Kultur til din weekend: Forbudt kærlighed, en nigeriansk magtelite og overset skov i Congo

Følg ægteparret Mina og Halim og den unge lærling Yousef drive et Kaftan-skrædderi i Marokko, når Den Blå Kaftan kommer i biograferne til september.


Foto: PR©CameraFilm
Emma Katrine Bremer Holmgaard

24. august 2023

Weekenden er lige rundt om hjørnet. Derfor disker redaktionen op med tre anbefalinger til, hvordan du kan bruge dine fridage i selskab med kultur, der gør dig klogere på verden.

I denne uge er der sørget for anbefalinger, som er helt perfekte til sådan en regnfuld weekend, som den vi går i møde. Der er lidt til dig, der er frisk på nyt læsestof, men også dig, der bare gerne vil flade den foran flimmerkassen.

Globalnyts anbefalinger til din weekend

Globalnyt guider dig hver uge til, hvad du kan bruge din weekend på, hvis du vil blive klogere og mærke verdens puls.

Men har du selv læst en medrivende bog, hørt en god podcast, set en spændende kunstudstilling, vil vi meget gerne høre fra dig.

Du kan skrive til [email protected] eller oprette en begivenhed i vores kalender.

Det er Morten, der åbner ballet. Han har nemlig gerne ville skrive en artikel om verdens næststørste regnskov, som verden virker til at have glemt. Og i den forbindelse faldt han over noget, han synes du skal se. Pernille er desuden blevet inspireret efter et besøg på Louisiana, mens Emma har set ægte kærlighed udspille sig i en lille by i Marokko.

Som altid har vi også et par korte anbefalinger til begivenheder, der finder sted de kommende dage. Dem finder du til allersidst i artiklen.

Værsartig!

FØLG kampen om regnskoven, vi aldrig taler om

Anbefalet af journalist og redaktør Morten Scriver.

Her på det sidste har jeg researchet en del på verdens næststørste regnskov, Congo-regnskoven, som de færreste ved særlig meget om – og endnu mindre om hvorfor den er så særligt vigtig for vores globale klima.

I min research stødte jeg på denne fantastiske dokumentar fra 2014, Virunga, hvor vi kommer helt ned under det så tæt bevoksede trædække og får en chance for at forstå det virvar af modstridende interesser, som gør det så svært at beskytte Congo-regnskoven.

Vi følger en flok tapre parkrangerne i deres kamp for at beskytte regnskoven og ikke mindst det mægtige, følsomme og fascinerende dyr, bjerggorillaen, som kun lever her. Parkrangerne kæmper ikke bare mod opportunistiske krybskytter. De kæmper mod britiske olieselskaber, oprørsgrupper og sågar den congolesiske hær. Og det er med livet som indsats, hvilket de er fuldstændig på det rene med.

Dokumentaren blev i sin tid nomineret til en Oscar, og her 10 år efter kan jeg ikke lade være med at tænke, at den også er et udtryk for en sørgelig tilstand i verden. At den eneste måde congoleserne kan få beskyttelsen af deres fantastiske regnskov på dagsordenen, er ved at skubbe skovens bjerggorillaer foran sig som posterboys. Men det tager nu intet fra dokumentaren!

Find Virunga på Netflix lige her.

LÆS førsteklasses roman fra Nigeria om Nigeria

Anbefalet af partnerskabschef Pernille Brix.

På weekendens litteraturfestival på Louisiana Kunstmuseum blev nobelpristager, forfatter og dramatiker, Wole Soyinka spurgt, om han var klar over, at han befandt sig i det, der flere gange er kåret som Verdens Lykkeligste Land? Det betvivlede Soyinka med et skælmsk blik: ”Nu er jeg jo nigerianer, og vi bryder os ikke om at være på 2. pladsen”.

Hans aktuelle roman Chronicles from the Land of the Happiest People on Earth udsprang dog af en – ifølge Soyinka – grotesk placering af Nigeria som højdespringer på verdens lykkeindeks. Romanen udkom 48 år efter hans forrige bog. Men temaet er stadig den samme spiddende kritik af magteliten, som har præget hele forfatterskabet.

”Det er tid til et opgør med forstillelsen,” sagde han på Louisiana om kunstnerens moralske forpligtigelse til at udstille autoriternes tåbelighed.

”Vi må konfrontere magtmisbruget. For de reaktionære kræfter er akut til stede blandt os. Som de mange militærkup i den vestafrikanske region med alt tydelighed har vist”.

Wole Soyinka, der i weekenden deltog i Louisiana Literature.
Foto: Glen Gratty og Mark Pringle.

Romanen om det lykkeligste land i verden (der altså ikke er Danmark) skildrer en nigeriansk samtid præget af politisk og social korruption, og emmer af den satire, der er en central drivkraft for Soyinkas kreativitet. Den komiske side af autoriteterne fik han allerede som barn øje for, da han som stik-i-rend dreng for sin tantes lokale modstandsgruppe, leverede depecher ved at stikke mellem benene på de britiske soldater under optøjer mod kolonimagten.

Desværre ser Soyinka en lige linje mellem den fejlslagne koloniadministration og det lederskab moderne nigerianske politikere har videreført.

“De byggede det over en forfejlet model, og derfor er de ude af stand til at levere de rette løsninger for deres eget samfunds udvikling”.

Romanen er båret af en frustration over, at forkastelig adfærd er blevet normen. Men Soyinkas håb er, at bogen også kan bringe et smil på læben. Det kunne han selv til fulde, dér på scenen ved Øresund.

Læs også Anna Regines artikel om literaturfestivalen: Louisiana Literature dannede ramme om et topmøde i afrikansk litteratur.

SMUT i biffen for en gang marokkansk kærlighed

Anbefalet af journalist Emma Katrine Bremer Holmgaard.

Jeg har smugkigget (ikke alt for langt) ind i fremtiden, hvor en absolut forrygende film rammer de danske biografer.

Den Blå Kaftan hedder filmen, som er skrevet og instrueret af marokkanske Maryam Touzani, der er tidligere journalist med speciale i nordafrikansk film.

Touzanis værk er først og fremmest en fortælling om kærlighed. Både mellem ægteparret Halim og Mina, der sammen driver et Kaftan-skrædderi i en af Marrokos ældste medinaer, men også Halims undertrykte kærlighed til andre mænd.

En marrokansk ven fortalte mig, at netop Halims karakter fik filmen til at vække stor debat i hjemlandet, hvor homoseksualitet ikke blot er dybt tabuiseret, men også strafbart. Maryam Touzani er også flere steder blevet kaldt ‘modig’ for at lave filmen.

Den unge lærling Youssef deler den samme passion for syning som hans læremester Halim, der langsomt begynder at fatte mere end bare professionel interesse for sin unge protegé.
(Foto: PR©CameraFilm)

Og så er der kærligheden til kaftanen. Det delikate håndværk, nedarvet gennem generationer, som langsomt er ved at forsvinde i takt med at klæde- og modeindustrien forventes at producere mere på mindre tid.

Man fristes til at tro, at det nærmest er i protest mod samfundets trang til at effektivisere, at Maryam Touzani har skabt en film, der tager sig så god tid til at få alle de små – men vigtige! – detaljer med, frem for bare at accelerere derud af.

Jeg vil næsten anbefale dig at se filmen bare for dens vanvittig smukke billeder og sanselige dimension. Scenerne er filmet på en måde, der gør, at man nærmest får følelsen af at kunne mærke stoffet, Halim syr i eller dufte de mandariner, Mina køber på markedet.

Den Blå Kaftan har premiere i Danmark den 7. september. Se den!

DET KAN DU OGSÅ OPLEVE

FN’s verdensmål bliver til kunst i Aarhus

Til United Change kan du opleve unikke kunstværker, der bringer FN’s verdensmål i spil i det aarhusianske byrum. Publikum vil over 17 dage kunne opleve dansk og international scenekunst, billedkunst, animation, musik og performences over hele byen. Kunsten benyttes som omdrejningspunktet til at motivere flere borgere, virksomheder og kulturinstitutioner til at ændre adfærd og efterleve FN’s verdensmål for en bæredygtig udvikling. 

Alle arrangementer i byrummet er gratis (enkelte indendørs events kræver billet) og finder sted fra den 24. august til den 9. september. Du kan læse mere og finde programmet lige her.

Open air-bio viser Buena Social Vista Club i Botanisk Have i Aarhus

Tag med tilbage til år 1996 i Havana, Cuba, hvor en gruppe legendariske, cubanske musikere samles for at indspille et musikalbum. Mellem optagelserne af numrene fortæller de aldrende musikere, hvoraf mange genser Cuba for første gang i mange år, om livet på Cuba og om deres musik.

Begivenheden er arrangeret af Øst For Paradis og Cinemateket og finder sted i Botanisk Have i Aarhus den 29. august kl. 21. Læs mere på Facebook.

Jessie Kleeman bringer Grønland til Danmark med ny soloudstilling på SMK

Gennem tre årtier har Kleemann været en markant figur på samtidskunstens scene med sin originale tilgang til videokunst, eksperimentalteater og performancekunst. Hendes kunst tager afsæt i de komplekse relationer mellem Grønland, hvor hun er født og opvokset – og Danmark, hvor hun bor i dag.

Kleemann bruger i sin kunst genstande fra både traditionel inuitisk kultur, det koloniale og det nutidige Grønland. Fra kajakker, kamikker og myter over kolonialvarer til stiletter og designerkjoler.

Udstillingen åbnede i går, torsdag den 24. august, og kører indtil den 26. november på Statens Museum for Kunst.

Det var alt for denne gang. Hav en dejlig weekend!