftaler med firmaer, der ønsker at bruge maasai-brandet til markedsføring af deres produkt. De kontakter firmaer, der gør brug af maasaiernes kulturelle udtryk, og

tilbyder dem at indgå i en aftale, hvor firmaet respekterer maasaiernes ønske om den måde, deres brand kan bruges på, og maasaierne opnår licensindtægter.

International ekspert i immateriel ret, Ben Goodger, udtaler til BBC, at han anser det for svært for maasaierne at nå deres mål den juridiske vej. De store firmaer, der benytter sig af elementer fra maasaki-kulturen, har ikke nogen interesse i at afgive penge til et initiativ som MIPI, hvis de kan slippe for det. Og de har dygtige advokater, der vil fastholde deres ret til at fortsætte som hidtil. ”For mig ser det ud som om, at de har nogle temmelig magtfulde modparter”, vurderer Goodger.

 

Det kan derfor vise sig at være en bedre strategi for maasaierne at være pragmatiske, sætte ambitionsniveauet ned og i første omgang søge løsninger uden for juraen.

 

Et nyt kodeks for bæredygtighed

Vælger MIPI således at gå uden om juridiske regelsæt kan de i stedet forsøge at skabe et helt nyt kodeks for immaterielle rettigheder. En måde at opnå dette på, er ved at opfordre firmaer til at indgå frivillige aftaler. En frivillig aftale betyder, at et firma anerkender deres produkters forankring i maasaiernes kultur og på den baggrund eventuelt støtter maasaierne økonomisk.

 

Denne løsning er set i en tidligere lignende sag, da aboriginere for 15 år siden sikrede en frivillig aftale med flere australske firmaer. Det betød, at firmaer, der ønskede at bruge aboriginernes ”brand” frivilligt søgte tilladelse og rådgivning hos aboriginerne. Det giver ikke penge i kassen på samme måde som et varemærke eller en licensaftale ville gøre, men som Isaac ole Tialolo, grundlægger af MIPI, udtaler til BBC: ”Det, der betyder noget, er respekten”.

 

Ifølge en talsmand fra Light Years IP kan frivillige aftaler også være effektive, fordi de kan skabe et etisk kodeks for en industri. Hvis forbrugerne prioriterer varer fra firmaer, der bevidst og frivilligt tager hensyn til et oprindeligt folks rettigheder, kan det blive en markedsføringsfaktor i sig selv, ligesom for eksempel fairtrade. Et fokus på oprindelige folks immaterielle rettigheder kan blive del af et bredere bæredygtighedsbegreb, der ikke kun vil opretholde klodens mangfoldige natur men også dens mangfoldige kulturer.