Tiden er fuld af tilbageslag.
Se bare Kabuls fald efter 20 års indsats for at skabe et demokratisk Afghanistan. Se på Pakistan, hvor tørke og oversvømmelser på få dage har ødelagt års fremgang. Der er korruption og voksende ulighed i partnerlande, der ikke har valgt den nordiske velfærdsmodel. Og herhjemme ser vi midler til udviklingssamarbejde, der omdirigeres til at finansiere udlændingepolitik.
Sådanne tilbageslag udfordrer udviklingssamarbejdets raison d’etre. Ja, faktisk er hele ideen om, at vi i Nord kan hjælpe dem i Syd til et bedre liv, ved at krakelere. Det var en hovedpointerne på konferencen Fremtidens Nødhjælp i en Verden i Brand, som Folkekirkens Nødhjælp afholdt fredag på Christiansborg i forbindelse med organisationens 100 års jubilæum.
”Vi skal væk fra at tale om en modsætning mellem Nord og Syd”, sagde hovedtaler Bo Lidegaard.
”Der er snarere tale om en stigende opdeling af verden i lande, der orienterer sig efter USA og Europa, versus de, der begynder at samle sig omkring Kina. Men de to blokke er på ingen måde homogene. Begge er præget af stor ulighed både internt i landene og landene imellem.”
Polariseringen finder sted samtidigt med, at der er opstået en øget fælles erfaring og referenceramme, der drives frem af digitaliseringen, corona pandemien og en stigende bevidsthed om, at klimakrisen er virkelig og akut.
Desværre er det ikke ensbetydende med, at vi har opnået en fælles forståelse eller dialog.
Værdipolitikkens død?
Det er her, håbet kommer på banen. For der var generel enighed i salen om, at den manglende fælles forståelse kan opnås gennem konkrete, ægte partnerskaber. For Lidegaard er partnerskabet dér, hvor man er åben om forskelligheder, men stadig hver især prøver at gøre det, der er sandt og rigtigt for én selv. Den tilgang giver mening, når samtalen om udviklingssamarbejdet i dag finder sted mellem så forskellige aktører som partnere fra syd, FN, fonde og repræsentanter for det private erhvervsliv.
I en tid med rådvildhed omkring, hvilke metoder, der kan skabe reel fremgang og udvikling, er samarbejde på tværs af sektorer og landegrænser blevet den nye vinderformel. Og på mange måder åbner partnerskabsmodellen for inkorporering af en anden af tidens tendenser – anerkendelsen af, at hvad der opfattes som rigtigt og sandt, er individuelt.
Det betyder, at vi ikke kan basere vores internationale engagement på en antagelse om, at vores danske eller vestlige værdier per automatik er overlegne, mener Lidegaard. Derfor er værdipolitikken for ham grundlæggende en misforståelse. Ingen bryder sig om at blive fortalt, hvad de bør gøre, selv hvis principperne er rigtige og gode, argumenterer han. Dét, vi må og kan gøre, er, at tilbyde at samarbejde, mener han. For når vi agerer sammen, begynder en samtale, som kan føre til et fællesskab omkring værdier.
Kan rettigheder gradbøjes?
Men så kom et panel af menneskerettighedsforkæmpere til orde. Panelet bestod af folk fra blandt andet Israel og Myanmar, hvor man har oplevet, hvor vigtigt det er at insistere på, at rettigheder ikke kan gradbøjes. Med Morten Kjærum, direktør for EU’s Agentur for Grundlæggende Rettigheder, i spidsen insisterede de på, at værdier er den afgørende komponent, der giver institutioner retning og mening.
En tilgang, der – tilsat et godt skud innovative og ansvarlige partnerskaber – sikkert vil være langt nemmere for folketingspolitikere på begge sider af salen at omsætte i praksis, når udviklingspolitikken skal tilrettelægges efter valget.
Folkekirkens Nødhjælps konference ”Fremtidens Nødhjælp i en Verden i Brand. 100 år med håb og handling, 1922-2022” blev afholdt på Christiansborg fredag den 9. september.
