BEIRUT: Tre ting gør det igangværende oprør i Libanon anderledes fra tidligere protestbevægelser i landet: Størrelsen, spredningen og spontaniteten.
Kombinationen af de tre ting udgør tilsammen oprøret største styrke og svaghed. På den ene side er det vanskeligt for den politiske magtelite at slukke branden, fordi det er så stort, uforudsigeligt og lederløst. På den anden side er det også svært at se, hvad der skal komme efter protesterne, og hvem der skal tegne det politiske alternativ til etablissementet.
Et muligt bud er Nizar Hassan. Hvis man har fulgt den seneste uges internationale dækning af Libanon, er man stødt på hans navn. Han har været i New York Times, BBC og Al-Jazeera som talerør for oprøret. Fredag udtalte han sig i danske Weekendavisen, og allerede i seneste weekend talte Globalnyt med ham.
Nizar Hassan er en central del af græsrodsbevægelserne i Beirut og nok det tætteste, demonstranterne kommer på en egentlig leder. Han er medstifter af den progressive, socialistiske bevægelse LeHaqqi og medvært på podcasten ”Lebanese Politics Podcast”.
”Jeg kan formulere tingene på en måde, som andre ikke kan. Min rolle er at skabe en bevidsthed om, at vi kan forandre landet. Det budskab skal nå ud til så mange som muligt,” sagde Hassan om sig selv, da Globalnyt mødte ham tirsdag nat.
Han lignede ikke hverken en general eller præsident. Måske snarere en marxistisk professor med trang til hjemmerullede cigaretter. Håret matchede skægget i vildskab, han bar runde briller og var iført shorts og t-shirts. Blikket var vildt og flakkende – selvom han sad i et interview i en stille sidegade til demonstrationerne i downtown Beirut, kom mere end 10 mennesker forbi og hilste på ham.
Nizar Hassan er manden at tale med, hvis man vil forstå, hvad demonstrationerne i Libanon drejer sig om, hvor oprøret fører hen, og hvor bevægelsen kommer til at løbe panden mod muren.
Torsdag og fredag i denne uge, to-tre dage efter vores interview, kaldte Hizbullahs leder Hassan Nasrallah demonstrationerne for en udenlandsk konspiration, og det slog det gnister mellem Hizbullah-supporterer og de øvrige demonstranter. Nizar Hassans udtrykte bekymringer fik nærmest profetisk karakter.
Men det er at springe lidt i teksten. Lad os starte tirsdag nat.
Borgerkrigen der aldrig sluttede
Venligt, men bestemt, korrigerede Hassan allerede spørgsmål nummer et. Han brød sig ikke om ordet ”revolution.”
”Det er en opstand. Vi kalder det en revolution for at mobilisere folk, fordi det lyder sexet. Men vi passer på med at pumpe folks forventninger for højt op. I Libanon er det ikke muligt at skabe en revolution fra den ene dag til den anden på grund af det sekteriske system,” sagde han.
Det sekteriske system er ABC, hvis man vil forstå demonstrationerne i Libanon. Da Libanons muslimer og kristne i 1990 satte en stopper for 15 års blodig borgerkrig, havde de året forinden indgået Taif-fredsaftalen. Dokumentet, som blev underskrevet i den saudiske by Taif, fastslog, at magten fremover skulle deles ligeligt mellem landets religioner.
Den sekteriske styreform skulle sikre fredens opretholdelse. Men det var også et erklæret mål, og nedskrevet punkt i Taif-aftalen, at det sekteriske system skulle afvikles. Det skete aldrig.
Krigsherrerne fra borgerkrigen blev politikere og ministre i Libanon, og sekterismen forgrenede sig til alle sektorer i samfundet. I dag er befolkningen i det lille land, som fylder cirka en tredjedel af Jylland, groft sagt delt op i sunni-, shia-, kristne og druserområder – geografisk, bureaukratisk og socialt.
Borgkrigen, lød det fra Hassan, sluttede aldrig.
”Det er en politisk stemning. Borgerkrigen kan ses mange steder endnu. De politiske linjer trækkes på tværs af sekteriske grupper. Alle i disse rækker, underordnet af deres sociale og økonomiske status, proppes i samme kasse. Med de her demonstrationer begynder vi at ryste sekterismen af os,” sagde han.
Under de igangværende protester har flere demonstranter båret skilte med skriften ”Libanons borgerkrig: 1975-2019” – et budskab, der har glædet Nizar Hassan.
”Der er meget sandhed i det. Jeg blev virkelig glad, da jeg så det første gang, for det beviser, at folk forener sig på tværs af religioner og sekteriske eliter,” sagde han.
Stigende desperation har forenet libaneserne. Landet økonomiske krise koster arbejdspladser, og mere end hver fjerde står uden job. Den nedre halvdel af befolkningen står tilsammen for 10 procent af landets indkomst, og 3,3 millioner mennesker i Libanon er ”i nød” ifølge FNs rapport fra 2019. Strømmen går flere timer om dagen, vandet er møgforurenet. Sammenlagt med den politiske og økonomiske elites udbredte korruption er det den perfekte cocktail for et oprør.
I baggrunden hørtes musikken fra de kæmpestore anlæg, der brager igennem downtown Beirut. ”El Haq Ma Bemout” af Joseph Attieh spilles igen og igen – en arabisk popsang fra 2010, der handler om, at ”Libanon rejser sig igen, som solen over Beirut”.
Forbrødring tager 20 år
I løbet af den første uges tid har demonstrationerne i Beirut udviklet sig fra at være en dommedagslignende scene, med scooterkørende drenge i bar overkrop, der sætter ild til ting, til en familiefestival: Boder med mad, ballondyrsformende klovne, musik, dans og hundredetusindvis af mennesker.
En farlig udvikling, mente Nizar Hassan.
”Alle i græsrodsbevægelserne siger, det er det værste, der kunne ske. Jeg er delvist enig. Oprøret er blevet til fest. Hvis du vil have et politisk budskab igennem, kan du ikke bare feste. På den anden side tiltrækker det flere mennesker,” sagde han.
Optimistisk, men også realistisk, var Nizar Hassan godt klar over, at sunnier, shitters og kristnes kædedans under demonstrationerne rundt omkring i landet ikke er ensbetydende med, at alle tager forbrødringen med hjem. Det er en proces, som kommer til at tage mange år, mente han.
”Sekterismen er udbredt i alle aspsekter af det her land. Det kræver nye folk ved magten, nye politiker, decentralisering, en anden økonomisk fordeling og en større økonomisk uafhængighed fra bankerne. Det kommer til at tage minimum 20 år,” sagde Hassan.
Men forandring kommer til at ske. Også på den korte bane, lød det fra ham.
Den sunnimuslimske premierminister Saad Hariri præsenterede mandag en reformpakke, som kun har fået flere folk på gaden. ”Ren brandslukning”, ”utilstrækkelig” og en ”stor, fed løgn”, var Hassans vurdering af regeringens redningsplan.
”Vi har brug for langt mere progressive tiltag. Banker, som tjener 600 millioner dollars om året, beskattes 17 procent. Små virksomheder i produktionssektoren betaler over 40 procent. Det giver ingen mening. Det er kapitalisme, der ikke fungerer,” sagde han.
Regeringen sidder i saksen. Trækker den sig ikke tilbage, bliver folk på gaden. Kommer den med nye tiltag, tror ingen på den. Derfor, sagde Hassan, ser han det som realistisk, at den træder tilbage. Snart.
”Så vil de formentlig forsøge at mobilisere sig og vinde nyvalget. Og det vil de måske også gøre. Men sikkert er det, at civilsamfundet og græsrodsbevægelserne får en større stemme,” sagde han.
Processen bliver en kamp. Og undervejs vil alle de sekteriske kræfter gøre det, som de har gjort i mange årtier: Skabe frygt og had mellem befolkningsgrupperne.
Hizbullah crashede festen
Torsdag i denne uge ændrede demonstrationerne i Beirut igen karakter. Fra festivalstemning til fodboldstemning – mellem to rivaliserende fangrupperinger. Et par hundrede Hizbullah-sympatisører stod med hjelmbeklædte sikkerhedstyrker mellem sig selv og resten af demonstranterne og sang, at alle var korrupte. Pånær deres egen leder Nasrallah.
Fredag blev det endnu mere betændt, da endnu flere Hizbullah-støtter hijackede hele downtown Beirut. Fra varevogne med kæmpestore musikanlæg bragede de Nasrallahs direkte tale ud til befolkningen, og for første gang i en uge, var der ikke feststemning foran Al Amin-moskéen i Libanons hovedstad. Mange demonstranter gik hjem, andre sad på kantstene med blikket låst fast i cementen under dem, mens Nasrallahs timelange dunder blev tvunget ind i deres øregange.
”Ifølge vores efterretninger er Libanon blevet et mål for udenlandske efterretningstjenester. Det her er ikke længere bare en national protestbevægelse,” lød det blandt andet fra den shiamuslimske leder, der selv er sponsoreret af Iran.
Forlad gaderne. Åben vejene igen. Gå i dialog med regeringen. Fortsæt med at være ikke-voldelig, var hans budskab, alt imens at Hizbullah-sympatisører i Beirut gik til angreb på demonstranter.
Sikkerhedstyrker skilte dem fra hinanden. Men det var præcis den slags sprækker i den fælles protestfront, som den etablerede magt har brug for. Som kan punktere oprøret. Og som Nizar Hassan allerede forudsagde tre dage forinden.
”Eliten vil gøre alt for at splitte os. De vil skabe propaganda, som gør folk bange for hinanden igen. De vil fabrikere kampe på gaden. De vil mobilisere deres støtter. Det bliver en lang og hård kamp,” sagde Hassan, der også udpegede den største fare: Hizbullah.
Det demokratisk valgte parti, som ifølge halvdelen af verden er en terrororganisation, repræsenterer noget andet for sine støtter, end de andre politikere gør. De beskytter Libanon mod Israel og nedkæmpede Islamisk Stat. Folk har brødre og søstre, som er døde som martyrer for Hizbullah. Derfor er det et følsomt emne, lød det fra Hassan.
Findes alternativet?
De fleste af Hizbullahs støtter bor i den sydlige del af Beirut eller syd for Litani-floden ned mod den israelske grænse. I byer som Sur og Nabatieh, shiamuslimske højborge, har folk råbt ”korruption” og ”alle sammen, betyder alle sammen” mod deres egne ledere – en banebrydende udvikling.
Med undtagelse af de få, men til gengæld meget højlydte og voldsomme, mobiliserede Hizbullah-støtter, er der enighed omkring en ting i det meste af Libanon: Regeringen må væk.
Men hvad forener demonstranterne udover det? Hvad skal der ske derefter? Hvem skal udfylde det magtmæssige vakuum? Hvem skal træde til?
Spørgsmålene står i kø, og uvisheden spiller til de etablerede magters fordel. Ved parlamentsvalget i 2018 stillede de ikke-sekteriske græsrodsbevægelser, som Nizar Hassan repræsenterer, op. De fik ét sølle mandat ud af 128.
”Vi var for centraliserede i Beirut. Og der foregik massiv valgsvindel. Men til trods for det fik vi alligevel 10.000 stemmer, og vi lærte, at vi er nødt til at være tilstede i mange flere lokalområder,” sagde Hassan.
Han indrømmede, at græsrodsbevægelserne stadig ikke er så massivt til stede i Sydlibanon.
”Vi er ikke klar til det her, men vi gør, alt hvad vi kan,” sagde Hassan.
Græsrodsbevægelserne har udarbejdet en liste med navne på folk, som kan indgå i en midlertidig teknokratisk regering. Og de er forberedte på, at Libanon går en uvis periode i møde.
”Men folk skal huske, at libaneserne har levet under ustabile politiske forhold i lang tid. Siden 2005 har landet været uden regering i 995 dage på grund af regeringsblokader, uenigheder og manglende flertal. Det svarer til mere end 2,5 år,” sagde Nizar Hassan.
”Det vigtigste er bare, at vi hele tiden har for øje, hvem den virkelig fjende er: Den herskende elite.”
Fire dage efter interviewet demonstrerer libaneserne på 10. dag. Regeringen har stadig ikke trukket sig tilbage.