Flere tusinde oprindelige sprog er i fare for at uddø: Ny sang sætter fokus på modersmålets betydning

Sikki & TNA fremfører ”Oqaatsigut/The Language Song”, som nonprofitorganisationen Small Languages Rock står bag.
Foto: Mathias de Melo/Defining Brands
Anna Regine Irgens Bromann

9. november 2023

Ifølge et studie udgivet i Nature sidste år er over halvdelen af verdens godt 7000 sprog – hvoraf cirka 4000 tilhører oprindelige folk – i fare for at uddø inden århundredet er omme. Uden aktiv handling vil sprogdøden tredobles inden for de næste 40 år, og FN har udnævnt 2022-2032 til Det Internationale Årti for Oprindelige sprog i et forsøg på at sætte fokus på problemet og mobilisere ressourcer til at stoppe udviklingen.

Det er den alvorlige kontekst bag en ganske særlig ny sang, som kulturhuset Nordatlantens Brygge og nonprofitorganisationen Small Languages Rock onsdag aften havde inviteret til premiere på.

”Oqaatsigut/The Language Song”, fremført på både grønlandsk og engelsk af Sikki & TNA, er en hyldest til ikke bare grønlandsk, men alle oprindelige sprog og deres enorme kulturelle betydning. Bag sangen står Small Languages Rock, som gennem musik forsøger at sætte fokus på vigtigheden af sproglig diversitet.

Både sprog og musik var i højsædet til premiereaftenen, hvor den grønlandske sangerinde Sikki og musikerne i TNA indtog scenen for at optræde live med sangen for første gang foran et publikum – først på engelsk, så alle kunne være med, til slut på modersmålet grønlandsk.

“Your language is beautiful / It’s a treasure, so wonderful / Hear the voice of distant generations. / Your language is so meaningful, / It’s expressive and so powerful. / Feel free to use it as you please / And your language will live on,” lyder sangens omkvæd.

Formidling på et kulturelt plan

Hovedarkitekten bag Small Languages Rock er ph.d. i nordisk lingvistik og lektor i svensk Yair Sapir, der med hjælp fra forskellige samarbejdspartnere skriver og udgiver musik med tekster skrevet på små sprog. Han har sammen med Malik Chemnitz og Christine Tongue skrevet musik og tekst til ’Oqaatsigut/The Language Song’.

Yair Sapir fortæller, at Small Languages Rock startede for tre år siden som et coronaprojekt. Han laver musik, som han i samarbejde med musikere og ofte også tekstforfattere omsætter til sange på mindre kendte sprog. Formålet er at hjælpe de små sprog til at overleve.

”Nogle gange er folk ikke selv bevidste om, at de er ved at tabe deres sprog – eller måske synes de, det er ligegyldigt, fordi de tænker, at det er bedre at tale et majoritetssprog. Og så er det måske først senere, man opdager, at ja, rent faktisk har vi noget, som er meget værdifuldt, og som betyder meget for os. Men det er først, når man er ved at tabe det – eller når man har tabt det – at man opdager det,” siger Yair Sapir.

Som universitetslektor er han vant til at formidle fagligt til folk, der interesserer sig for lingvistik og små sprog på et intellektuelt plan, men han har opdaget, at musikken kan nå bredere ud.

”Når jeg laver musik, oplever jeg, at musikken taler til folk på en anden måde end det intellektuelle plan – på et kunstnerisk, kreativt eller musikalsk plan. Og det er også et plan, hvor man kan formidle budskaber,” forklarer Yair Sapir.

Musikken kan bruges til at skabe interesse for de små sprog blandt dem, der ellers kun bruger majoritetssproget – og deres engagement er vigtigt, hvis de minoritetssprogene skal bevares, siger Yair Sapir.

Frugtbart møde på karaokebar

Sammenlignet med mange andre oprindelige sprog har grønlandsk det relativt godt, ikke mindst fordi det er det officielle sprog i Grønland. Alligevel oplever mange grønlændere, at det kan være svært at holde fast i deres modersmål, blandt andet fordi de fleste videregående uddannelser foregår på dansk og engelsk.

Derfor var Yair Sapir ivrig efter at komme til at samarbejde med sangerinden Sikki, hvis fulde navn er Sikkerninnguaq Møller Sørensen, da han mødte hende en aften på en karaokebar.

”Jeg hørte hende synge på en masse sprog, både på grønlandsk, engelsk, fransk og spansk, og det var usædvanligt. Og så sang hun selvfølgelig også godt! Så jeg var nødt til at snakke med hende, og spørge, om vi ikke skulle lave noget sammen,” fortæller Yair Sapir.

”Oqaatsigut/The Language Song” er frugten af deres – og de øvrige musikere og sangskriveres – samarbejde. Den er blevet til med støtte fra NAPA, Nordens Institut i Grønland.

Mulighed for flere samarbejder

Af rent praktiske årsager har Small Languages Rock fokuseret på små, truede sprog i Europa, men Yair Sapir er åben for at brede samarbejdet endnu længere ud. 

”Så længe der er en partner, som kan stille op med tekst og sanger, og lave en professionel produktion, så deler jeg meget gerne både mine egne materialer og det, som andre har foræret projektet,” siger han.

Det er dog ikke altid lige let at arbejde på kryds og tværs af både fysiske og kulturelle skel, især når tiden er knap. Derfor håber Yair Sapir på, at det gode samarbejde med gruppen bag “Oqaatsigut/The Language Song” måske kan blive til mere.

“Jeg ville ønske, at der kommer en større bevidsthed om, hvad sproget betyder, både som modersmål for individet og som minoritetssprog: at det er en menneskerettighed, og at alle har lov til at tale deres sprog og bevare deres sprog,” siger Yair Sapir.

Se sangen Oqaatsigut/The Language Song blive fremført af SIKKI & TNA:

Hør flere sange og lær mere om Small Languages Rock på projektets YouTube-kanal.