10 konflikter, vi holdt øje med
International Crisis Group udgiver i begyndelsen af hvert år en liste over de 10 konflikter, tænketanken vurderer, det er vigtigst at holde øje med det år. Den liste omtaler vi hvert år i januar her på Globalnyt. Nu i december tager vi et kig på, hvordan det så gik i forhold til forudsigelserne.
De 10 konflikter i 2020 var:
Iran (USA-Iran, Irak og Israel)
Afghanistan
Yemen
Etiopien
Burkina Faso (Sahel)
Libyen
Venezuela
Den Demokratiske Republik Congo
Kashmir
Nordkorea
Alting var i forvejen ad helvedes til i Venezuela, da corona-pandemien ramte.
En magtkamp mellem 58-årige præsident Nicolás Maduro og den selvudnævnte præsident og oppositionsleder Juan Guaidó, 37, har forværret situationen i det engang så progressive sydamerikanske land og kastet det ud i en veritabel økonomisk nedsmeltning og svær humanitær krise.
Manglen på jobs, medicin, benzin, mad og en vanvittig inflation har ført til, at i alt 5,5 millioner venezuelanere (ud af en befolkning på 28 millioner) har forladt deres hjemland. Amerikanske sanktioner lammer økonomien, og landet har blot få internationale venner tilbage, heriblandt Rusland, Cuba og Kina.
Truslen fra corona og en national karantæne satte yderligere pres på den hårdtprøvede befolkning. Som Dick Guanique fra hovedstaden Caracas skrev i Globalnyts forårsserie med coronavidnesbyrd:
”Medicin finder du ikke, og hvis du gør, er det ofte udløbet og til en pris, ingen kan betale. Bare tanken om at blive syg er angstprovokerende.”
Siden 2014 er antallet af venezuelanere, der anmoder om flygtningestatus i udlandet, steget med 8.000 procent. UNCHR kalder Venezuela en af verdens værste såkaldte displacementskriser.
Det lille håb blev tværet ud
Da International Crisis Group (ICG) tog Venenzuela med på sin årlige liste over “10 konflikter at holde øje med”, øjnede tænketanken en lille mulighed for en vej ud af kaosset:
”Den ville indebære et kompromis fra alle sider: Oppositionen ville skulle droppe sit krav om, at Maduro træder tilbage, regeringen ville skulle acceptere at indføre tiltag, der kan sikre et troværdigt og internationalt overvåget parlamentsvalg i 2020 samt et – lige så gennemsigtigt – præsidentvalg i den nærmeste fremtid, og den amerikanske regering vil være nødt til gradvist at lette sanktionerne, efterhånden som der gøres fremskridt i forhold til at finde en løsning.”
Intet af det skete.
Det omtalte parlamentsvalg fandt skam sted den 6. december, men var langt fra det demokratiske vendepunkt, som ICG havde håbet på.
For det første blev valget boykottet af stort set hele oppositionen, der kaldte det ”svindel”. For det andet var valgdeltagelsen på blot 31 procent. Og for det tredje nægtede internationale valgobservatører at komme til Venezuela, da omstændighederne for et frit og fair valg ganske enkelt ikke var til stede.
Resultatet blev en sejr til Maduros parti med 68 procent af stemmerne. Parlamentet var den sidste institution i Venezuela, som præsidenten endnu ikke havde magt over. Det er slut nu.
Snydevalg og hyperinflation
Dagen efter valget udtalte EU’s udenrigschef, Josep Borrell, at EU ikke anerkender valgprocessen som hverken troværdig eller inklusiv eller som et repræsentativt resultat af folkets egentlige ønske. Det skriver Deutsche Welle.
Guaidó har ligeledes afvist resultatet, og USA’s udenrigsminister, Mike Pompeo, har på Twitter kaldt valget for fusk.
Den politiske hårdknude, som Venezuela tog med sig ind i 2020, har ikke løsnet sig det mindste i det år, der er gået. Tværtimod er den blot blevet endnu strammere, og fronterne er – om muligt – tegnet endnu hårdere op. Samtidig forværres den økonomiske krise.
Verdensbanken spår, at landets BNP vil opleve et fald på ufattelige 25 procent i 2020, men hyperinflationen fortsætter med at slå bunden ud af økonomien. En bolivar, den venezuelanske møntfod, er nu mindre værd end én milliontedel af en amerikansk dollar.
