Syrien: Præsident Assad vil give amnesti til desertører

suqur_al-sahara_in_bashura_1
Syriske soldater ved Bashura i Latakia-provinsen.
Foto: Abkhazian Network News Agency (CC BY-SA 3.0)
Laurits Holdt

Den syriske præsident Bashar al-Assad vil give amnesti til alle, som er flygtet fra militærtjeneste i landet. Det er dog et krav, at man ikke har kæmpet imod regeringsstyrkerne. Det skriver Deutsche Welle i dag.

Der er obligatorisk værnepligt i Syrien og i tiden før og under borgerkrigen er tusinder stukket af fra militærtjenesten. Normalt står desertører til flere års fængsel, hvis de pågribes.

For personer, der opholder sig i landet er der en frist på fire måneder til at henvende sig for at få amnesti mens fristen er på seks måneder for personer, der opholder sig i udlandet.

Borgerkrigen i Syrien begyndte i 2011 og på tidspunkter har det set ud til, at præsident Assads styre var ved at tabe krigen. Men i de seneste år har regeringshæren med hjælp fra Iran, Rusland og Hezbollah-militsen fra Libanon generobret næsten hele landet.