I februar går vi ifølge kinesisk astrologi ind i tigerens år. Det sker hvert 12. år, og denne gang er der ekstra meget fokus på virkelighedens kattedyr, som har lagt navn til stjernetegnet.
I november 2010 mødtes den russiske præsident Vladimir Putin og statsledere fra de øvrige tolv nationer, der dengang husede det stribede rovdyr, for at kickstarte en indsats for bevaring af tigeren. På det tidspunkt var der blot et sted mellem 3.000 og 3.500 tigre i den frie natur. I Sankt Petersborg skrev alle de 13 statsledere under på en erklæring med et løfte om, at fordoble bestanden på deres territorium i 2022.
“Ved vedtagelsen af denne Sankt Petersborg-erklæring opfordrer verdens tigernationer det internationale samfund til at slutte sig til os i bestræbelserne på at vende strømmen og få tigeren på den rette vej mod genopretning,” lyder det.
Udover Putin var statsoverhoveder fra Bangladesh, Bhutan, Kina, Indien og de øvrige tigernationer samlet til vedtagelsen i Sankt Petersborg. I år kan vi se, om løfterne er blevet indfriet.
Antal af tigre i de 13 tigernationer
Bangladesh: 106
Bhutan: 103
Cambodja: meget få, muligvis uddød
Indien: 2.226
Indonesien: 371
Kina: 55
Laos: meget få, muligvis uddød
Malaysia: 250
Myanmar: meget få, muligvis uddød
Nepal: 240
Rusland: 433
Thailand: 189
Vietnam: meget få, muligvis uddød
Kilder: WWF og World Atlas (tallene er behæftet med en vis usikkerhed varierende fra land til land)
Fra 100.000 til under 4.000
En endelig vurdering af indsatserne kommer først senere på året, men den globale bestand af tigre i det fri er næppe blevet fordoblet. Tal fra flere forskellige kilder viser imidlertid, at det går fremad for de vilde tigre, og i et enkelt land er det muligvis lykkes at fordoble antallet.
Ifølge de seneste vurderinger fra WWF og IUCN er der nu næsten 3.900 tigre i den vilde natur. Populationen er altså steget med nogle hundrede, men der er altså stadig langt til en fordobling – for slet ikke at tale om de 100.000 tigre, der levede på kloden for et århundrede siden.
Tilbagegangen for tigerbestanden har altså været meget dramatisk. Landbrug og infrastruktur har gjort indhug i og fragmenteret levestederne, og tigeren har behov for meget plads at jage på. Ifølge IUCN har tigeren tabt 93 procent af levestederne i de seneste 100 år. Samtidigt har krybskytteri dræbt mange individer, da legemsdele fra dyret blandt andet indgår i opskriften på traditionel kinesisk medicin.
I Sydøstasien er tigeren tæt på udryddelse
Ved det store topmøde i Sankt Petersborg blev der lovet knap 2 milliarder kroner til indsatsen for at redde det truede kattedyr. Donationer kom blandt andet fra Tyskland, WWF, finansinstitutter og den kendte skuespiller Leonardo Dicaprio, der donerede en million dollars.
Det har ført til forskellige tiltag i tigerstaterne, som mange steder har gavnet bestandene. Der er dog forskel på fremgangen i de forskellige nationer, og nogle steder er der ikke sket det store.
“Nøglen er stærk politisk støtte. Der, hvor vi har det, i lande som Rusland og Indien, ser vi fantastiske resultater. I Sydøstasien, hvor den politiske støtte er svagere, ser vi derimod en krise. Disse lande vil miste tigre, hvis ikke der bliver handlet omgående,” lød det fra Mike Baltzer, der i mange år stod i spidsen for WWF’s tigerinitiativ.
I lande som Cambodja, Laos og Vietnam er tigeren betragtet som uddød eller stort set udryddet i naturen. I Myanmar er der 22 tigre i den vilde natur, vurderede myndighederne i 2019. Det er den indokinesiske tiger, der huserer i disse lande, men det er kun i Thailand, at der er en nævneværdig bestand på et par hundrede individer af underarten.
Putin vil hjælpe tigeren tilbage i Kasakhstan
Den indokinesiske tiger er på trods af navnet udryddet i Kina. Den har dermed lidt samme skæbne som den sydkinesiske tiger, der menes at være udryddet i dette århundrede. Der er dog enkelte i zoologiske haver. Til gengæld huser Kina omkring 50 individer af den sibiriske tiger – også kaldet Amurtigeren. Det lyder ikke af meget, men tilbage i 1990’erne var denne underart stort set forsvundet i den store asiatiske nation.
Kattedyrets comeback skyldes nye naturreservater i landet, og kinesiske forskere peger på, at der faktisk kan blive plads til nogle hundrede individer i området, hvis der gøres en indsats for at skabe økologiske korridorer, så dyret kan vandre frit mellem naturområder, og hvis den menneskelige påvirkning minimeres.
Kineserne samarbejder med de russiske myndigheder om naturområderne, så grænsen ikke forhindrer tigrenes frie bevægelse. På den russiske side er den sibiriske tiger i vækst. Et sted mellem 400 og 500 individer boltrer sig i den østlige del af Rusland op til kysten ved det Japanske Hav.
Det stribede rovdyr har ellers flere gange tidligere været på kanten af udryddelse i det gigantiske land mellem Europa og Asien. Det har særligt været krybskytter, der har gjort indhug i bestanden, senest da Sovjetunionen brød sammen i 1990’erne. Nu forventer de russiske myndigheder, at der kan vandre mere end 700 tigre rundt på de sibiriske sletter om et par år.
Rusland har også været i dialog med Kasakhstan om en genintroduktion af tigeren i nabolandet. Så sent som dette efterår var det på dagsordenen for et møde mellem den russiske præsident, Vladimir Putin, og kollegaen i nabolandet, Kassym-Jomart Tokayev. Putin nævnte, at man gerne støtter kasakherne med ekspertise og erfaringer.
Tigeren har ifølge WWF været uddød i Kasakhstan i 70 år, men den kan altså få et comeback inden længe. I første omgang har de kasakhstanske myndigheder sørget for at slippe 61 hjorte ud i et naturreservat for at opbygge et fødegrundlag for tigrene.
Tigersucces i Indien og Nepal
Indien har verdens største bestand af vilde tigre inden for landets grænser. Myndighederne vurderer, at næsten 2.226 lever vildt i det store asiatiske land. Det er en stigning fra 1.411 i 2006. Regeringen har afsat ressourcer til indsatsen, herunder næsten 50 millioner dollars i 2019, og har derudover værnet om de beskyttede områder, nogle gange ved at genhuse lokalbefolkninger uden for reservaterne. Der er ligeledes blevet bygget korridorer for tigrene, så de kan vandre gennem særlige passager over motorveje, jernbaner og anden infrastruktur. Samtidigt har Indien satset på tigerturisme.
Kampen for at bevare tigeren i Indien startede allerede i 1973, hvor regeringen under den daværende premierminister, Indira Ghandi, søsatte initiativet Project Tiger. En række områder er siden kommet under beskyttelse for at værne om bestanden.
Der har imidlertid også været kritik af Indiens indsats. Nogle eksperterne sår tvivl om den metode, som myndighederne anvender til optællingerne. Det foregår ved via kameraoptagelser at analysere striberne med mønstre, som er unikke for det enkelte dyr, og sammenholde dette med andre spor af tigre i naturen, men myndighederne har ikke ønsket at lægge data offentlig frem, så den kan blive undersøgt af uafhængige organisationer. Eksperter peger også på, at reservaterne er for små til de pladskrævende tigre, hvilket betyder, at tigrene enten udkonkurrerer hinanden i kampen om jagtmarkerne eller søger uden for reservaterne, hvor de kan komme i konflikt med mennesker.
Det eneste land, der kan komme til at indfri målet om en fordobling af antallet af vilde tigre, ser på nuværende tidspunkt ud til at være Nepal. Der er 240 tigre i landet ifølge den seneste optælling, hvilket er tæt på at være en fordobling fra de 121 individer, der fandtes i 2010. Myndighederne har sat ind over for krybskytteri og har styrket samarbejdet med lokalsamfund i nærheden af reservaterne, lyder det i en artikel af Mongabay.
Tigrene i Nepal er af underarten den bengalske tiger, som er nationaldyr i Bangladesh og kælenavn for landets sportslige stolthed, det nationale crickethold. Der har dog kun været moderat succes med indsatsen for tigeren i Bangladesh. Ifølge USAID, som støtter tigerbevarelsen i landet, er antallet af tigre steget fra et sted mellem 83 og 130 i 2015 til mellem 89 og 146 i 2018. Tigrene i Bangladesh holder til i verdens største mangroveskov, Sundabarns, ved kysten ud til Den Bengalske Bugt nær grænsen til Indien.
Det store naturområde er på UNESCO’s liste over verdensarv, men hærges af krybskytter, pirater og andre kriminelle. Denne sommer lykkedes det imidlertid at neutralisere en af de store trusler mod tigrene i området. Man har anholdt en person kendt som “Tiger Habib”, der har været indblandet i krybskytteri og beskyldes for at have dræbt op mod 70 tigre. Han har været eftersøgt i 20 år, men er nu i myndighedernes varetægt.
Men status er, at den globale bestand af vilde tigre næppe er i nærheden af at blive fordoblet i år. Til gengæld har de seneste årtiers indsats muligvis reddet det ikoniske kattedyr fra at uddø i naturen. I september byder Rusland velkommen til en konference om tigre i Vladivostok, hvor indsatsen vil blive diskuteret, og der sandsynligvis vil komme nye mål for de kommende år.