Seif Hamad var en ganske speciel afrikansk leder og umådelig populær på Zanzibar. Som vicepræsident på Zanzibar havde han ikke nogen afgørende stilling, om end han højst sandsynligt har vundet alle de valg han har deltaget i. Hans liv illustrerer det moderne Zanzibars og Tanzanias politiske historie.
Seif Hamad blev født i et sultanat kontrolleret af Storbitannien på øen Pemba, der sammen med den lidt større ø, Unguja, udgør Zanzibar. Ganske få af de mange turister, som årligt kommer til ø-gruppen, får set Pemba, men det er en vigtig del af det lille rige og et sted, som har fostret mange politikere.
Han kom fra en veluddannet familie og gennemførte realskolen og gymnasiet i hovedstaden, Stone Town. Hans fætter, Othman Shariff, blev valgt for det afrikanske parti, ASP, til parlamentet, der kom til efter kolonimagtens afgang i december 1963.
Othman Shariff fortsatte i politik efter revolutionen i januar 1964, som smed araberne ud, og han havde sæde i den første revolutionsregering sammen med revolutionshelten Karume, som også kom fra ASP. Senere faldt Othman Shariff i unåde hos Karume og forsvandt.
Læreren gik ind i politik
Således var Seif Shariff Hamad tæt på revolutionen men har dog senere udtalt, at han ikke var stolt af de overgreb, som fandt sted.
Seif Hamad fik sit tillægsnavn, Maalim (Swahili for skolelærer), eftersom han var lærer i en del år i slutningen af 60’erne og starten af 70’erne. Stort set alle unge, som havde gennemført gymnasiet, skulle gøre tjeneste som skolelærer, da mange af koloniens embedsmænd var rejst, og behovene var store.
Han fik senere en universitetsuddannelse i Dar og blev som mange andre af tidens skarpe hoveder indlemmet i regeringspartiet under Præsident Julius Nyerere. Seif Hamad var medlem af regeringspartiet op til 1988, hvorefter han blev smidt ud og endte i fængsel.
I 1992, da Tanzania fik flerpartisystem, skabte han CUF (Civic United Front), som hurtigt blev det største oppositionsparti både i hovedlandet og på Zanzibar.
Vinderen tabte altid
Seif Hamad stillede op ved det første valg på Zanzibar i 1995, og stemmerne var næsten lige. Men allerede da var der stærke rygter om snyd med optællingen. Det fortsatte ved valget i 2000, der endte i kaos, og igen i 2005, da valget ifølge CUF blev gennemført med groft snyd. På grund af den stærke kritik blev der i midten af 2010 lavet en ændring af grundloven på Zanzibar, der indførte en magtdelings regering for national enhed.
Ved valget senere i 2010 blev den nye aftale om en enhedsregering taget i brug, og Seif Hamad blev første vicepræsident, selvom han igen mente, at han havde vundet og skulle have været præsident.
I sin valgkamp i 2015 brugte Seif en sammenstilling med Karume, hvor han som valgslogan sagde, at han ville gå i Karumes sko.
Valgplakaten fra 2015.
Foto: Privat
Det gav hans kandidatur en indikation af, at han ville fortsætte i Karumes spor, om end mange mistænkte ham for at ville gå arabernes ærinde. Ved valget fik CUF tilbagemeldinger fra alle valgsteder direkte og Seif kunne derfor se, at han havde vundet, hvilket han også kundgjorde dagen efter valghandlingerne.
Den officielle valgkommission udmærkede sig ved kun at frigive resultaterne fra små valgsteder, hvor regeringspartiet havde vundet. Det var kun få resultater, og det tog kommissionen flere dage at komme med disse dryp, og pludselig kom der ikke mere. Næste skridt var, at valgkommissionens formand trådte frem i medierne og fortalte, at der havde været omfattende snyd med valget, og at han erklærede det for ugyldigt. Han stod ganske alene. Resten af valgkommissionen var blevet sendt hjem, og militæret havde indtaget det hotel, som var valgkommissionens hovedkvarter.
Tilsyneladende færdig
For de mange, som fulgte valget, var det en slem overraskelse, og for Seif Hamad, som havde udråbt sig selv som vinder, endte festen i en anholdelse.
Da valgkommissionen besluttede at holde endnu et valg, meldte Seif Hamad fra. I bagklogskabens klare lys, så var den boykot nok det, som reddede Zanzibar fra borgerkrig.
Hvor valgstedet i den valgkreds vi boede i, havde haft lange køer i oktober, var der stort set ikke nogen mennesker at se, ved omvalget i marts 2016. Regeringen vandt, som var det kommunistpartiet i det gamle DDR, og Seif Hamad blev koldt ude i kulden, og da CUF havde boykottet, kom der ikke nogen samlingsregering på øgruppen.
Efter valg og omvalg gjorde regeringen i Tanzania alt for at få CUF og Seif Hamad ned. Alle kneb blev benyttet med arrestationer af partifunktionærer og forbud mod politiske møder. Med en stærkt kritiseret dommerkendelse fik en tidligere nær medarbejder, der var gået ud af CUF, lov at komme tilbage som generalsekretær i partiet. Han skiftede de parlamentsmedlemmer ud, som han ikke brød sig om, og gjorde livet i partiet umuligt for Seif Hamad.
I den periode så jeg ham flere gange på Zanzibar. Sidste gang i efteråret 2018 ved båden til Dar es Salaam. Han var syg og så svag ud. Jeg husker, at jeg tænkte, han kan ikke magte at stille op igen, og slet ikke i alt det rod som hans parti, CUF, var kommet ud i.
Men Seif Hamad fandt en vej ved at gå ud af CUF og tilsluttede sig det noget mindre oppositionsparti ACT. Det var således som ACTs spidskandidat, at han gik til valg i efteråret 2020, og vælgerne fulgte med ham.
Det officielle valgresultat viste, at regeringspartiet CCM igen vandt, men CCM gik ind i en ny samlingsregering, hvor Seif på ny blev vicepræsident. Det var i den kapacitet, at han i starten af januar 2021 meddelte, at han havde fået covid og var dårlig.
Kritikken af Seif Hamad har været frygten for, at han ville trække Zanzibar ud af unionen med Tanzania og lade arabernes indflydelse vende tilbage. I en mindre grad har folk frygtet, at han ville gøre livet surt for folk fra hovedlandet herunder de kristne. I den forbindelse havde det været spændende at se, hvad der ville være sket, hvis regeringen havde tilladt Seif Hamad at vinde enten i 2015 eller 2020, for han ville under alle omstændigheder være nødt til at regere sammen med CCM. Nu vil kun mindet om Seif Hamad fortsætte, og spørgsmålet er, om den næste leder af oppositionen ved næste valg vil tillade valgfusk uden at der kommer vold.
Den 17. februar døde Seif Hamad på et hospital i Dar. Lige som det ikke var tilladt for Seif Hamad at sige, at han havde vundet valgene, så var det heller ikke tilladt at erkende, at han døde af corona.
