Verden rundt: Om retssystemer, domme og en afrikansk cykelnation

Lovgivning om majestætsfornærmelse er atter på programmet i Thailand. Her ses en demonstrant under en demokrati-protest i det centrale Bangkok den 31. oktober 2021.
Foto: Phobthum Yingpaiboonsuk/SOPA Images/LightRocket via Getty Images
Gerd Kieffer

14. november 2021

Domsafsigelse giver fornyet debat om majestætsfornærmelse i Thailand

hvor en domsafsigelse i Thailand har bragt et gammelt tema op til diskussion.

Onsdag den 10. november fandt den thailandske forfatningsdomstol tre protestledere skyldig i – i to separate taler sidste år – at have forbrudt sig mod landets forfatning, der forbyder ethvert forsøg på at vælte landets monarki. De tre ledere, lød det fra domstolen, havde i talerne snakket om reformer og talt for at ophæve landets strenge love om majestætsfornærmelse, og retten beordrede dem til at indstille deres protester.

Debatten om at ophæve paragraf 112 om majestætsfornærmelse i den thailandske straffelov har fået ny vind i sejlene de sidste uger, siden landets største oppositionsparti, Pheu Thai, foreslog, at parlamentet kigger loven og dens håndhævelse efter i sømmene.

Dommen opfattes som et forsøg på at lukke debatten, men vil snarere være vand på møllen, vurderer Dr. Paul Chambers fra Naresuan Universitets Centre of ASEAN Community Studies:

“Dagens dom bekræfter rettens mangeårige hårdhændede tilgang til overtrædere af paragraf 112. Den vil kun puste til spændingerne og øge martyrrollen for de demonstranter, der allerede er i fængsel.”

Onsdagens dom medførte ikke fængselsstraf for de dømte. Det er singaporeanske The Straits Times, der bringer den historie.

Cambodiansk aktivist på fri fod efter 14 måneders fængsling

Vi bliver i regionen og ved emnet – her blev den 31-årige Eng Malai – bedre kendt om So Metta – en cambodiansk aktivist løsladt efter at have tilbragt 14 måneder i Prey Sar fængslet.

På fri fod igen kan So Metta fortælle om forfærdelige vilkår i fængslet, hvor det for folk uden midler var svært at overleve.

”De serverede to små måltider om dagen med meget lavt næringsindhold. Fattige indsatte som mig havde intet andet valg end at spise det. Nogle fik mavesmerter og diarré eller kløe eller hævelser efter at have spist maden (…) Maden er af endnu lavere kvalitet end hunde- og svinefoder.”

So Metta blev anholdt sammen med flere andre i september 2020, fordi de protesterede mod anholdelsen af fagforeningslederen Rong Chhun, der er fængslet for sin kritik af regeringens håndtering af grænse-uenigheder med Vietnam.

Ifølge den unge aktivist er forholdene i landets fængsler et eksempel på, hvordan regeringen undertrykker de cambodianere, der taler på vegne af de svage i samfundet.

”Nogle celler var proppet med 170-200 indsatte. Plads blev solgt ved at tælle fliser på gulvet, og så betalte man per flise. Selvfølgelig ville fængselsfunktionærerne benægte dette,” fortæller hun til mediet Radio Free Asia.

Ifølge organisationen World Justice Projects årlige indeks over retssikkerhed, der udkom i september, har Cambodia verdens anden dårligste retssikkerhed, kun overgået af Venezuela.

Læs også: Retssikkerheden er på tilbagetog

Armed soldiers in a military vehicle patrol the street in Yangon, Myanmar on October 13, 2021. (Photo by Myat Thu Kyaw/NurPhoto via Getty Images)

Siden kuppet i Myanmar har militæret slået hårdt ned på landets medier; her set bevæbnede soldater i et militærkøretøj patruljere gaderne i Yangon, 13. oktober 2021. Foto: Myat Thu Kyaw/NurPhoto via Getty Images

Amerikansk journalist idømt 11 års fængsel i Myanmar

Og mens en aktivist er på fri fod, har en anden modtaget en fængselsdom.

Det drejer sig om den amerikanske journalist Danny Fenster, 37, der er ansvarshavende redaktør for det uafhængige onlinemedie Frontier. Fenster har været tilbageholdt siden slutningen af maj, hvor han forsøgte at forlade landet, og fredag den 12. november fandt en militærdomstol ham skyldig i overtrædelse af landets immigrationslove og loven om ulovlige foreninger.

Myanmar var 1. februar offer for et militærkup, der afsatte landets demokratisk valgte regering ledet af Aung San Suu Kyi.

Retssagen var ikke offentlig, og dommen har straks mødt kritik. 

I en kortfattet udtalelse fra det amerikanske udenrigsministerium lyder det:

”Det myanmarske militærregimes dom over den amerikanske journalist Danny Fenster er en uretfærdig domfældelse af en uskyldig person. USA fordømmer denne beslutning. Vi overvåger Dannys situation nøje og vil fortsætte med at arbejde for hans øjeblikkelige løsladelse.”

Fra Frontiers chefredaktør, Thomas Kean, lød det ifølge Al-Jazeera:

”Der er absolut intet grundlag for at dømme Danny for disse anklager. Alle på Frontier er skuffede og frustrerede over dommen.”

Spedalskhed er tilbage i Malawi

All Africa har i denne uge skrevet, at man i nogle områder i Malawi har konstateret tilfælde af spedalskhed. I løbet af de sidste par måneder er i alt 150 mennesker blevet konstateret syge med den farlige og smitsomme sygdom, oplyser James Mpunga, koordinator for landets nationale TB- og spedalskhedsprogram.

Det sydafrikanske land havde ellers udryddet sygdommen tilbage i 1994, og nu planlægger regeringen at køre to sideløbende indsatser, der skal eliminere tuberkulose og spedalskhed. Sygdommen kan kureres, og sættes behandlingen ind tidligt, kan man undgå, at patienten udvikler handicap.

KIGALI, RWANDA. NOVEMBER 2017 – Seventh stage of the Tour of Rwanda in Kigali. Abderrahmane Mansouri of the Algerian national team and Edwin Alcibiades Avila Vanegas of Team Illuminate. (Photo by Julien Goldstein/Getty Images)

Cykling er stort i Rwanda – her ses et billede fra syvende etape af det store cykelløb Tour du Rwanda i november 2017. Foto: Julien Goldstein/Getty Images.

Landet med de tusinde bakker skal lægge vej til VM i cykling

Det kommer nok bag på mange, at Rwanda er udpeget som værtsland for VM i landevejscykling i 2025.

Det lille østafrikanske land er primært kendt for sit voldsomme folkemord i 1994, hvor omkring 800.000 mennesker brutalt blev slået ihjel på omkring tre måneder. Herhjemme har landet det sidste halve år også høstet overskrifter, da den danske regering angiveligt flirter med det rwandiske styre om muligheden for at lægge et dansk modtagecenter for asylansøgere i Rwanda. 

Men cykling er stort i Rwanda. Rigtig stort. Ikke bare cykler rwanderne selv en hel del, Rwanda lægger også jord til Afrikas største cykelløb, Tour du Rwanda, og promoverer cykelturisme. Rwanda er kendt som ”landet med de tusinde bakker” og landet ligger desuden højt – hovedstaden Kigali i 1.567 meters højde – så der er masser af udfordringer for cyklister.

Siden UCI, organisationen bag VM i landevejscykling, meldte ud i 2018, at verdensmesterskabet i 2025 ville blive afholdt i Afrika – for første gang –, har Rwanda derfor været favorit til rollen som værtsland og slog altså også konkurrenten, Marokko, i sidste ende.

I et interview med mediet Jeune Afrique fortæller den rwandiske sportsminister, Aurore Munyangaju, at det med landets erfaring med cykling og sportens popularitet blot var naturligt at søge om at blive værtsland. Nyheden om, at det var lykkedes, blev modtaget med ”stor glæde og stolthed,” siger ministeren, der pointerer, at Kigalis vejnet er af god kvalitet, og at landet har en udbygget infrastruktur med mange hoteller, hospitaler, gode internetforbindelser og højt sikkerhedsniveau.

Myndighederne forventer, at 20.000 mennesker – inklusive cykelrytterne selv, pressefolk og officielle deltagere – vil gæste Rwanda under begivenheden.