Danmark og Chile er på mange måder meget forskellige. Danmark er et land med et velfungerende velfærdssystem i det globale Nord, mens Chile, der på trods af at være et af de velstående lande i Latinamerika og i det globale Syd, stadig kæmper med ulighed. En økonomisk og social ulighed, der førte til en politisk krise i 2019. Og som kun er blevet forværret under coronapandemien.
Men på i hvert fald ét område har de to lande noget til fælles: Initiativer, der skaber fællesskab og solidaritet i en krisetid.
Mad er en menneskeret
Der klargøres mad hos et Ollas Comunes i Chile, hvor folk går sammen i deres lokalsamfund om at sikre hinanden et måltid mad.
Foto: Valeria Bustos
Det fortæller Marta Apablaza Riquelme, der er freelancejournalist med base i Chiles hovedstad, Santiago.
“Det er solidaritet i en krisetid,” siger hun på et webinar arrangeret af Danish Development Research Network (DDRN) med støtte fra Forskningens Døgn mandag den 26. april for at dele erfaringer fra det globale Nord og Syd. Riquelme har desuden skrevet en længere artikel om Ollas Comunes for DDRN.
Ollas Comunes dukker altid op som følge af en krise; som første gang for 100 år siden, hvor minearbejdere strejkede for bedre arbejdsforhold, efter jordskælv eller en anden naturkatastrofe eller som nu under en pandemi. Siden foråret 2020 har 490 Ollas Comunes dagligt serveret omkring 70.000 måltider på tværs af landet. Det er et græsrodsinitiativ, der træder til, når regeringen lader befolkningen i stikken. Nogle af de frivillige er blevet syge af virusset, men det forhindrer dem ikke i at fortsætte med at hjælpe til, for mad er en menneskeret.
“De føler, de er nødt til at blive ved med at hjælpe og tage sig af hinanden i en krisetid,” siger Marta Apablaza Riquelme.
Men det handler ikke bare om at komme sult til livs. De frivillige, der engagerer sig i Ollas Comunes gør det for at være en del af fællesskabet, fortæller Marta Apablaza Riquelme. Et initiativ som fælleskøkkenerne i Chile samler folk og er baseret på værdier om at tage sig af hinanden og byde alle velkomne. Derfor tilbyder de frivillige også mere end mad: nemlig tid, penge og arbejdskraft.
Åbent køleskab på Nørrebro
De samme værdier engagerer de frivillige i FællesSkabets køleskab på Nørrebro, hvor enkeltpersoner og butikker donerer madvarer til fordeling blandt hjemløse, arbejdsløse og udenlandske unge med lav indkomst ud fra princippet: “Giv, hvad du har. Tag, hvad du kan bruge”. Det fortæller Irene Valentina Di Lauro, aktionsforsker og leder, der ligeledes deltog i webinaret.
FællesSkabet har også delt mad ud under pandemien, men det adskiller sig fra det chilenske initiativ ved at tage udgangspunkt i overskudsmad – for at gøre op med madspild. Madspild er et luksusproblem, som vi i Danmark – såvel som i i resten af det globale Nord – kæmper med at løse.
Ifølge Miljø- og Fødevareministeriet går der i Danmark 700.000 tons mad til spilde hvert år. Husholdningernes madspild udgør 246.977 tons pr. år. Det svarer til cirka 36 procent af det samlede madspild, så forbrugerne står for klart det største madspild i Danmark. Hver dansker smider i gennemsnit 43 kilo spiselig mad ud om året.
FællesSkabet forsøger at gøre noget ved problemet ved at stille et køleskab til rådighed på Nørrebro. Dem, der har for meget mad – for eksempel supermarkeder, bagerier, butikker og borgere – stiller det i køleskabet, mens dem, der mangler, kan finde det på én af hylderne.
“Pandemien har retfærdiggjort køleskabets tilstedeværelse endnu mere. Vi har set rigtig mange benytte sig af det. På grund af restriktionerne blev mange pludselig arbejdsløse, men adgangen til gratis mad gjorde den udfordrende situation lidt lettere,” siger Irene Valentina Di Lauro og tilføjer:
“I en tid, hvor mange af os har været fuldstændig isolerede, har køleskabet været en måde at engagere sig i byen på en sikker måde, fordi det foregår udenfor. Det skaber et rum for socialt samvær rundt om mad, for formålet er at dele maden. Mange kommer og går. Nogle donerer mad til køleskabet, andre bruger det selv.”
Mad bringer folk sammen
Når vi deltager i sådanne fællesskaber – om det er FællesSkabet på Nørrebro eller Ollas Comunes i Chile – bidrager det til at skabe et samfund, hvor vi deler mere, mener Marta Apablaza Riquelme.
“De her initiativer handler om solidaritet – ikke velgørenhed. Om nye attituder til at dele maden,” siger hun og nævner, at det er blevet foreslået, at ret til mad skal med i Chiles nye forfatning, der erstatter den nuværende – og omdiskuterede – forfatning, der stammer fra 1980, hvor Chile var et diktatur under Augusto Pinochet.
“Jeg er sikker på, at mennesker hellere vil leve i et mere fællesskabsorienteret end individualistisk samfund, hvor du går i supermarkedet og køber din egen mad. Det er i hvert fald ikke sådan, vi i Chile gerne vil leve,” siger hun.
Begge initiativer er gode eksempler på, at madfællesskaber skaber solidaritet i en krisetid, men også bringer de engagerede sammen. I de her to tilfælde om mad.
“Vi har oplevet et stort engagement. Det er fantastisk,” siger Irene Valentina Di Lauro.
“Vi har formentlig forskellige problemer. Danmark har madspild; Chile har fødevareusikkerhed. Men det er min opfattelse, at vi har brug for de samme løsninger, nemlig systemiske løsninger på disse problemer, der vedrører mad,” siger Marta Apablaza Riquelme.
