Homoseksualitet har været ulovligt i Botswana siden 1965, og kunne straffes med op til 7 års fængsel. Men det ændrede det sydafrikanske lands højesteret tirsdag i en enstemmig beslutning, der betyder, at homoseksuelle i Botswana nu kan dyrke sex uden at bryde loven.
”Alle er begejstrede for afgørelsen, og håbet for en bedre fremtid er blevet genskabt”, siger en talsmand for menneskerettighedsorganisationen LeGaBiBo, der arbejder for bedre vilkår for LGBT-personer i Botswana, til Globalnyt.
”Vi har stadig et stort arbejde foran os i forhold til, at forklare befolkningen hvad afgørelsen betyder i praksis, men det er et stort skridt i retning af bedre retssikkerhed. Det er nu blevet bekræftet at Botswanas forfatning ikke diskriminerer imod LGBT-personer.”
Botswana er blandt Afrikas mest stabile, demokratiske nationer, og de seneste år har der været en bevægelse mod en stigende retssikkerhed for homoseksuelle. I 2016 dømte landets appeldomstol imod regeringen, der havde nægtet at registrere en interesseorganisation, der repræsenterede homoseksuelle og andre seksuelle minoriteter.
Det er dog stadig ikke lovligt for homoseksuelle i Botswana at gifte sig eller adoptere.
En bølge af opgør med diskriminerende love
Med højesterettens beslutning melder Botswana sig ind i en klub af afrikanske lande, der har gjort op med gammel, diskriminerende lovgivning. Senest i januar, hvor Angola afskaffede en paragraf i sin straffelov, så såkaldt ”unaturlig synd” ikke længere er strafbart. Mozambique, Lesotho, Seychellerne samt Sao Tome og Principe har ligeledes fjernet anti-homoseksuel lovgivning fra deres straffelov.
32 afrikanske lande har dog stadig love, der forbyder homoseksuelle forhold. Heriblandt Kenya, der i maj fredede en anti-homoseksuel lovgivning. Kenyas højesteret vurderede, at love, der forbyder forhold mellem to personer af samme køn, ikke er diskriminerende.
Artiklen er blevet opdateret med citat fra LeGaBiBo 12/6 2019