I de sidste par uger af marts var der mange og store marcher i de fleste større byer til ære for rapperen Azagaia, som døde i midten af marts. Ja, nogle taler om de største demonstrationer i flere årtier, ja, siden landets første præsident, Samora Machel, blev dræbt tilbage i 1986. Allerforrest stod de unge tilhængere af Azagaia, som gav udtryk for deres sympati for sangerens synspunkter.
Azagaia var en kendt rapper med stærkt kritiske, sociale og politiske tekster til sin musik. Tekster, der ofte kritiserede det eksisterende regime med regeringspartiet Frelimo som altdominerende. Præsident Nyusi kom endog på banen og fordømte demonstrationerne og betegnede dem som ”politiske” og beordrede politiet til at gribe ind, hvilket de så sandelig også gjorde ved voldsomt at arrestere et stort antal fredelige deltagere.
Regeringen og Frelimos reaktion over for de mange demonstrationer afspejler den stigende autoritære linje fra Frelimos side, hvor man ikke accepterer nogen form for kritisk holdning over for regeringen. Når det drejer sig om demonstrationer, er det stort set kun Frelimo-ledede demonstrationer, man accepterer. Politiet griber ind over for alle andre aktioner. Men demonstrationerne afspejler også en stærk stigende utilfredshed især blandt de unge med Frelimo og regeringen, som man har kunnet observere i de senere år.
Frelimo politisk altdominerende
Det seneste valg til præsident, parlament og provinserne fandt sted i oktober 2019. Frelimo vandt stort og større, end man har set i mange år. Præsident Filipe Nyusi fik 73 procent af stemmerne, og i parlamentet fik Frelimo over to tredjedele af mandaterne, tilstrækkeligt til at kunne ændre grundloven uden stemmer fra oppositionspartierne Renamo og MDM. Frelimo vandt alle guvernørposterne i de 11 provinser.
Men valget blev stærkt kritiseret af forskellige observatører, herunder ikke mindst EU’s valgobservatører, der blandet andet pegede på det forhold, at der i nogle af provinserne pludselig var langt flere stemmer, end man havde regnet med skønnet fra den seneste folketælling. De fleste nationale valgobservatører blev forment adgang til valgstederne. Valget var ikke frit og gennemsigtigt konkluderede de fleste observatører.
I august 2019 indgik Frelimo en aftale med Renamo, den såkaldte Maputo Fredsaftale – en af mange i de seneste to årtier efter den store fredsaftale i 1992, der markerede afslutningen på 16 års borgerkrig. Der var to hovedpunkter i aftalen. For det første skulle de tilbageværende Renamo-soldater, godt 5.000, demobiliseres, afvæbnes og integreres i det mozambikanske samfund. Og for det andet skulle der ske en decentralisering af magten, som hele tiden har været et kardinalpunkt for Renamo. Allerede ved det generelle valg i oktober 2019 var der direkte valg af guvernører i landets provinser.
Som en vigtig del af decentraliseringen blev det aftalt at organisere valg i landets 154 distrikter ved det generelle valg i 2024. Men nu er der lagt op til at aflyse valg til distrikterne. Fra Frelimos side lyder det, at tingene skal ske gradvist, og at man endnu ikke er klar til dette vigtige skridt. Og Nyusi fremfører, at der er mange fra politisk side, civilsamfundet og religiøse grupper, som mener det samme.
Og nu vil Frelimo med to tredjedele af stemmerne i parlamentet enerådigt kunne vedtage den nødvendige ændring af grundloven for at aflyse distriktsvalg i 2024, noget der nok vil ske i de kommende måneder på trods af protester fra Renamo og MDM.
Det andet vigtige punkt i aftalen med Renamo var støtte til de demobiliserede Renamo-soldater, hvilket halter stærkt bagefter, ifølge regeringen fordi der mangler tilstrækkelige økonomiske midler. Skønt op mod 90 procent er blevet demobiliseret og afvæbnet, mangler der støtte til deres integration i civilsamfundet – i form af pension, som aftalt i 2019. Spørgsmålet er, om det vil give anledning til uro blandt de tidligere Renamo-soldater.
Demokratiske rettigheder trædes i stigende grad under fode
Men det er ikke blot forsamlingsfriheden og frie og gennemsigtige valg, det skranter med i Mozambique. Også når det gælder andre grundlæggende frihedsrettigheder bliver der strammet op.
Når det drejer sig om organisationsfriheden, er der en ny lov på vej, der betyder, at alle ngo’er skal gennem en undersøgelse ved en statslig instans, inden de kan blive godkendt. Loven er blevet fremstillet som værende nødvendig for at bekæmpe hvidvask og terrorvirksomhed, men de fleste ngo’er og oppositionen betragter det som et falsk varemærke. Som man har set i mange andre afrikanske lande, vil man under påskud af at bekæmpe især terrorisme indføre restriktioner af ngo’ernes virke. Lovudkastet er blevet kritiseret både af civilsamfundsorganisationer i Mozambique og regionale og internationale organisationer. Loven er ikke vedtaget endnu, men efter sigende vil det ske inden for de kommende måneder.
I deres daglige virke har mange ngo’er oplevet at blive voldsomt generet af staten, hvilket vanskeliggør deres virke, ikke mindst i Cabo Delgado hvor konflikten foregår. Når det er sagt, er det vigtigt at understrege, at der stadig er mange og aktive ngo’er i Mozambique.
Når det kommer til pressefriheden, har man i de seneste 3-4 år oplevet en stramning fra statens side over for mere kritiske aviser og medier, som udgør et klart mindretal i mediebilledet. Der har været flere fysiske angreb på journalister, nogle er blevet arresteret, og i Cabo Delgado har det praktisk talt været umuligt eller meget risikofyldt for journalister at få adgang. Et af de mest kendte angreb var afbrænding i august 2020 af Canalmoz’ redaktionslokaler i Maputo. Canalmoz er et fremtrædende kritisk ugeblad. Som sædvanligt er det aldrig blevet afklaret, hvem der står bag angrebet. Forsvinding af en journalist i Cabo Delgado, jævnlige arrestationer af journalister og udvisning af udenlandske journalister har også fundet sted.
Det er ikke en ny udvikling, men den er blevet forværret i de senere år. Organisationen Journalister uden Grænser (RSF), vurderer at pressefriheden i Mozambique er faldet fra plads nummer 73 i 2013 til 116 i 2022 (ud af 180). To nye love om pressefrihed og adgang til information er blevet vedtaget af ministerrådet, men endnu ikke godkendt af parlamentet. De har modtaget stærk kritik fra en række internationale som International Press Institute og regionale mediaorganisationer, heriblandt MISA, der er en fremtrædende regional medieorganisation i det sydlige Afrika.
Generelt er det vurderingen, at det civile og demokratiske råderum er blevet reduceret de sidste år. Civicus, den internationalt anerkendte organisation, der årligt vurderer udviklingen i alle landes demokratiske råderum, placerer Mozambique i gruppen med et ”undertrykt råderum” for civilsamfundet.
Frelimo strammer skruen
Frelimos dominans af den politiske udvikling er ikke ny, men den er blevet skærpet de senere år både over for oppositionspartierne og over for civilsamfundet. Det politiske og civile råderum er blevet indsnævret og har gjort det vanskeligere at komme frem på banen for kritiske røster. Der er lagt op til yderligere stramning i den kommende tid, ikke mindst over for civilsamfundet, en udvikling, som bliver yderligere skærpet af konflikten i Cabo Delgado.
Et af de store spørgsmål er, hvad reaktionen fra civilsamfundet vil blive over for denne udvikling – noget peger på, at især gruppen af unge er parate til at gå på banen. Måske den vigtigste forandringskraft i landet.
Et andet vigtigt spørgsmål er, hvordan man internt i Frelimo vil reagere. Foreløbig synes partiet lukket for en bredere debat om landets fremtid. Det blev til fulde bekræftet ved den nationale kongres i september sidste år. Og hidtil har der ikke været forsøg på at etablere en national dialog. De få og sjældne divergerende røster i Frelimo har svære vilkår og vanskeligt ved at komme igennem.
Et af de helt store spørgsmål er, om Filipe Nyusi vil stille op til et tredje mandat. Det vil i givet fald gå imod traditionen i Mozambique, hvor der siden flerpartidemokratiet blev indført fra 1994 har været begrænsninger til to femårige præsidentmandater. Det vil vise sig om nogle måneder, når parlamentet skal drøfte grundlovsændringer – om man fra Frelimos side vil lægge op til sådan ganske vidtrækkende ændring. I givet fald vil Mozambique indtræde i den voksende gruppe af afrikanske lande, som i de seneste 10-15 år har modificeret grundloven for at tillade et tredje, fjerde og så videre præsidentmandat. Denne udvikling har bidraget stærkt til at underminere den demokratisering, som kontinentet oplevede efter den kolde krigs ophør i starten af 90erne.
Mogens Pedersen er tidligere ambassadør, bland andet i Mozambique.
