Når isbjerge knækker, runger det. En masse lyde bliver til én samlet lyd. Og sådan lød det i forgårs, da Josef Tarrak-Petrussen lagde sig til at sove i sit telt. Men selvom lydene mindede ham om Nordgrønland, så var han altså på Roskilde Festival, og den rungende lyd kom fra de mange hundrede soundbokse på festivalpladsen, der spillede ind over hinanden med hver deres sommerhit.
Det er første gang, at Josef Tarrak-Petrussen sætter sine ben på Nordeuropas største festival. Og han gør det som den første grønlandske rapper på Roskilde Festival nogensinde. Mandag aften fyldte den 24-årige rapper – der går under kunstnernavnet Tarrak – teltet over Gaia-scenen, hvor upcoming musikere ofte præsenteres for det danske festivalpublikum for første gang.
Læs også: Torsdag indtager “den afrikanske kæmpe” Roskilde med afropoppen og hele Lagos i ryggen
Og selvom Tarrak kun lige er begyndt at vække noget i danskerne, så har den samfundskritiske rapper på få år formået at markere sig som en af de vigtigste stemmer for en generation af grønlandske unge, der er trætte af diskrimination og tabuer og kæmper for at definere en selvstændig grønlandsk identitet.
Rapperen håber, koncerten vil sætte skub i hans karriere, i grønlændernes selvopfattelse og i grønlandsk musik generelt, fortæller han, da Globalnyt møder ham i et af festivalens loungeområder, hvor han har søgt ly for at øve inden koncerten.
Tupilak
Instrumentelle beats og traditionelle, grønlandske rytmer spiller ind over hinanden, mens Tarrak rapper på sit modersmål kalaallisut. Og der er i den grad noget på spil i Tarraks tekstunivers, hvor det personlige er politisk, og følelserne sidder uden på tøjet. Råt for usødet rapper han om barndommen i Grønland. Om at vokse op med sin storesøster og en alkoholiseret mor. Om at leve en nomadetilværelse og hele tiden flytte til en ny by. Om omsorgssvigt og ensomhed.
Grønlændere skal lære dansk i skolen, som også er et adgangskrav for at komme i gymnasiet, læse H.C. Andersen og lytte til Kim Larsen. Der eksisterer måske nok et rigsfællesskab, men fællesskabet går kun den ene vej.
Josef Tarrak-Petrussen, rapper
Og så rapper han om forholdet mellem Grønland og kolonimagten Danmark, hvor der ikke bliver lagt fingre imellem. Det stod klart, da han i 2016 brød igennem med nummeret ‘Tupilak’ på debutalbummet FxGxS.
I musikvideoen til sangen står den grønlandske kunstner for foden af den omstridte statue af Hans Egede – den dansk-norske missionær, der rejste til Grønland for at kristne de indfødte i 1721 – i hovedstaden Nuuk, mens han rapper på sit modersmål: “Grønlændere, vågn op!… De ser ned på os deroppefra”
Videoen skabte røre i befolkningen og på bare ét døgn var den blevet delt flere tusind gange. Tupilak gik viralt, som den rippede op i diskussionen om danskerne som fordomsfulde og racistiske over for grønlænderne.
Kun en grønlænder
”Der var engang en grønlænder, som gik forbi en bar…
… fordi han skulle spille på Roskilde!” råbte Tarrak ud til publikum, der mandag aften var mødt op for at se rapperen fra Grønland overtage Gaia-scenen på Roskilde festival.
Han griner fra scenen. Men det har ikke altid været sjovt at skulle lægge ører til dårlige grønlænder-jokes og nedladende stereotyper.
Som 15-årig begyndte Josef Tarrak-Petrussen på efterskole lidt uden for Roskilde, ikke mange kilometer fra det telt, han nu optræder i. Han havde glædet sig til at flytte hjemmefra og møde sine nye kammerater. Men det skulle hurtigt gå op for den unge grønlænder, at han ikke var som de andre.
De holdt op med at kalde ham Josef, og kalde ham i stedet for ”grønlænderen”. Og gang på gang blev den 15-årige elev fra Grønland tvunget til at forholde sig til de mange stereotyper om grønlændere, der er i Danmark.
”Er du en Eskimo?”
”Har du isbjørne som kæledyr?”
”Hvorfor har du normalt tøj på? Hvorfor har du ikke sælskindstøj på?”
Da Josef fyldte 16 år på efterskolen, fejrede vennerne ham med at synge Kidds sang ’Uh det er så svært at være så god’ på grund af det stykke, hvor den danske rapper synger: “København er min, Danmark er min, Grønland er min, Verden er min”.
Det var i dét øjeblik, at Josef valgte at tage hjem til Grønland.
Men tiden på efterskolen havde ændret hans selvopfattelse og slugt en stor del af det selvværd, han var kommet med. Han begyndte at se sig selv i et helt andet lys.
I dag har fordommene i højere grad manifesteret sig som et chok over, hvor lidt de fleste danskere faktisk ved om Grønland, mens grønlænderne lever med danskheden hver eneste dag.
Jeg fik tatoveringerne på næsen og hagen for at tage mit ansigt tilbage. Jeg vil være stolt af at være inuit.
Josef Tarrak-Petrussen, rapper
”Helt ærligt. Vi (Grønland og Danmark, red.) har haft et forhold i 300 år. Og så tror folk, at jeg kun går i sælskindstøj!” siger den grønlandske rapper, mens han tager sig til hovedet.
”Og det foregår samtidig med, at grønlændere skal lære dansk i skolen, som også er et adgangskrav for at komme i gymnasiet, læse H.C. Andersen og lytte til Kim Larsen. Der eksisterer måske nok et rigsfællesskab, men fællesskabet går kun den ene vej.”
Grønlænder, kend din historie
Det er ikke til at slippe uden om rapperens benhårde kritik af danskerne som kolonialistisk tænkende. Men han har også en opsang til grønlænderne. De skal til at lære deres egen identitet, kultur og historie at kende og stå ved den.
Alt for få grønlændere ved nok om deres forfædre, mener Josef Tarrak-Petrussen.
”Vi ved ikke, hvem vi er som folk. Derfor har vi mindreværd. Vi har hørt om Hans Egede og vikingerne, men hvem var vores forfædre?” siger Josef, der selv hungrer efter at vide mere om den fortid, han er rundet af. Inden de barske oplevelser på efterskolen i Danmark havde Josef nemlig ikke forholdt sig meget til sin egen forhistorie.
Nu emmer den unge rapper af Grønland.
I ansigtet har han tatoveret traditionelle grønlandske tatoveringer. De har spirituel betydning og symboliserer hver især noget forskelligt, fortæller Josef Tarrak-Petrussen og peger på de ni blæksorte streger, der løber fra underlæben og ned mod hagen og kæben. De skal beskytte ham mod onde ånder og holde sygdom væk. Præcis som de gjorde på grønlandske inuitter for flere hundrede år siden.
Josefs pegefinger bevæger sig op til næsen, hvor en lille bro er tatoveret over næseryggen.
”Den er en hyldest til de grønlandske åndemænd og symboliserer det at befinde sig i den åndelige verden og det at være omkring forskellige sjæle,” fortæller han.
Jeg vil være stolt af at være inuit
Den unge kunstner er ikke alene om at pynte sig med gamle traditioner. Flere og flere er begyndt at få tatoveringerne i Grønland, fordi de vil tage deres oprindelige kultur tilbage. De tilhører et folk, der har overlevet i hundredvis af år i Grønland, og det er noget at være stolt af, fastslår Josef Tarrak-Petrussen:
”Jeg fik tatoveringerne på næsen og hagen for at tage mit ansigt tilbage. Jeg vil være stolt af at være inuit.”
Da de første beats til Tupilak begynder at spille under mandagens koncert, smider Tarrak sin langærmede t-shirt. Han står på scenen i bar overkrop og med store, sorte blokbogstaver står der skrevet ‘KALAK’ hen over hans brystkasse. Det udtales galæk og er et nedladende begreb, der dækker over en typisk og karikeret grønlænder. Grønlændere bruger det også selv, når de driller hinanden, forklarer Tarrak.
Den danske gruppe Suspekt har sunget med på en af Tarraks numre, Uummatima, og overraskede hele teltet ved at dukke op til koncerten i mandags.
Men han vil give ordet en ny betydning. For kalak stammer fra ”kalaaleq”, der betyder grønlænder, og det skal ikke være latterliggørende, som han siger:
”Jeg er en kalak, og jeg kan blive til noget. Jeg kan stå på en scene på fucking Roskilde Festival.”
