10 konflikter, vi holdt øje med
International Crisis Group udgiver i begyndelsen af hvert år en liste over de 10 konflikter, tænketanken vurderer, det er vigtigst at holde øje med det år. Den liste omtaler vi hvert år i januar her på Globalnyt. Nu i december tager vi et kig på, hvordan det så gik i forhold til forudsigelserne.
De 10 konflikter i 2020 var:
Iran (USA-Iran, Irak og Israel)
Afghanistan
Yemen
Etiopien
Burkina Faso (Sahel)
Libyen
Venezuela
Den Demokratiske Republik Congo
Kashmir
Nordkorea
På grænsen til Kenya den 10. december indviede Etiopiens premierminister Abiy Ahmed sammen med sin kenyanske kollega en grænsepost og en motorvej. På det efterfølgende pressemøde udtrykte Abiy et håb om, at den nye infrastruktur ville bringe de landenes befolkninger tættere på hinanden og ”åbne for nye økonomiske muligheder.”
Samtidig, i den nordlige Tigray-region, tørnede sikkerhedsstyrker og militser loyale over for Tigray-folkets Befrielsesfront (TPLF) sammen.
Abiy Ahmeds adressering af økonomiske initiativer i syd, mens en væbnet konflikt fortsætter i nord, er et eksempel på den dobbelthed, der i 2020 har præget premierministerens reformkurs.
”Der er en risiko for, at reformtempoet kan lede til, at Etiopien falder fra hinanden ligesom Jugoslavien i 1990’erne, hvis premierministeren ikke går forsigtigt til værks med reformerne,” skrev International Crisis Group (ICG) tilbage i december 2019 i sin argumentation for, hvorfor verden skulle holde øje med begivenhederne i Etiopien.
Vil freden, men starter en krig
ICG’s advarsel hænger sammen med, at Abiy Ahmed, da han kom til magten i april 2018, lagde hårdt fra start i sin iver efter at modernisere og liberalisere det etiopiske samfund og tiltrække udenlandske investeringer.
Det tog han kun to måneder at sikre et lån fra De Forenede Arabiske Emirater på 11 milliarder dirham (cirka 18,34 milliarder kroner), og efter yderligere en måned kom en historisk fredsaftale på plads med Eritrea, hvilket Abiy i 2019 fik Nobels fredspris for. Han har udfordret statsmediernes monopol, militærets indflydelse på økonomien, inviteret eksilpolitikere tilbage til landet og indført en vidtgående anti-korruptionskampagne.
Det hæsblæsende reformtempo åbnede Etiopien internt såvel som mod udlandet – men lige så hurtigt han liberaliserede og ruskede op, lige så hurtigt gjorde han en fjende ud af Etiopiens etablerede elite i TPLF.
I landets etnisk-definerede politiske landskab repræsenterer TPLF Tigray-folket og har base i Tigray-regionen. Det var TPLF, der stod bag oprøret mod den kommunistiske junta, og mellem regimets fald i 1991 og Abiy Ahmeds tiltrædelse i 2018 var TPLF det dominerende parti i Etiopien.
Da premierministeren besluttede at corona-aflyse det parlamentsvalg, der skulle være afholdt i maj, kaldte TPLF beslutningen grundlovsstridig og valgte at trodse statslederen og afholde valg i Tigray-regionen alligevel.
Læs også: Fredsmager fører Etiopien mod en eksplosiv borgerkrig
Striden fortsatte og optrappedes med beskyldninger fra begge sider, og den 4. november blev beskyldning til handling, da Abiy Ahmed sendte soldater til Tigray-regionen.
”En retshåndhævelsesoperation over for en illegitim junta,” sagde premierministeren; ”et angreb mod det tigrayske folk,” fastslog TPLF.
Borgerkrig
Etiopien er ikke gået i opløsning ligesom Jugoslavien i 1990’erne. I hvert fald ikke i det forgangne år. Men konflikten i Tigray demonstrerer, hvor hurtigt det kan gå den vej.
Fast besluttet på at holde fast i Tigray, havde centralregeringen allerede inden indsættelsen af tropperne gennemført en altomfattende blokade af regionen, der blandt andet lammede det internationale samfunds mulighed for at følge konfliktens udvikling. En af de få nyheder, der kom ud fra regionen, var, at tigrayske grupper havde dræbt mere end 600 ikke-etniske tigrayer i massakrer, som fik flere til at drage paralleller til borgerkrigen i Rwanda. Der er også meldinger om kampe mellem etniske grupper i andre dele af landet.
Læs også: Etiopiens konflikt på tærsklen til at blive meget værre
Selvom premierministeren i slutningen af november har proklameret, at operationen var overstået, er kampene fortsat. Det er blokaden også, og internationale journalister og nødhjælpsorganisationer har fortsat ikke adgang til store dele af regionen. I løbet af kampene er over 50.000 etiopiere flygtet til nabolandet Sudan.
2020 blev klimakset for Abiy Ahmeds konflikt med TPLF. 2021 vil vise, om bevægelsen var den sidste hindring for premierministerens vision for Etiopien, eller om International Crisis Groups dystre forudsigelser om et Etiopien som Jugoslavien bliver til virkelighed.
