“Miri”
Bassekou Kouyate & Ngoni Ba:
Miri (OutHere Records)
Den nu 53-årige Bassekou Kouyate har rødder tilbage til 1200-tallet ved hoffet omkring kongen Sundiata Keita, som var ud af Malinke-folket og havde en rådgiver og griot (el. jeli), som hed Balla Fasséké Kouyate.
Selv er han født i en landsby udenfor Segou øst for hovedstaden Bamako i Mali og er for længst anerkendt som en af verdensmusikkens store virtuoser. Hans karriereforløb har været helt unikt, for han har kombineret den fineste griot-arv med en nysgerrighed, der har bragt ham verden rundt i en grad, så intet territorium synes fremmed.
Med på rejsen har han haft familien, ikke mindst sin kone, den velsyngende Amy Sacko, som han tidligt indså det smarte i at inkludere i orkestret, hvor han præsenterede alle afskygninger af n’goni’en, den lille lut, som er banjoens stamfader. Altså en hul lydkasse af træ eller kalabas overspændt med gedeskind, ovenpå hvilken strengene danser på en bro direkte på skindet.
På det instrument kan de bedste spille med et kildevælds brusende kvalitet, og det var netop sådan, at jeg så Bassekou Kouyate første gang, da han for små 25 år siden var med i den berømte trio, hvor koraspilleren Toumani Diabaté var den naturlige leder og en anden legende, Keletigui Diabaté (1931-2012) spillede på balafon, som er den vestafrikanske marimba.
Spillede som Clapton
Allerede dengang var der noget ved den unge n’goni-spiller, som jeg connectede med øjeblikkeligt, og som jeg var solgt over, da han i et rasende hurtigt stykke lige nåede et glimt i øjet og en bid af noget Blind Faith, der normalt tilhørte Eric Clapton. Så det kunne han også? Ja, og meget mere var i vente.
….jeg var solgt over, da han i et rasende hurtigt stykke lige nåede et glimt i øjet og en bid af noget Blind Faith, der normalt tilhørte Eric Clapton.
Siden gik han solo med det første familieorkester, hvor lillebroren, der i årevis fulgte ham som en skygge, Fouseyni Kouyate, var med på en noget dybere n’goni, som i dag trakteres af Bassekous søn. Specielt i Sevilla på den årlige Womex-messe for verdensmusik tilbage i 2008, spillede de så blændende, at granvoksne mænd, der ellers nok kunne deres verdensmusik, opførte sig som teenagere til en tidlig Beatles-koncert – frataget skrigeriet.
For hvad gør man, når man møder ubændig spillelyst kombineret med evner, der rækker til Månen?
Det er blevet til en serie store album, hvor kapaciteter som den engelske musikprofessor, Lucy Durán, som er en pionér indenfor Mali-musikken og producer Jay Rutledge fra München-plademærket OutHere, har været inde over, vel vidende at her var et talent af en hel særlig karat.
Ikke mindst fordi ”pakken” altså indeholdt hans kone, Amy Sacko, der egentlig var mest kendt som Mali’s svar på Tina Turner, men i dag er en rigtig jelimousou – en kvindelig praisesanger af griot (jeli på bambara)-familie. Som ofte intonerer hun med ord fra Koranen, inden hun går i gang med de vildeste triller på tungebåndet. Dertil kommer en herlig ydmyghed og måde at være nede på jorden på.
…Amy Sacko’s gryderet med røget capitaine, som nilaborre hedder på de kanter, var nærmest hele rejsen værd!
Jeg mindes en gang, hvor jeg var hjemme hos familien i en forstad til Bamako, hvor de boede flot, javel, men også i noget semi-slum ovenfor en stor moské for den kendte marabout, Haidara. Amy Sacko’s gryderet med røget capitaine, som nilaborre hedder på de kanter, var nærmest hele rejsen værd!
Bandet rejste verden rundt i mange år og var også flittige gæster i Danmark, hvor de viste samme flid som eksempelvis det såkaldte ”blinde par” Amadou & Mariam, og gradvist arbejdede de sig op, turné efter turné, album efter album. Og det gav pote og en gruppe med tre-fire n’gonier, som ellers havde været et umuligt, vovet og nørdet projekt, blev et hit.
Ikke mindst fordi de var charmerende og sjove, Bassekou og frue åbenlyst forelskede, og han så havde det ekstra gear, hvor alle tabte næse og mund, når han igen og igen satte af ind i hidtil uopdaget territorium.
Der ville hen ad vejen komme strøm på, en fed Fender-forstærker foræret i Chicago og han ville pludselig stå der med forvrænger og wahwah-pedal og man så en afrikansk Jimi Hendrix, tilsat kosmisk à lá Mali.
Og nu har han begået en ny skive efter fire års venten:
Bandlederen Kouyaté
”Miri” er et fabelagtigt album.
Dels er Bassekou Kouyate en meget inkluderende bandleder og præsenterer blandt andet den marokkanske gnawamusiker med konservatoriegrad, Majid Bekkas, som er med på åbningsnummeret, ”Kanougnon”. Et nummer der meget minder om ”Soukora”, der for 25 år siden var med på værket ”Talking Timbuktu”, der introducerede samarbejdede mellem guitaristerne Ali Farka Touré og amerikanske Ry Cooder.
Men okay, Bassekou har spillet med Ali Farka Touré, også helt til sidst før denne legende døde af kræft i 2006.
Majid Bekkas synger fint, uden at det er prangende, men til gengæld har Madame Sacko skruet op for kedlerne og sprænger grænser med sit sangforedrag. For igen har hun taget store skridt ind i jeli-sangerindens verden, og det klæder hende.
Der er også en meget glædelig overraskelse, der går tilbage til Bassekou Kouyates oprindelse Ségou-området, i form af Abdoulaye Diabaté, som af en for mig uforståelig grund ikke er superstjerne i Vesten, selv om han er folkeeje i Mali. Andre sangere er Afel Bocoum, som var Ali Farka Tourés protegé, og er kendt fra bl.a. ”Mali Music” med Damon Albarn, stjernen Habib Koité på et enkelt nummer og endelig den cubanske gruppe Madera Limpia.
Og Bassekou synes at være som en fisk i vandet og den medrivende ”Wele Cuba” sættes et caraibisk flow i gang, som så toppes af en Kouyaté-solo, der demonstrerer, at rejsen ind i bluesen er gået godt, for væk er de mange lydtricks og en ny og stærkt twanget måde at spille n’goni på åbenbares. Han er fortsat den legesyge mester i færd med at udforske sin lille afrikanske lut og dens tilsyneladende uendelige muligheder.
Det er en Bassekou Kouyate og hans familie, der er tilbage med en stærkt nuanceret plade, som ikke mindst vinder, når gæsterne er sendt i byen, og malierne tryller alene, som på den afsluttende ”Yakare”, som giver os Amy Sacko i en lang gang melodisk og følelsesfuld spraying (skamros) overfor sin husbond, som synges op i den grad, hvorefter han sætter trumf på med utraditionelle blueslicks, som er helt hans egne.
Vild plade. Meditativ, udfordrende og helt uventet.
