Studehandel i DR Congo?

tshisekedi
Felix Tshisekedi under et radiointerview i december 2018.
Foto: Screenshot fra Top Congo FM's video
Laurits Holdt

10. januar 2019

I torsdagens tidlige morgentimer meddelte Den Demokratiske Republik Congos valgkommission, at Felix Tshisekedi har vundet valget med syv millioner stemmer (38,5 procent) foran den anden vigtige oppositionskandidat, Martin Fayulus 6,4 millioner. Den afgående præsident Kabilas kronprins, tidligere indenrigsminister, Emmanuel Shadary, opnåede ikke nær så meget: 4.4 millioner stemmer.

Knap halvdelen af landets cirka 46 millioner vælgere havde deltaget.

Tshisekedi anslog straks efter offentliggørelsen af resultatet en forsonende tone over for Kabila, der ellers har været under voldsom kritik af oppositionen, også Tshisekedi selv, fordi han efter 16 års regeringstid forfatningsstridigt yderligere udskød valget med to år.

”Jeg hylder Kabila,” udtalte Thsisekedi, ”og fremover bør vi ikke længere se ham som en modstander, men i stedet som en demokratisk partner.”

Efter planen skal den nye præsident indsættes 18. januar.

Rygter og mistro

Thsisekedis forsonlige udtalelser vil give yderligere næring til rygter, som allerede i forgårs spredtes i det mægtige land, om en studehandel mellem de to.

Rygterne opstod efter Tshisekedi tirsdag erkendte, at hans nærmeste medarbejdere havde afholdt en række møder med Shararys. Mens Shadary benægtede møderne, forklarede Tshisekedi til Reuters, at formålet var ”at sikre en fredelig og civiliseret magtoverdragelse.”

Kabila er kendt for at være en hård hund, der efter at have vundet to yderst voldelige valg i 2006 og 2011 også voldeligt nedkæmpede protester mod, at han ikke afgik efter udløbet af den seneste valgperiode.

I 2006 stillede den daværende vicepræsident, Jean-Pierre Bemba, en tidligere magtfuld militsleder fra det nordlige Congo op mod ham, hvorefter Kabila lod præsidentgarden angribe Bembas private bolig og hans radiostation i hovedstaden Kinshasa. I en timelang ildkamp beskød garden Bembas bygninger og livvagter med tunge maskingeværer og kampvogne, mens borgerne i kvarteret løb for livet. Bemba blev senere overdraget til den internationale straffedomstol, sigtet og senere dømt til 18 års fængsel for drab og voldtægt begået under borgerkrigen i 1998-2003. Under valget i 2011 mistede 18 personer livet.

Senere stod Kabila bag politiets nedskydning af demonstranter, der efter hans sidste præsidentperiodes udløb i 2016 krævede hans afgang og nyvalg. Flere hundrede blev sammenlagt dræbt ved de to valg og de senere protester.

Internationale rettighedsorganisationer har desuden dokumenteret, hvorledes Kabila har forfulgt politiske modstandere, og i et omfattende researcharbejde illustreret, hvorledes han i stort omfang i sin regeringstid har beriget sig selv, sin familie og sine nærmeste politiske støtter med adgang til landets ressourcer.

Den upopulære tidligere indenrigsminister Shadary var Kabilas stålnæve i disse aktioner. Da Kabila uventet tidligere på året accepterede at udskrive valg og gav sin opbakning til den ukarismatiske mand, der ikke er kendt for at have noget andet politisk bagland end opbakning fra præsident, blev det i brede kredse i landet opfattet som Kabilas forsøg på at sikre sin fortsatte magt.

Folkeslag, penge og statsmagt

Politik i Congo afgøres hovedsagelig af kandidaternes støtte fra store, afgørende etniske grupper og deres adgang til private eller statslige midler.

Shadary havde kun det sidste, og under valgkampen stod det klart, at selv med anvendelse af statens midler og opbakningen fra politiet, valgkommissionen og forfatningsdomstolen, der ville skulle afgøre eventuelle klager, ville befolkningen næppe tildele eller acceptere en sejr til Shadary.

Oppositionen havde oprindeligt samlet sig omkring erhvervsmanden Martin Fayulus kandidatur. Samlingen rummede også Bemba, der i mellemtiden var lykkedes at blive løsladt fra sin fængselsstraf fra den internationale straffedomstol på et teknisk argument. Han er dog fortsat anklaget for at have påvirket vidner, hvorfor han blev udelukket fra at deltage i dette valg. Bemba råder over betydelige økonomiske midler, og opbakningen fra hans etniske støtter blev set som et væsentligt bidrag til Fayulus bagland. Med egne og Bembas økonomiske midler, og med støtte fra endnu et par populære, men etnisk snævert baserede oppositionsgrupper, var Fayulu valgets mest sandsynlige vinder.

Partiarvingens tunge arv

Felix Tshisekedi sprang imidlertid fra oppositionens samling og valgte at føre valgkamp alene i spidsen for sit parti, UDPS, Union pour la Démocratie et le Progrès Social.

Felix har reelt arvet partiet fra sin far, Etiénne, som i årtier forgæves forsøgte at støde diktatoren Mobutu Sese Seko fra tronen. Hans indsats var plaget af spørgsmål om hans politiske tæft og dømmekraft, da han flere gange accepterede at tjene Mobutu som ministerpræsident, og de blev fulgt af anklager om betydelige indtægter ved korruption i den ekstremt korrupte Mobutus tjeneste.

Partiet opnåede status af landets vigtigste opposition, dels fordi den fandt støtte i Tshisekendis etniske bagland, landets største folkegruppe, bandundu, dels fordi hovedstadens indbyggere – hvoraf mange oprindeligt er bandundu – gav en betydelig opbakning til kampen mod Mobutu.

Felix Thsisekedi har nu opnået, hvad hans far aldrig kunne – men på gaderne i det østlige og det nordlige Congo, hvor UDPS aldrig har nydt stor opbakning, er der uro.

Uro ulmer

Udnævnelse af Thsisekedi og en eventuel handel med Kabila/Shadary har de nødvendige elementer til at sikre den fredelige overdragelse af magten over landet, som det aldrig tidligere har kunnet opleve. Prisen kunne imidlertid være Kabila-klanens fortsatte udbytning af landets ressourcer, hvormed Tshisekedi kan få vanskeligt ved at opfylde sit valgløfte om at udvikle disse til alle landets indbyggeres bedste.

Foreløbig skal han dog først overvinde den øvrige opposition og udlandets skepsis overfor sin sejr.

Fayulu har allerede i et interview med Radio France Internationale afskrevet Tshisekedis sejr som et ”kup”, der ”intet har med virkeligheden at gøre.” Overfor BBC erklærede Fayulu torsdag, at ”det congolesiske folk aldrig vil acceptere sådan en gang svindel.”

Efter valgkommissionen onsdag meddelte, at det ville offentliggøre resultatet senere på dagen, gik Congos indbyggere tidligt hjem og låste dørene, fortæller AFP, mens politiet tog opstilling ved strategiske vejkryds og vigtige bygninger i forventning om protester og sammenstød med demonstranter. Kommissionen ventede derefter til klokken tre nat, angiveligt for at mindske risikoen for øjeblikkelige protester.

Samtidig ventes det med stor spænding, hvad den katolske kirke vil sige til det meddelte resultat. Hvis den undsiger Tshisekedis sejr, kan der forventes ballade – i stor skala. Kirken har gennem de seneste kaotiske årtier stået som den mindst utroværdige garant for redelighed og opretholdelse af borgerrettigheder i landet.

Kirkens biskopper meddelte i sidste uge, at det kendte valgets vinder på baggrund af en sammentælling af dens mange valgobservatørers oplysninger. Den oplyste ikke, hvem vinderen var, men Reuters har talt med to diplomater, der oplyser, at den katolske kirke var kommet frem til, at Fayulu vandt.

Frankrigs udenrigsministerium meddelte torsdag, at det offentliggjorte resultat ikke var en ægte afspejling af valget, hvorfra der blev rapporteret en række uregelmæssigheder og mangler.

USA har stationeret tropper i nabolandet Gabon for at kunne evakuere sine borgere i DR Congo. Uafhængigt af dette forsøgte en lille gruppe lokale soldater dér i weekenden forgæves at gennemføre et kup mod den lokale præsident.