Afsløret smuglernetværk giver detaljeret indblik i illegal handel

Skældyr er eftertragtede på grund af deres skæl, som i visse kredse i Asien bruges til traditionel medicin.


Foto: Flowcomm
Laurits Holdt

18. august 2023

Det sky pattedyr har en størrelse mellem en kat og en hund, er dækket af omkring 1000 skæl og ligner en Pokémon eller et bæltedyr. Det lever i Asien og Afrika, skal altid være på vagt for fjender og beskytter sig ved at rulle sig sammen som en kugle. Når et rovdyr nærmer sig virker rul-sammen-tricket ofte, men det hjælper ikke, når en krybskytte nærmer sig.

Måske lyder skældyret ikke bekendt for dig, men det gør det helt sikkert for
nogle af verdens store smuglernetværk. Skældyret er nemlig det dyr i verden,
som bliver smuglet allermest. Hvert år bliver der ifølge nogle estimater fanget
op imod tre millioner skældyr, der ofte handles illegalt på verdensplan.

”Der er blevet sat ind i jagten på krybskytteri mod elefanter og næsehorn,
men når det kommer til skældyret, har indsatsen fra de lokale myndigheder været
langsommere. Det skyldes måske, at de ikke kan se den samme nytte af dyret som
for eksempel ved elefanter og næsehorn, der er vigtige for turismen i landene,”
siger Martin Reinhardt Nielsen, som har forsket i blandt andet krybskytteri i
Afrika og er lektor ved sektion for Global Udvikling på Københavns Universitet.

 

Flere års undercover-arbejde

I spidsen for den fire år lange efterforskning er en organisation i Holland kaldet Wildlife Justice Commission. Den har til formål at afsløre kriminelle netværk, der tjener penge på den illegale handel med dyr, heriblandt skældyret.

For at afsløre smuglerne, satte organisationen en undercover-mission i gang. Den vietnamesiske kvinde ’Van’, som ikke er hendes rigtige navn, var en af dem, der skulle være undercover. Den britiske TV-kanal, BBC, har mødt hende til en snak om missionen.

Det hele startede tilbage i 2018, da Wildlife Justice Commission gik i gang med at undersøge den illegale handel under navnet ”Operation Hydra”. I 2020 fik den et gennembrud i sagen, da Covid-19 ramte. Smuglerne, som normalt bevæger sig meget forsigtigt, blev desperate og begyndte at lede efter nye købere på Facebook.

Her spillede ’Van’ en rolle, da hun skulle kommunikere med en af de afrikanske sælgere. Hun fik opbygget en tillidsfuld relation til Morybinet Berete, som oprindeligt er fra det vestafrikanske land Guinea, men på daværende tidspunkt boede i Nigeria: centrum for illegal handel med skæl fra skældyret.

Ifølge Wildlife Justice Commission bliver skældyret slået ihjel i Afrika, og skællene bliver herefter sendt videre til Asien gemt på et containerskib. Når lasten ankommer til Asien, bliver skællene registreret som asiatiske og ikke afrikanske og må derfor lovligt blive brugt i traditionel, kinesisk medicin.

”Skællene bliver skjult i containerne og fejlbeskrevet i toldpapirerne, fordi korruption stadigvæk er en stor udfordring i den del af verdenen. Når tolderne skal tjekke varerne, er der så mange varer, at de typisk kun laver en stikprøve. Det er derfor let for smuglerne at gemme skællene,” siger Martin Reinhardt Nielsen fra Københavns Universitet.

Fra Nigeria til Vietnam, tilbage til Nigeria

’Van’ har optaget en video-samtale med Berete fra Nigeria, hvor han viser hende flere sække fulde af tusinder af skæl fra skældyret. Netop den video har hjulpet efterforskerne med at lokalisere, hvor smuglerne hører til.

Wildlife Justice Commission gav sin viden videre til toldvæsenet i Nigeria, som ransagede Beretes ejendom. Her fandt tolderne sækkevis af illegale varer. I alt cirka 7000 kilo skæl og små mængder af kløer og stødtænder fra elefanter. Tre mænd blev arresteret, men Berete selv var ikke hjemme. De anholdtes telefoner viste sig dog at være en guldgrube for efterforskerne. De ledte dem videre til de asiatiske købere.

I Vietnam havde Wildlife Justice Commission også et overvågningshold klar, da ’Van’ skulle udgive sig for at være opkøber for et kriminelt, kinesisk netværk, som illegalt ville købe skæl. Her opbyggede hun også en tillidsfuld relation til de vietnamesiske smuglere. Deres arbejde bestod i at købe skæl af de afrikanske smuglere og herefter sælge skællene videre til de asiatiske rigmænd og kriminelle. På sin undercover-mission formåede ’Van’ at dokumentere, hvordan de asiatiske købere købte skæl fra Berete i Nigeria.

Faktisk kunne undercover-holdet endda følger smuglerne fra Vietnam tilbage til Nigeria, da en af de højtstående i det vietnamesiske netværket, kaldet Big Mac, skulle besøge landet. Her blev han arresteret på sit hotelværelse med telefoner fyldt med dokumentation for illegal handel med skællene.

”Det, vi fandt, lignede en revisors version af en kriminels regnskab. Beviserne er overvældende og forbinder disse bagmænd med adskillige illegale handler af næsehornshorn, elfenben og skældyr. Big Mac er en stor sag. Han er kæmpestor,” siger efterforskningslederen Steve Carmody fra Wildlife Justice Commission til BBC.

Fire, fangede smuglerbagmænd

Den fire år lange undersøgelse afslørede altså et netværk af smuglerbagmænd, som nu er blevet sigtet og dømt for illegal handel med 7,1 ton skældyr og 850 kilo elfenben. Under retssagen har de alle erklæret sig skyldige og er alle blevet idømt fængselsstraffe.

Ifølge efterforskningen stod de nu anholdte smuglere for halvdelen af den illegale handel med skældyr i Afrika. Det glæder derfor Martin Reinhardt Nielsen fra Københavns Universitet, at nogle af de helt store bagmænd er blevet dømt i sagen. Skældyrene udgør nemlig allerede en truet dyreorden, og er samtidig også et dyr, som reproducere sig meget langsomt.

”Det er godt at se, at det ikke kun er de små leverandører, som er blevet fanget. For de gør det oftest kun af nød, så de kan brødføde deres familie. Det er dem højere oppe i netværket, som høster den helt store profit og organiserer det hele,” siger Martin Reinhardt Nielsen.

Han forklarer, at denne sag er vigtigt, fordi den kan give efterforskerne detaljeret indblik i den illegale handel af skældyr. Det kan for eksempel være helt ned til, hvor skællet bliver købt, hvordan det bliver solgt videre og hvilke korrupte relationer, der er har spillet en rolle.

Tilbage står nu spørgsmål, hvor Berete befinder sig? Det er et spørgsmål, som efterforskerne stadig søger svar på.