Afrika-specialer
I samarbejde med Center for Afrikastudier på Københavns Universitet omtaler Globalnyt i en serie på fire artikler en række specialer fra studerende.
Artiklerne er skrevet i samarbejde med de studerende, og serien er støttet økonomisk af Center for Afrikastudier.
1. Tillid, stigma og nedlukning – fra ebola til corona
2. Når korruption kan være en god ting
”Jeg ved godt, at det kan lyde provokerende for mange. Men det er ikke fuldkommen forkert at sige, at korruption faktisk er godt for samfundet i Mozambique,” lyder det fra Martin Loužecký. ”Selvfølgelig kun til et vist niveau og kun i visse sammenhænge,” tilføjer han skyndsomt.
Martin Loužecký skrev sidste år sit speciale på Center for Afrikastudier om den dagligdags korruption i Mozambique.
Ved siden af at være studerende på Afrikastudier er Martin Loužecký leder af den lille ngo Skate World Better, som han stiftede som et universitetsprojekt på Københavns Universitet i 2018.
Året efter byggede ngo’en den første skaterbane i Maputo i Mozambique, hvor Martin Loužecký i samme ombæring også indsamlede materiale til sit speciale om korruptionen på gadeplan.
”Man tænker som regel på korruption som noget negativt, og selv om jeg personligt også havde masser af dårlige oplevelser med korruption under mit ophold i Mozambique, ville jeg gerne se på dette fænomen i forskellig optik,” fortæller Martin Loužecký.
”Mit mål var at forsøge at forstå ud fra flere synspunkter, hvorfor korruption finder sted, og forklare hvilken effekt korruptionsprocesserne i Mozambique har på levestandarden,” forklarer han.
Den store og den lille korruption
Det, Martin Loužecký mere præcist ville kigge på, er den daglige smørelse, en diskret pengeseddel i hånden på en politimand eller et ”ekspres-gebyr”, man betaler til en ansat på et offentligt kontor, så de får stemplet papirerne hurtigere.
Han skelner meget skarpt mellem det, han kalder den lille og den store korruption og tager skarpt afstand fra de storstilede korruptionsskandaler i regeringen, der forhindrer, at Mozambique og mange andre lande kan bekæmpe fattigdom og udvikle sig til et moderne samfund.
”Hvis man taler om den store korruption, der omfatter regering og store forretningsmænd, er det selvfølgelig ikke noget, der gavner andre end dem,” fortæller han.
”Og der er masser af mennesker i Mozambique, der er vrede på præsidenten, fordi han er bundkorrupt og er i gang med at sælge deres land stykke for stykke,” tilføjer han.
Hjemmefra havde han læst den teoretiske del af emnet som led i sit speciale og havde en naturlig modstand mod korruption.
Men efter godt tre måneder i Mozambique fik Martin et mere nuanceret syn på den lille korruption, der finder sted på gadeplan.
Den skal ses i en bredere sammenhæng af den stigende fattigdom i Mozambique, som for få år siden havde en BNP per indbygger på omkring 600 dollar årligt – et beløb, der ifølge de seneste tal er faldet til lige under 500 dollar.
Ekspres-gebyr kan vække guvernøren
Ud over at skelne mellem den store og den lille korruption skelner Martin Loužecký også mellem bestikkelse og så de særlige betalinger for at få en ekstra ydelse. Han mener, at politiet formentlig er den eneste instans, der indgår i den daglige afpresning af andre – mens den betaling, man giver for eksempelvis at få en tilladelse eller et stempel fra et offentligt kontor, kan ses som fast-track behandling.
”Ikke alt, som mange betragter som korruption, er reel korruption,” fortæller Martin Loužecký.
”Men når embedsmændenes lønninger er utilstrækkelige, vil andre former for indkomst opveje manglerne.”
I sit speciale beskriver han, hvordan en ekstra betaling, der kan fremme for eksempel en ansøgning om tilladelse til at bygge en skaterbane, ikke er ulovligt. Det hedder så bare ”ekspres-gebyr” eller ”service-gebyr”.
”Problemet er, at bureaukratiet svækkes kraftigt af, at de ansatte forsøger at få denne form for ekstra betaling,” fortæller Martin Loužecký.
”Det sker ofte, at både politi og andre aktører lader sig distrahere fra deres rutineopgaver for at finde på måder at presse en person ind i en situation, hvor vedkommende bliver nødt til at betale for en service,” skriver Martin i sit speciale og tilføjer, at det teknisk set ikke er korruption.
”Det bliver det først i det øjeblik, at politiet anvender sin autoritet til at true denne person.”
Han har selv oplevet at få noget for de ekspres-gebyr og andre betalinger, man betaler til embedsmænd.
”De går bogstaveligt talt ind og vækker guvernøren midt om natten, hvis det er det der skal til,” fortæller han.
”Det hjalp os meget, at vi kunne få tilladelser og andet hurtigere, fordi vi også kun var der en begrænset tid. De gør ikke noget, de ikke må, for det er en del af systemet.”
En politiløn kan ikke brødføde familie på syv
Da han dykkede ned i emnet fandt Martin Loužecký efterhånden ud af, hvor bred en term ”korruption” er. Og hvor stor forskel der er på den teoretiske og den praktiske tilgang til problemet.
”Ved at gå dybere ned i, hvad der reelt kommer ud af korruptionsprocesserne og ved at interviewe nogle nøglepersoner, indså jeg, at det er et system, der er opstået af ‘behov’, og at det mozambikanske samfund blot reagerede på de forhold, de lever under,” fortæller Martin Loužecký.
”Der er mange gode følger af den lille korruption, der sker på gadeplan, og jeg er glad for, at jeg fik mulighed for at forstå det”.
Korruption fungerer langt fra på alle måder. Men der er situationer, hvor det gavner.
Den lille bestikkelse på gadeplan er anderledes, og Martin Loužecký ser den nærmest som en form for udviklingsbistand givet direkte til et andet menneske.
”I en situation, hvor en familie på 6-7 personer kun har én, der skaffer en indtægt gennem et almindeligt job – for eksempel som politimand – kan de ikke klare sig. Så som jeg ser det, hjælper man dem med at brødføde deres familier. Og det forstod jeg først efter noget tid i Mozambique.”
Lidt betaling til en politimand kan føre til, at hans kone eller søn kan åbne en lille bod, hvor de sælger bananer eller vand, fortæller Martin. På den måde er der flere i familien, der bliver økonomisk aktive.
”Det vil i det store hele hjælpe samfundet. Men det fungerer kun på det helt basale niveau af samfundet, blandt de fattigste,” understreger han.
Han ser den lille, dagligt forekommende korruption eller bestikkelse som en form for omfordeling af midler blandt borgerne.
”I Mozambique er det den udvidede familie og ikke staten, der sørger for det basale sociale sikkerhedsnet for borgerne,” siger Martin Loužecký.
Det betyder blandt andet, at det ikke ses som forkert at ansætte sine egne familiemedlemmer eller at gøre ”tjenester” for slægtninge og venner – det, som i de fleste vestlige demokratier betragtes som interessekonflikt og noget, der er korrupt.
”Mozambikanere, der har autoritet og indflydelse, forventes ofte at bruge deres position til at omgå systemet og hjælpe deres familiemedlemmer og venner med at få et arbejde,” fortæller han.
Betale for at ting kan lade sig gøre
Da Martin Loužecký rejste fra København til Maputo i august 2019, vidste han og andre, der var involveret i Skate World Better, at der var udbredt korruption i Mozambique. Og de havde forberedt sig på, at der kunne opstå problemer, og at penge mange gange var den måde, man løser problemer på – både når der skulle indhentes tilladelser fra det offentlige, og når politiet stopper ens bil på hovedvejen.
Typisk blev de afkrævet et beløb på mellem 1000 og 2000 meticais af færdselspolitiet. Det svarer ifølge den officielle valutakurs til mellem 81 og 162 kroner.
Der er selvfølgelig en ulighed mellem dem, der kan betale, og dem der ikke kan, erkender Martin Loužecký. Og det er nemt at komme som rige europæere og betale sig ud af alt.
”Men man kan ikke helt sammenligne med almindelige mozambikaneres vilkår. De betaler slet ikke samme summer,” fortæller han.
Martin Loužecký blev selv stoppet af politiet og måtte slippe et beløb mindst 40 gange i løbet af de lidt over tre måneder, han opholdt sig i Mozambique.
”I starten blev jeg vred og beklagede mig og skældte ud, indtil der var folk der forklarede, at der faktisk er en fælles forståelse i samfundet af den korruption, der finder sted i det små. Hvis du vil have noget, betaler du lidt ekstra og hjælper også den person, der er der for at hjælpe dig.”
Og så var der den rent praktiske side af det. Hvis han og hans ngo havde besluttet, at de ikke ville være en del af den korruption, der finder sted, ville der have været store blokeringer af planerne om at bygge to skaterbaner.
”Jeg kan garantere 100 procent, at intet af det, vi var rejst til landet for at foretage os, ville have kunnet finde sted. Vi kunne ikke have fået vores frivillige ind i landet, vi havde ikke fået lov at leje en bil. Intet havde kunnet lade sig gøre, hvis vi ikke havde betalt,” mener Martin Loužecký.
Gode kunder
Martin Loužecký talte med lokale og siger, at mange af dem ser det som en naturlig ting at betale lidt til både politiet eller andre, der yder en service. I lokalsamfundet er der en form for accept af og en tolerance over for den helt almindelige praksis, som korruptionen er blevet til gennem årtier, fortæller han.
”Jeg vil vove den påstand, at de er positivt indstillede over for systemet. Men der er ikke så store beløb involveret for de lokale, som der var for os europæere.”
Under byggeriet af de to skaterbaner endte Skate World Better samlet set med at betale omkring 40.000 kroner i småbeløb. En svimlende sum både efter mozambikansk og mange andre målestokke.
”Vi var gode kunder, hvis man kan sige det på den måde,” griner han.
”Fra embedsværkets side udnyttede de også, at vi skulle have tingene gjort inden for en vis tidsramme og derfor gerne skulle have et bestemt stykke papir allerede i morgen”.
”Jeg kan prøve at forklare, hvorfor vi endte med at betale så meget: Vi var mange mennesker, der byggede, og vi havde tre biler, der transporterede byggematerialer frem og tilbage flere gange om dagen. Så jeg tror ikke, at vi egentlig var mere udsatte end så mange andre. Vi kørte bare frem og tilbage på hovedvejen 10-12-15 gange om dagen i store biler og blev stoppet flere gange om dagen,” fortæller han.
Der er mange der har den holdning, at korruption er forkert, og at det ikke bør finde sted?
”Det er også rigtigt. Men når det nu engang er sådan, kulturen og systemet er, ville det være forkert – og ret svært – at komme og lave om på det. Det ville så heller ikke være første gang, at en hvid mand synes, at han skal blande sig i forholdene i et afrikansk land,” konstaterer Martin Loužecký.
”Hvem er jeg til at komme og sige, at nu vil jeg lave om på deres system?”
Læs mere om Skate World Better her https://www.skateworldbetter.org/
Martin Loužecký lavede sit feltarbejde i Mozambique fra august til december 2019 og afleverede specialet i foråret 2020.
Download specialet A Study of Corruption: The Case of Maputo, Mozambique (PDF)