Engang var det muligt at kæmpe for natur og miljø i Iran uden at skulle bekymre sig om forfølgelse.
Sådan er det ikke længere, skriver Kaveh Madani i en kommentar i The Guardian i forrige uge.
Han er tidligere leder af Irans offentlige miljøstyrelse, men forlod posten – og senere landet – efter en afhøring og beskyldninger om at være spion og terrorist.
Et tydeligt eksempel på udviklingen er de otte naturforkæmpere, der lige nu sidder fængslet i Iran. De blev anholdt i starten af 2018 sammen med en mere, som nu er afgået ved døden under mistænkelige forhold, skriver Madani.
UN Environment (FN’s Miljøprogram) har netop i en erklæring udtrykt sin bekymring for de otte aktivister. Tidligere har den internationale naturorganisation IUCN, WWF og andre kritiseret behandlingen.
“Vi ved, hvor meget iranere sætter pris på deres naturlige arv, og vi opfordrer regeringen til at beskytte rettighederne for de dedikerede kræfter, som værner om landets unikke miljø, hvilket er garanteret i Irans love og forfatning”, skriver UN Environment i erklæringen tirsdag.
Hardlinerne fører an
Aktivsterne kommer fra den grønne iranske organisation Persian Wildlife Heritage Foundation. Tilsyneladende er der tale om, at det er hardlinerne i det iranske regime, bl.a. Den Republikanske Garde (IRGC), der fører an i forfølgelserne.
“Mens landet civile ministerie for efterretning har udtalt, at man mener, at aktivisterne er uskyldige, er IRGC fast besluttede på at lave fanfare på en ny opdagelse af et spionnetværk”, skriver Madani i kommentaren.
“Denne historie er blot yderligere bevis på, hvad jeg kender som en tendens af personlig erfaring: en bevægelse af sikkerhedsfolk for at begynde at politisere miljøsektoren i Iran”, fortsætter han.
Human Rights Watch skrver ligeledes, at aktivisterne synes at være fanget i en magtkamp mellem regering, ledet af Hasan Rouhani, som mange betragter som reformvenlig, på den ene side, og IRGC samt deres fløj på den anden.
“The Wildlife Heritage Foundation var en velanset gruppe, som havde et stærkt samarbjede med regeringsinstitutioner og internationale organisationer som FN. Den har haft succes med at vække opmærksomhed om den truede asiatiske gepard ved at støtte at få dens billede på trøjerne for det iranske fodboldhold ved VM i 2014”, skriver Human Rights Watch.