Fredag gik der et opsigtsvækkende billede rundt på sociale medier. Om et rundt bord beklædt med hvid dug i et trængt lokale sad fire mennesker, der ikke har været samlet før.
Over for hinanden sad Aserbajdsjans og Armeniens respektive præsidenter, Ilham Aliyev, og Nikol Pashinyan. De to lande befinder sig i en våbenhvile efter intensive kampe for blot en måned siden på grund af intensive kampe i grænselandet Nagorno Karabakh, som begge gør krav på. Mellem dem befandt den franske præsident Emmanuel Macron og præsident for Det Europæiske Råd, Charles Michel sig.
Det er bemærkelsesværdigt, fordi for bare to år siden var det Putin alene, der ville kunne sidde ved bord med repræsentanter for de to stridende lande. Det gjorde han også, da der i 2020 udbrød store kampe, og det lykkedes Aserbajdsjan at indtage dele af Nagorno Karabakh inden en våbenhvilen indfandt sig.
“Det er meget usædvanligt,” siger seniorforsker ved DIIS, Flemming Splidsboel, der forsker i forholdene i det postsovjetiske rum.
Han ser det som en del af en større udvikling i de tidligere Sovjetrepublikker, hvor også Kasakhstan og Kirgisistan rykker på sig. Fra et russiske perspektiv er den interessesfære, der tidligere udgjorde Sovjetunionen simpelthen “ved at smuldre”, mener Splidsboel.
Armenien er ved at skifte
Det er på ingen måder nyt, at Aserbajdsjan og Armenien bekriger hinanden. Nagorno Karabakh, som kun er lidt større end Fyn, har været en kilde til splid mellem de to lande siden Sovjetunionens fald i 1991.
I samme 30 år har Rusland holdt hånden over Armenien, så Aserbajdsjan ikke har kunne røre på sig i større grad. Det har også gjort at Aserbajdsjan i lang tid gerne har ville løfte konflikten ud af russisk indflydelse.
“Det er især Armenien, som er ved at skifte. Armenien er fortsat militært allieret med Rusland i det, der hedder CSTO. Men de er meget skuffede over den manglende støtte i forbindelse med genopblusningen af krigen i 2020,” siger Flemming Splidsboel.
Hvad er CSTO?
Etableret i 1992 efter Sovjetunionens fald under navnet Collective Security Treaty.
I 2002 blev alliancen rekonstitueret og omdøbt til Collective Security Treaty Organization og fik to år senere obervatør-status ved FN’s Generalforsamling.
Ligesom NATO er CSTO baseret på princippet om kollektivt forsvar: Et angreb på ét medlemsland opfattes som et angreb på alle medlemmer af alliancen.
Landene i CSTO er i dag:
Rusland
Kirgisistan
Armenien
Belarus
Tadsjikistan
Kasakhstan
Skuffelsen er kommet til udtryk flere gange, senest i forbindelse med CSTO-topmøde i juni, hvor Armeniens premierminister, Nikol Pashinyan, hævede stemmen.
Det er derfor ikke et skifte Armenien tager med sin gode vilje. Det skal ifølge Flemming Splidsboel ses i lyset af krigen i Ukraine, som flere af de gamle Sovjetrepublikker skæver nervøst til.
“For mig at se markerer det, at armenierne er nået til et punkt, hvor de tænker, ‘vi kan ikke stole på russerne mere. Vi er nødt til at indgå en aftale med Aserbajdsjan’, og det bliver på Aserbajdsjanske vilkår.”
Kirgisistan aflyser militærøvelse
Når Armenien søger væk fra Rusland og mod EU og Macron for støtte, er det endnu en sprække i murene på det gamle imperium.
Som Flemming Splidsboel udtrykker det, har Rusland i mange år kunne fryse konflikterne ned omkring sig og tø dem op igen, når det passer i krammet på Kreml.
Men lige nu ved de gamle Sovjetrepublikker som Armenien og Aserbajdsjan, men også Kasakhstan, Kirgisistan og Tadsjikistan dels, at Rusland har hænderne fulde i Ukraine, og dels har de svært ved at stole på russerne.
I september udbrød der kampe mellem Tadsjikistan og Kirgisistan, som kostede over 100 mennesker livet. En konflikt, der mildest talt kommer ubelejligt for Putin, da de to lande begge indgår i militæralliancen CSTO. Konflikten fik mandag Kirgisistan til at aflyse en stor militær øvelsesoperation, som skulle have foregået på kirgisisk jord dagen efter.
“Når Kirgisistan melder afbud til den her militærøvelse, er det primært, fordi de ikke vil deltage i en militærøvelse med Tadsjikistan. Men det er udtryk for den samme sprække alligevel. I Kirgisistan er der også antirussiske bevægelser, og så handler det også om, at Rusland aktuelt ikke kan holde styr på de her rum,” siger Flemming Splidsboel.
Den største sprække i Putins projekt
Den største sprække, der på det seneste har vist sig i Ruslands indflydelsessfære, er landets relation til den geografisk største – efter Rusland – af de gamle Sovjetrepublikker, Kasakhstan, der deler en grænse på knap 7.000 kilometer med Rusland.
Det var her Kinas leder Xi Jinping startede sin første diplomatiske udlandstur, siden corona-pandemien ramte landet. Her forsikrede han til manges overraskelse, om at Kina ville støtte Kasakhstan “ved at beskytte dens uafhængighed, suverænitet og territoriale integritet”. En besked mange har opfattet som en slet skjult advarsel til Rusland.
Og da Rusland i slutningen af september annekterede dele af Ukraine gennem, hvad det internationale samfund kaldte “ulovlige folkeafstemninger”, nægtede Kasakhstan ligeledes at anerkende dem. Beskeden fra landets udenrigsministerium var, at “Kasakhstan går ud fra principperne om staters territoriale integritet”
“Det er ved at falde fra hinanden,” gentager Flemming Splidsboel. Han minder om, at han ikke forudså, at Putin ville invadere Ukraine. Det var en stor fejl, medgiver han.
“Men når jeg blev spurgt om det inden, så pegede jeg typisk på tre ting. Det ville være svært for dem militært, det ville have meget store økonomiske konsekvenser blandt andet på grund af sanktioner, og så ville det ødelægge relationerne til de andre tidligere Sovjetrepublikker. Og jeg mener sådan set, det hele er ved at ske.”
