Ledere af NGO i Liberia træder tilbage efter voldtægtsskandale

more_than_me_liberia
Den nu fratrådte direktør og stifter af More Than Me, Katie Meyler.
Foto: More Than Me (CC/Flickr//arkiv)
Forfatter billede

Den anerkendte amerikanske NGO More Than Me er i centrum for en alvorlig sag om en tidligere ansats voldtægter af flere piger på en skole i Liberia.

Johnson, der fandt de udsatte piger i slumkvartererne og havde til opgave at få dem ind på skolerne, udnyttede pigerne seksuelt og voldtog mange af dem, viser politirapporter.

Johnson blev fængslet i 2014 og døde to år senere af aids, mens han var fængslet.

En af de 10 piger, der vidnede mod ham, er selv testet hiv-positiv. En anden har forklaret, at voldtægterne begyndte, da hun kun var 10 år gammel.

Medie: More Than Me forsøgte at skjule sagen

Beskyldningerne om, at adskillige piger skal være blevet voldtaget, kom første gang frem i netmagasinet ProPublica i sidste uge og blev fulgt op af TIME Magazine.

Sidstnævnte medie skriver tirsdag, at Katie Meyler, som er direktør for More Than Me, har valgt at træde tilbage som følge af skandalen.

Det samme har bestyrelsesformand Skip Borghese fra organisationens bestyrelse i Liberia.

”Ved en gennemgang af de beskyldninger, der er offentliggjort i ProPublica og TIME, har vi opdaget adskillige udtalelser, som enten er i uoverensstemmelse med de oplysninger, vi fik fra ledelsen i More Than Me, eller som var nye oplysninger, skriver bestyrelsen i en pressemeddelelse.

Organisationens bestyrelse afviser imidlertid netmagasinets beskyldninger om, at den ikke har handlet. Bestyrelsen skriver i en e-mail til ProPublica, at den tog affære, så snart den blev bekendt med anklagerne om voldtægt. Bestyrelsen påpeger, at der kun gik fire dage, fra More Than Me-ledelsen blev bekendt med anklagerne mod Macintosh Johnson og til han var fængslet.

Organisationen er nu i gang med at undersøge sagens omfang og har nedsat et udvalg, der skal undersøge voldtægterne på skolen i Liberia.

Krisemøde i Liberias regering

Katie Meyler er en fremtrædende person i NGO-verdenen. Hun figurerede i 2014 på Time Magazines liste over Årets Personer, og hun er blevet rost til skyerne af blandt andre tv-værten Oprah Winfrey, investorerne Bill Gates og Warren Buffet, og hun har været inviteret til Det Hvide Hus af tidligere præsident Barack Obama, skriver BBC.

Hendes organisation har fået et beløb svarende til knap fire millioner i støtte fra den amerikanske regering.

Hvad der gør sagen særligt tragisk er, at netop More Than Me har som sit hovedformål at beskytte piger i Liberia mod seksuelle overgreb og udnyttelse, skriver flere internationale medier.

More Than Me driver 19 skoler i Liberia med i alt omkring 4000 elever. I det materiale, skolen bruger til at ansøge om fondsmidler, fremgår det tydeligt, at skolens formål netop er at få børnene ud af den onde cirkel af seksuelle overgreb og udnyttelse.

Under krigen i Liberia er voldtægt ofte blevet brugt som et våben af børnesoldater, der var høje af narkotika. Og i tiden efter krigen bliver mange piger stadig tvunget til at betale med sex for at få penge, mad, beskyttelse eller uddannelse, skriver ProPublica.

Time Magazine skriver, at syv af Liberias regeringsagenturer har holdt krisemøde to gange siden i torsdags, hvor den første artikel om sagen blev bragt.

Regeringen i Liberia siger, at den vil ”tage passende retslige skridt for at beskytte børnene og sikre, at de er i sikkerhed.”