Jeg har med stor interesse læst Morten Kunis indlæg om Filippinernes præsident, Rodrigo Duterte, og den nuværende situation i Filippinerne.
Det er i mine øjne ekstremt vigtigt, at vi får startet en nuanceret diskussion af den komplekse politiske virkelighed i landet, da det på mange måder er et spejlbillede af en udvikling, der finder sted mange steder i verden, hvor vælgere i massevis stemmer på partier og ledere, der lover hurtige og effektive løsninger – typisk med den modydelse at (dele af) befolkningen må acceptere at få indskrænket eller frataget deres basale menneskerettigheder.
På baggrund af mit 12 år lange arbejde i og med partnere i Filippinerne vil jeg derfor prøve at bidrage med nogle refleksioner over de centrale punkter i Kunis kommentar, så vi forhåbentlig kan få en mere nuanceret debat om, hvad der er op og ned i Filippinerne i 2018.
Er det ok at slå narkomaner ihjel hvis de ikke går I behandling?
Kuni skriver, at Duterte bryder med en del menneskerettigheder og retsstatsprincipper og kommenterer:
”Jeg har da også haft svært ved at sluge en pille som hedder: Dræb narkomanerne. Det er dog angiveligt ikke så sort/hvidt (som sædvanlig…) som det umiddelbart synes at være, for angiveligt bliver narkomaner tilbudt afvænning og re-socialisering, og kun hvis de ikke tager imod tilbudet, så falder hammeren. Det gør en forskel, hvis det er sandt.”
Lad os for en god orden skyld lige kigge på, hvad det er for en situation, vi rent faktisk taler om.
Ifølge Human Rights Watch er mere end 12.000 mennesker blevet dræbt at politiet og selvtægts grupper mellem juni 2016 og december 2017. Ikke et eneste drab er blevet prøvet ved en domstol, og Duterte har offentligt truet menneskerettighedsorganisationer, som rapporterer om drabene, med at de kan blive de næste ofre.
Der er således tale om en systematisk og omfattende praksis af krænkelser af retten til liv, hvilket da også har fået den internationale straffedomstol til at åbne en undersøgelse af situationen.
Vil man vide mere om hvordan denne situation opleves for ofrene og deres familier kan man læse her.
Kuni fortsætter med at beskrive Duterte som en person, der ikke er bange for at komme efter folk, som er kriminelle. Men lad os lige se på, hvordan denne retshåndhævelse rent faktisk foregår.
I Filippinerne er der love, som kriminaliserer narkotikahandel og -forbrug, og ingen af dem giver politiet eller selvtægtsgrupper lov til at slå lovovertræderne ihjel uden nogen form for rettergang.
Derimod er politiet, ligesom i de fleste andre lande, underlagt en række begrænsninger på, hvornår de må skyde for at dræbe, ligesom det selvfølgelig er ulovligt for privatpersoner at slå ihjel i et forsøg på at opretholde lov og orden. Der virker dog lidt som om, vi er i den ”omvendte verden”, hvor præsidenten implementerer henrettelser uden dom for narkotikaforbrydelser, imens strafbelagte forbrydelser af politiet og selvtægtsgrupper hverken efterforskes eller retsforfølges.
Det virker således som om, at retshåndhævelsen kommer mest an på hvorvidt man har forbrudt sig mod Duterte’s selvskabte ”lov” eller den lov der rent faktisk er blevet vedtaget af det filippinske parlament. Man kan læse meget mere om dette i en glimrende rapport fra Amnesty International.
Er menneskerettigheder kun for europæere?
Men menneskerettigheds- og retsstatsprincipper er jo alligevel bare europæiske, og vi kan ikke måle den tredje verden med den samme målestok, anfører Kuni.
Det forekommer mig, at de mange mennesker – inklusive børn – som er blevet dræbt af politiet eller selvtægtsgrupper, eller som er blevet tortureret af militæret måske også synes at de som mennesker har rettigheder. Også selvom de måske er narkomaner og ikke kan, vil eller tør gå i afvænning.
Denne forestilling om, at menneskerettigheder ikke er noget for Filippinerne, stemmer overhovedet ikke overens med den oplevelse, jeg har haft gennem 12 års arbejde med bekæmpelse af tortur i landet. Her har jeg været vidne til vedtagelsen af verdens mest progressive anti-tortur lov, politikere der offentligt tog afstand fra tortur begået af militæret, modige anklagere og dommere som kørte sager og dømte ansatte i militæret for tortur (før Duterte blev præsident), dedikerede NGOer og offentlige demonstrationer mod tortur.
Det seneste århundredes historie illustrerer meget klart, at når først befolkningen har ”smagt blod”, og politiet og andre magthavere er blevet gjort ansvarsfri, er det eneste tilbageværende spørgsmål, hvem der bliver det næste offer.
Skiftende regeringer har ratificeret internationale menneskerettighedskonventioner og aktivt engageret sig med diverse FN-mekanismer, som monitorerer implementering af konventionerne.
Situationen var langt fra perfekt, men menneskerettigheder og retsstatsprincipper var ikke noget fjernt, men tværtimod noget som flere og flere Filippinere nød godt af, og som Duterte er ved at tage fra dem.
Hovedargumentet i Kuni’s pointe synes at være, at Filippinerne er i så desperat en situation, at nogens rettigheder må vige for at bekæmpe kriminaliteten. Dette argument er lige så gammelt som rettighederne selv, og bliver som regel fremført af dem som intet (umiddelbart) har at tabe. Og den eneste måde at konfrontere det på, er at holde et spejl op og spørge Kuni, hvilke rettigheder han selv er klar til at opgive, hvis situationen fordrer det?
Hvad hvis han tilfældigvis var blevet skudt af politiet eller nogle selvtægtsmænd i Filippinerne.
Skulle hans familie, venner og den danske stat bare ryste lidt på skulderen og sige ”nå ja, det var jo nødvendigt for at de kan bekæmpe narkokriminalitet”?
Han er jo populær så han gør vel bare hvad folket vil have?
Ja, Duterte scorer meget højt i meningsmålinger, og der er muligvis en række af hans politiske projekter, som vil have en positiv indflydelse på den filippinske befolkning – vi mangler dog stadig at se resultater. Dette skal man ikke tage fra ham, men samtidig kan det ikke undskylde de ekstremt grove menneskeretsforbrydelser, som han udsætter dele af befolkningen for.
Det burde være unødvendigt at minde om, at menneskerettigheder, retsstatsprincipper og hele kernen i demokratiet er, at vi lader flertallet bestemme mod at mindretallet nyder beskyttelse af deres basale rettigheder – så som ikke at blive slået ihjel af staten.
Kunis kommentar er desværre symptomatisk for en meget bredere tendens overalt i verden til at selv ekstremt grove menneskerettighedskrænkelser trivialiseres, negligeres og endelig retfærdiggøres med henvisning til flertallets billigelse. Der er tale om en langsom normalisering af overgreb, som absolut ikke er normale som trænger sig ind både hos den almene befolkning men også i andre kredse, hvor man ikke skulle forvente det.
På FN’s internationale dag til støtte for torturofre råbte Fintan O’Toole vagt i gevær overfor det han kalder en prøvekørsel af facisme.
Her beskriver han, hvordan vores moralske grænser nedbrydes gennem gruppedannelse, dehumanisering og gradvis normalisering af ekstremt grusomme handlinger.
Om Duterte er bevidst om dette, eller det er et biprodukt af hans egen grænseløse adfærd er sådan set ligegyldigt. Det seneste århundredes historie illustrerer meget klart, at når først befolkningen har ”smagt blod”, og politiet og andre magthavere er blevet gjort ansvarsfri, er det eneste tilbageværende spørgsmål, hvem der bliver det næste offer.
Asger Kjærum er Advocacy Director, International Rehabilitation Council for Torture Victims (IRCT)