Adgang til fri abort har længe optaget kvinder i Latinamerika, hvor protester mod de strenge lovgivninger, er blevet til “den grønne bølge”. En bevægelse der begyndte i Argentina, hvor man i august 2018 stemte nej til delvis lovliggørelse af abort – og det fik kvinderne på gaden i demonstration.
I Ecuador er abort ulovligt, undtagen i sager, hvor moderens liv er i fare, eller hvis graviditeten er et resultat af voldtægt af en kvinde med handicap. Derfor møder det stor modstand fra fri-abort tilhængere, at abort ved alle voldtægter ikke bliver lovliggjort. Udover voldtægt skulle en ny reform også dække incest og misdannelse hos fosteret.
Nogle dage inden afstemningen har ærkebiskoppen i hovedstaden Quito gjort sit ståsted i forhold til loven klar, skriver den britiske avis The Guardian.
”Gud er Gud over liv, ikke Gud over død”, siger ærkebiskoppen og beder parlamentet om ikke at stemme for loven.
Tallene lyver ikke
Når det katolske land ikke tilbyder mulighed for fri abort, betyder det, at mange kvinder må ty til alternative metoder, og dermed sætte deres liv på spil. Straffen for abort går fra seks måneder til to år i fængsel.
Verdenssundhedsorganisationen WHO anslår, at det handler om 150.000 ulovlige aborter i Ecuador årligt. 15,6 procent af dødsfald blandt mødre var et resultat af hemmelige aborter i 2014 ifølge Ecuadors sundhedsministerium.
Derudover er statistikkerne for antallet af anmeldte voldtægter også høje. Mellem 2015 og 2018 er 14.000 tilfælde af voldtægt anmeldt til politiet, hvoraf 718 handlede om piger under 10 år.
Reformen, der kunne have ændret dette, var kun fem stemmer fra at gå igennem.
Oprør i gaderne
Tilhængerne af den nedstemte lov var mødt op foran parlamentet og viftede med de grønne tørklæder, som er symbolet på bevægelsen for abortrettigheder, der begyndte i Argentina. Så snart resultatet blev offentliggjort, opstod der konflikter mellem demonstranter og politiet.
Flere af demonstranterne mener, at resultatet er lig med dødsstraf for de kvinder, der er nødsaget til at søge alternative metoder for abort.
Ifølge de lokale medier kunne man også finde abortmodstandere, som jublede over nyheden.
Oprøret foran parlamentet endte med, at politiet måtte ty til pebersprays.
Det handler om menneskerettigheder
Tidligere i år har også Human Rights Watch blandet sig i Ecuadors beslutning om at tillade abort i tilfælde af voldtægt.
Direktøren i organisationens afdeling i Amerika, José Miguel Vivanco, har før afstemningen udtalt at:
”Ecuadors parlament har en afgørende mulighed for at beskytte menneskerettigheder og værdighed ved at give kvinder og piger, der har overlevet voldtægt, en chance for at beslutte om de vil fortsætte en graviditet.”
Human Rights Watch udgav i 2013 en rapport om emnet, der konkluderede, hvilken betydning loven har for kvinder i Ecuador.
Rapporten viser, at loven bidrager til høj mødredødelighed, standser muligheden for at forebygge seksuel vold, skaber forhindringer for kvinder og unge piger, der har brug for beskyttelse og behandling. Derudover skaber den nuværende lovgivning negative stereotyper og ulighed for kvinder med handicap.
I størstedelen af Latinamerika er abort ulovligt, men mange lande gør en undtagelse i tilfælde af voldtægt – heriblandt Argentina.
I Honduras, Nicaragua og El Salvador er abort i alle tilfælde ulovligt.