Jytte Laursen
Jytte Laursen har lang erfaring med international økonomi og handel samt udviklingsbistand fra sit arbejde som økonom i Verdensbanken, Udenrigsministeriet og private konsulentfirmaer.
Hun har grundigt kendskab til mange lande i Afrika og har bl.a. været udstationeret til Tanzania og Zambia. Hun arbejder i dag som økonomisk rådgiver og er censor på Center for Afrikastudier i København.
Ghanas præsident (og med ham en del ghanesere) ønsker ikke længere at modtage udviklingsbistand. Præsidenten har flere gange udtrykt ønsker om kommercielt samarbejde, blandt andet under den franske præsident Emmanuel Macrons besøg i Ghana tidligere på året. Det lyder jo rigtig godt for alle, som håber det bedste for Ghana.
Men ønsker Ghana udelukkende et strategisk samarbejde med Vesten (og Danmark), der består af politisk og kommercielt samarbejde, eller vil man gerne have nogle typer af udviklingsbistand? Er der råd til at opretholde basale serviceydelser, som f.eks. uddannelse, eller er det kun for de få? Og kan Ghana klare sig selv på de globale markeder, eller bliver de fanget i en ny gældskrise, når olieindtægterne svinder?
Kommer med politiske krav
Motiverne til Ghanas ønske er formentlig, at Vestens bistand kun kommer med politiske krav. Med Ghanas status som mellemindkomstland, nye indtægter fra olie og gas, samt afslutningen på en stabilitetsaftale med Den Internationale Valutafond (IMF), synes tiden at være inde til at sige nej tak til mere politisk indblanding fra Vesten.
Og det passer fint med Danmarks planer om at afslutte bistandsprogrammet og erstatte det med et strategisk (politisk og kommercielt) samarbejde. Det har været planen i de senere år og det er der ikke noget nyt i: regeringen har blandt andet udfaset den almindelige udviklingsbistand til Vietnam, hvor man dog fortsat har andre bistandstyper, som f.eks. subsidierede lån gennem Danida Business Finance.
Ghana har ifølge indslaget vendt sin udvikling i de senere år: landet har haft succes med at bekæmpe fattigdom; har fået etableret et velfungerende demokrati (med vægt på en fri presse), og har fået skabt gode vilkår for udvikling/videreudvikling af den ghanesiske private sektor. Så det går altså rigtig godt i Ghana og nu går det så godt, at landets præsident afviser at modtage mere udviklingsbistand.
Og dét er noget, der appellerer til ghaneserne, i hvert fald en lokal skolelærer i fysik og en privat entreprenør, der leverer fysiksæt til skolebørnene. Det appellerer formentlig også godt til danskerne, der så TV-avisen tirsdag aften og vi kan nu se frem til, at endnu flere lande følger i Ghanas fodspor ud af afhængigheden af udviklingsbistand. Kenya kunne blive det næste bud på et afrikansk land, der siger nej tak til yderligere finansiel hjælp fra Vesten.
“Go beyond aid”
Efter 60 år og mere end 10 milliarder kroner i dansk bistand, må Ghana kunne klare sig selv: Yderligere bistand vil ifølge landets præsident skade mere end det gavner.
Det anerkendes, at det ikke bliver nogen let øvelse, da der fortsat er udbredt fattigdom, korruption og stor ulighed mellem land og by. Ikke desto mindre mener præsidenten, at Ghana nu er rustet til at klare sig uden hjælp udefra og konkurrere med alle andre lande på globale markedsvilkår. Og ifølge TV-avisen vil mange andre afrikanske lande gerne kunne gøre det samme som Ghana: “go beyond aid” og sige nej tak til yderligere udviklingsbistand.
Dét kan man jo kun bifalde, for så er målet for den langvarige bistand opfyldt: hvis landene kan klare sig selv, er bistanden selvfølgelig ikke længere nødvendig. Og så kan man erstatte bistanden med andre udenrigspolitiske værktøjer, som et strategisk samarbejde (politisk og kommercielt samarbejde i et ligeværdigt partnerskab) med Danmark.
Et strategisk samarbejde er grundlæggende anderledes end bistandssamarbejdet, eftersom det ikke koster den danske statskasse. Det forudsætter selvfølgelig, at Ghana (og andre lande?) faktisk kan klare sig selv, men på hvilken måde kan de det?
I 2017 opnåede Ghana en økonomisk vækst på over otte procent. Væksten forventes dog at falde en smule i 2018 og de kommende år. Nok er en vækst på otte procent imponerende, sammenlignet med Danmark og andre lande i Vesten. Men det er jo altså fra et lavt niveau og væksten er måske ikke helt så bredt funderet, som man kunne ønske.
Hvis man udelader olie- og gasudvindingen (der har en begrænset levetid og kan være vanskelig at udnytte til landets fordel), er væksten “kun” på 4-5 procent om året; det er ikke specielt imponerende.
Man skal lige huske på, at den danske gennemsnitsindkomst er mere end 25 gange større end den ghanesiske, så det er fortsat ikke muligt (selv med den bedste politiske vilje) at omfordele sig ud af fattigdommen. Dermed være naturligvis ikke sagt, at det går skidt: siden en større økonomisk krise, der kulminerede i 2016, har Ghana gjort fremskridt, ikke mindst finanspolitisk ved at reducere udgifterne kraftigt.
Det er gået ud over basale serviceydelser og yderligere reduktioner bliver endog meget svære og dyre for mange ghanesere. Der har været stigende skatteindtægter (dog ikke så meget som forventet), men indtægtskilderne er ved at være udtømte.
Der er fortsat stor fattigdom, ikke mindst ude i landet og forskellene mellem land og by vokser hurtigt i disse år. Flere børn går i skole end tidligere, men langt fra alle børn har adgang til en ordentlig skolegang og langt fra alle har fået et individuelt fysiksæt (som børnene i udsendelsen). Vilkårene for at drive privat virksomhed er måske nok blevet bedre, men Ghana ligger stadig langt fra toppen, både globalt og på det afrikanske kontinent.
Stadig behov for støtte
Danmarks bistand til Ghana har været under udfasning i en årrække, men der er fortsat behov for den danske støtte: til skatteforvaltningen (bl.a. med en dansk udsendt rådgiver) for at reducere korruptionen og stadig have indtægter til at finansiere basale serviceydelser. Der er også behov for støtte til erhvervssektoren, bl.a. for at få gennemført lovgivning og reguleringer, der giver ghanesiske virksomheder bedre vilkår. Og der er behov for medfinansiering (f.eks. Danida Business Finance) af den basale infrastruktur (som f.eks. veje), der giver virksomheder muligheder for at kunne konkurrere med udenlandske virksomheder.
Det er rigtig godt med ambitionerne om at “vokse fra” udviklingsbistanden, men selv hvis olieeventyret skulle blive en succes over længere tid, vil der fortsat være behov for at yde støtte til Ghana. Ikke mindst at hjælpe Ghana med at opbygge de systemer, der kan være med til at gøre landet internationalt konkurrencedygtigt.
Netop dette står centralt i Danmarks nuværende samarbejde med Ghana – og i mange andre afrikanske lande. Dét er godt for både Danmark og Ghana, men det svarer jo ikke helt til at afvise enhver form for udviklingsbistand.
