SALIMA, MALAWI: Hvis der er nogen, der har været på Bush Fire-festivalen i Swaziland eller husker Globalnyts artikel om festivalen i Swaziland fra 2016, så er Lake of Stars en endnu mere intim oplevelse end Bush Fire. Også her i Malawi føles det som om alle er i familie med hinanden.
Festivalen afholdes dette år rundt omkring Kabumba Hotel, der ligger i en bugt med direkte adgang til Malawisøen. Festivalen har tre scener, der alle ligger på stranden.
Netværk af festivaler i det sydlige Afrika
I et kort interview med festivalens leder Will Jameson om festivalens historie og formål får jeg flere flashbacks til andre festivaler, såvel Bush Fire i Swaziland som Sauti za Busara på Zanzibar i Tanzania, som Globalnyt har deltaget i henholdsvis 2014 og 2016. Den måde Will Jameson formulerer sig på og argumenterer for festivalen og dens perspektiv minder mig om tilsvarende interview med lederne af de to andre festivaler, og det viser sig også, at festivalerne indgår i et uformelt netværk, hvor de hjælper og støtter hinanden.
Will Jameson fortæller, at Lake of Stars skal ses i et turisme-perspektiv – et formål er at udbrede kendskabet til Malawi og tiltrække besøgende. Han pointerer, at det er et godt alternativ til velgørenhedsarbejde og bistands-/udviklingsprojekter, fordi turisme kan skabe konkrete forretningsmuligheder og jobs for lokale i Malawi, og den lokale forankring spiller en vigtig rolle for festivalen. Derudover har festivalen lige fra begyndelsen ønsket at udvikle en levedygtig musikindustri i landet og give musikere og bands fra Malawi mulighed for at komme i international cirkulation – ikke kun i de omkringliggende lande, men også i resten af verden, fortæller han.
Begge formål ligger også grund til både Bush Fire og Sauti za Busara.
Det der er særligt ved Lake of Stars er, at festivalen afholdes på en ny location hvert år. De fleste år er festivalen placeret et sted langs Malawisøen, kun afbrudt af et enkelt år i 2016, hvor den blev afholdt i hovestaden Lilongwe, kaldet City of Stars.
Will Jameson fortæller, at festivalen vil forsætte med at være mobil, måske vil den endda i de kommende år blive afholdt meget afsides – f.eks. på nogle af de små øer i Malawisøen, selvom det vil blive logistisk meget vanskeligt.
Det mobile perspektiv knytter sig til festivalens lokale forankring, fordi det dermed er muligt at bidrage lokalt og samtidigt udbrede kendskabet til et nyt område af Malawi hvert år.
En anden ting, der gør festivalen speciel er Will Jamesons egen baggrund, fordi festivalens udgangspunkt er direkte forbundet med hans egne oplevelser og erfaringer.
For mere end 15 år siden kom han til Malawi i et sabbatår for lave frivilligt arbejde. Da han kom tilbage til England, var han frustreret over hvor lidt der blev formidlet i britiske medier om Malawi, og den information der var tilgængelig fandt han fordrejet. Det ville han gerne ændre på, og hans reaktion var at lave en musikfestival i Malawi.
Åbenhjertig og nysgerrig musikprofil
Interviewet slutter med, at jeg spørger Will om der er nogle bestemte prioriteringer i deres musikalske profil, hvortil han siger, at de gerne vil være så åbne som muligt.
”Vi undgår fokus på bestemte genrer, men vi har nok en tendens til at underprioritere RnB og indie, fordi det allerede er rigt præsenteret i radio og TV, og vi vil gerne være modstykke til den slags ensidig musikformidling,” siger han.
Oplevelsen på dette års festival bekræfter fokus på en diversitet i genrer, selvom der måske nok er en overvægt af mere poppede elementer i de store navne. Lørdag aften er hovednavnet det kenyanske afro-pop band Sauti Sol, som man også kunne opleve på Bush Fire i Swaziland for to år siden. Denne gang springer de fire drenge fra Nairobi dog ikke i alle retninger. Koncerten her er mere venlig indladende og personlig rettet mod Malawi og publikum. Sauti Sol leverer en meget velkomponeret pop serveret af bevidste og selvsikre mænd med kærlighed til sit publikum og hinanden.
Bandet består af fire venner, som voksede op sammen og de har derfor kendt hinanden siden de var drenge. Ved pressekonferencen lige før deres koncert bliver de spurgt om, hvad der er vigtigst for dem som gruppe. De svarer prompte og samstemmende, at det er at bevare og fastholde deres broderskab – at blive sammen.
De mere overraskende og interessante musikalske oplevelser findes på den mindre Beach Stage, der er placeret på stranden få meter fra vandet.
Her optræder blandt andet en lidt ældre herre fra Malawi, Overton Longwe. Han er alene på scenen med sin harmonika. Han iscenesætter sig som den jævne mand fra landsbyen, der synger gamle viser om det traditionelle liv.
Et af lørdagens absolutte højdepunkt er Lady Pace fra den nordlige del af Malawi. Hun er en væsentlig ny og i popularitet hurtigt voksende stemme i Malawi. Hendes musik ligger et sted mellem rap og reggae. Hun har et potent og lidt drenget udtryk på scenen. Indimellem lader hun sin tunge glide ud mellem læberne på skift i hver side af munden, når hun engageret og friskt giver sin lyrik til publikum.
Der er flere band, som tydelig er inspireret af Fela Kuti og vestafrikansk highlife, som også her spiller en vigtig rolle. Det gælder både for Faith Mussa, men også den skotske musiker Kobi Onyame, som har ghanesiske rødder, men født og vokset op i Skotland.
Elektronisk musik og reggae fylder også en del på festivalen. Den elektroniske musik ligger fortrinsvist midt om natten på festivalens mindste scene, som ligger lidt trukket væk fra standen i en fordybning og hedder meget betegnende The Deep End. Men lørdag midnat optræder også et elektronisk band Beating Hearts på den store scene – en dyb og hårdt pumpende bas understrøm, der elegant imiterer et hjertes insisterende vilje til vedvarende at pumpe blodet rundt.
Boder, mad og affald
For at ingen skal sulte eller tørste er her selvfølgelig også en food court, hvor man har et bredt udvalg. Man kan få frisk juice lavet på enten sukkerrør eller vandmelon. Der er en mand, som laver en rullet chapati med æg (i Kampala kaldet Rolex, roll eggs), rigtig meget braii sydafrikansk still (grillet kød, barbacue), et koreansk måltid, shawarma og espresso-baseret kaffe. Kaffeboden er bestyret af en meget højrystet mand, der går hårdt og udfarende til potentielle kunder og gentager konstant kundernes ordrer som om hans kollega ved maskinen var tunghør eller bare langsomt opfattende.
Udover madboderne er der også mulighed for at købe kunsthåndværk, tøj, solcreme og myggebalsam, men den virkelig interessante bod handler om affald. Det er et lokalt projekt i Salima (den nærmeste by), hvor de bruger affald til at lave forskellige brugbare genstande – f.eks. bruger de tomme plastikflasker til at lave fodskamler og de skærer tomme flasker over og bruger dem som drikkeglas eller de dekorerer flaskerne med tråd.
For at motivere den lokale befolkning til at indsamle affald tilbyder de, at man kan få en fodbold eller en T-shirt som ”betaling” for det afleverede affald.