Glemt konflikt er tegn på ny verdensorden: Seks sandheder om Sudan

Mens krigene i Gaza og Ukraine løber med overskrifterne, er konflikten i Sudan gået mere eller mindre i glemmebogen. Men et lille år efter at to hærførere blæste til magtkamp, står det nordøstafrikanske land på kanten af en afgrund.

Krigen har allerede udløst verdens største flygtningekrise, etniske udrensninger og mistanke om et nyt folkemord i Darfur. Og til sommer kan op mod syv millioner sudanesere stå i en akut sultkatastrofe.

Borgerkrigen brød ud den 15. april 2023, da tropper fra den paramilitære organisation Rapid Support Forces (RSF) angreb flere baser for det regulære militær, Sudan Armed Forces (SAF). Næsten et år senere har SAFs tunge beskydning af RSFs nye positioner i Khartoum jævnet meget af hovedstaden med jorden.

“Det er blevet en udmattelseskrig,” fortæller Shayna Lewis, der er selvstændig researcher og konsulent med speciale i menneskerettighedskrænkelser i Sudan.

Siden krigen brød ud, har hun overvåget nyhedsbilledet dagligt for at få et overblik over, hvad der sker i landet, hvor det praktisk talt er umuligt at arbejde for både lokale og udenlandske journalister. Lewis udsender flere ugentlige nyhedsbreve med opdateringer på krigen og rådgiver de uformelle, lokale netværk af nødhjælpsarbejdere, der er opstået i mangel på andre muligheder.

“Jeg startede med at beskæftige mig med folkemordet i Darfur, fordi det er et af de værste menneskerettighedsovergreb i historien, som er gået nærmest ustraffet hen,” fortæller Shayna Lewis. “Men jeg havde ikke regnet med, at jeg skulle beskæftige mig med en ny konflikt i Sudan, og slet ikke én så voldsom.”

Overfor Globalnyt beskriver hun sammen med to andre eksperter en konflikt, hvis omfang og indvirkning på den globale verdensorden bedst lader sig fortælle i seks sandheder om Sudan.

1. Brutal udmattelseskrig er fastlåst langs tre fronter

Krigen i Sudan hærger et land, hvor befolkningen i forvejen var økonomisk trængt. Indtil videre har gadekampe, bombardementer, plyndringer, forsvindinger og voldtægter dræbt mindst 15.000 mennesker og sendt flere end ti millioner på flugt ifølge FN.

De stridende generaler har været på kollisionskurs i årtier. Sudans tidligere leder, præsident Omar al-Bashir, brugte aktivt den interne rivalisering mellem forskellige enheder i sine sikkerhedsstyrker til at opretholde status quo og samle magten hos sig selv.

Til gengæld fik generalerne mulighed for at sætte sig på ressourcer og forretningsliv i de regioner, hvor de havde deres magtbaser. Indtægter fra guldminer og landbrugsområder har været med til at finansiere de to hære, der senere afsatte al-Bashir og kridtede banen op for den nuværende krig. Og guld og rigdom er – udover magten over Sudan – også hvad der er på spil.

RSF voksede omkring årtusindeskiftet ud af de muslimske janjaweed-militser, som Omar al-Bashir dengang brugte til at nedkæmpe oprøret i Darfur-regionen. Her begik de paramilitære tropper ifølge anklageskrifter ved Den Internationale Straffedomstol (ICC) etniske udrensninger, folkemord og forbrydelser mod menneskeheden.

I 2013 anerkendte al-Bashir officielt RSF som en del af landets militær, men tropperne blev aldrig integreret med de regulære styrker. I stedet fastholdt de deres magtbase i Darfur, hvor deres leder, Hemedti, er blevet rig på at eksportere guld fra Sudans rige undergrund.

I 2019 kuppede han sammen med generalen for det regulære militær, Abdel Fattah al-Burhan, præsident al-Bashir. I kuppets efterdønninger satte de to hærførere sig på magten for den midlertidige regerings militærråd. I 2021 kuppede de den civile regering, og med SAFs al-Burhan i toppen regerede de sammen, indtil Hemedti forsøgte at kuppe sin gamle kup-kammerat i 2023.

Både SAF og RSF får kritik af uafhængige iagttagere og eksperter for, hvor hårdt krigen går ud over civilbefolkningen. Begge parter bliver beskyldt for at begå overgreb mod lokalbefolkningen, rekruttere børnesoldater og afskære nødhjælpen til de millioner af mennesker, der har hårdt brug for den.

Efter RSF i krigens første dage angreb og indtog SAFs magtpositioner i hovedstaden, har fronterne længe været hårdt trukket op, og de rykker sig generelt meget lidt, fortæller Shayna Lewis. Siden januar i år har SAF dog fået lidt mere held på slagmarken efter at have været hårdt presset gennem stort set hele krigen.

Der er tre afgørende steder, hvor RSF og SAF kæmper eller gør sig klar til det. Her er der strategiske sejre på spil for de to hære – og liv eller død for millioner af civile.

Det drejer sig om: Området omkring hovedstaden Khartoum, Darfur-regionen mod vest og Kordofan-delstaterne mod syd.

I Kordofan kæmper de to hære særligt i Sydkordofan, men der har også været træfninger i Nordkordofan. I januar 2024 trængte RSF ind i den sydlige af de tre Kordofan-stater, hvor det kom til voldsomme kampe mod SAF. Efter indledende sejre blandede en tredje gruppe sig. Den selvstændige oprørsgruppe SPLM-N, der sidder stærkt i regionens Nuba Bjerge, hjalp de pressede SAF-styrker med at slå RSF tilbage.

På retræten vestover mod RSFs magtbase i Darfur-regionen indtog tropperne flere byer fra SAF i Vestkordofan, der ellers havde været forskånet for kampe indtil da. Der er rapporter om, at RSF-krigerne har plyndret civile, der prøvede på at undslippe kampene.

“I Kordofan er der også tegn på, at RSF-tropperne har begået seksuelle overgreb i massiv skala,” fortæller Shayna Lewis.

2. Tyve år senere hærger nyt folkemord i Darfur

Endnu værre står det efter alt at dømme til i Darfur. Her har Rapid Support Forces holdt til, siden organisationen i 2013 blev officielt anerkendt af den sudanesiske regering.

“RSF har igen begået etniske udrensninger i Vestdarfur, og nogle observatører taler endda om endnu et folkemord,” fortæller Shayna Lewis.

Nu lægger krigen tilsyneladende et røgslør, hvorunder RSF-krigerne uforstyrret kan voldtage, torturere, plyndre og myrde de darfurianere af anden etnicitet og med mørkere hud, som de ikke fik fat i for to årtier siden.

I januar anslog FN’s kontor for koordinering af humanitær indsats, OCHA, at omkring 1,8 millioner mennesker er flygtet fra Syd-, Vest- og Østdarfur. Størstedelen er flygtet til nabolandet Chad, hvor de er henvist til flygtningelejre, der allerede er overfyldte og mangler fødevarer. De overlevende fortæller grusomme historier om RSF-troppernes massakrer på civile, at de er blevet nødt til at efterlade familiemedlemmer på rejsen, og kvinder føder børn i lejrene, som er undfanget ved systematiske voldtægter.

Yderligere en halv million flygtninge har søgt ly i Sydsudan, der udover at være et af verdens fattigste lande også har proppede flygtningelejre efter flere år med etnisk vold og ødelæggende oversvømmelser.

Hvis konflikten eksploderer ved Al-Fashir, vil det være mere ødelæggende på et humanitært niveau, end noget vi indtil nu har set i Darfur

Shayna Lewis

Yderligere en halv million sudanesere er flygtet til delstaten Norddarfur, som hovedsageligt er under SAF-kontrol. Der har siden januar været træfninger mellem SAF og RSF. Resterne af de væbnede oprørsstyrker fra Darfur-krigen ligger også på lur i området, klar til at blande sig, hvis den anspændte situation koger over til åben krig omkring delstatshovedstaden, Al-Fashir.

“Hvis konflikten eksploderer her, vil det være mere ødelæggende på et humanitært niveau, end noget vi indtil nu har set i Darfur,” vurderer Shayna Lewis.

3. Krig i kornkammeret kan koste millioner af liv

Krigen har overrasket eksperter og observatører flere gange. Faktisk var den atypisk fra start. Sudans hovedstad har typisk været skånet for deciderede krigshandlinger, når regionale krige og militærkup har hærget landet. Det var derfor både en overraskende, symbolsk og strategisk sejr, som Hemedtis RSF-styrker vandt, da de rykkede ind i Khartoum i april 2023.

Siden har RSF holdt hovedstaden i et jerngreb og slået hårdt ned på alle, de anså som trusler. Undslupne fanger fortæller, at de har været udsat for tortur og har set vilkårlige henrettelser på RSF-baserne. Det har været svært for SAF-styrkerne at få fodfæste til at angribe RSF i byen, og det skyldes blandt andet de to hæres forskellige erfaring og spidskompetencer.

“RSF har ad flere omgange fungeret som lejesoldater for saudierne, de har blandt andet været sat ind for at kæmpe mod houthierne i Yemen,” fortæller Shayna Lewis.

“De har derfor stærke infanterister og er virkelig gode til urban krigsførelse. De pløjer igennem civile og får lynhurtigt kontrol med beboelsesområder. SAF har derimod siddet på luftvåbnet, og det eneste våben, de rigtigt har i deres arsenal, er bombardementer.”

Det er ifølge Lewis også forklaringen på, hvorfor der er mange civile ofre i krigen, og hvorfor ødelæggelserne i Khartoum er så omfattende.

I midten af februar lykkedes det imidlertid al-Burhans SAF-tropper at indtage den strategisk vigtige by Omdurman. Den kaldes ofte for Khartoums tvillingeby, da de ligger over for hinanden, på hver sin side af Nilen. Den 12. marts erklærede SAF, at de har genvundet kontrol med hovedkvarteret for den nationale tv-kanal i Omdurman.

Den succesfulde modoffensiv er del af en større kampagne, som SAF angiveligt har rekrutteret børnesoldater og bevæbnet civile for at igangsætte. Modoffensiven blev erklæret af SAFs ledelse i januar som modsvar på den måske største militære overraskelse indtil nu i krigen.

I december lykkedes det RSF at tage kontrol over delstaten Al-Gezira, syd for Khartoum og Omdurman. Ikke alene er det måske RSFs mest overraskende sejr, men den kan ifølge eksperter og nødhjælpsorganisationer også blive den mest kritiske for millioner af sudaneseres overlevelse.

Lyt også: Håb og fortvivlelse i Sudan

“Gezirah er kendt som Sudans kornkammer,” forklarer Shayna Lewis. “For bare nogle måneder siden troede ingen, at RSF havde en chance for at erobre Al-Gezirah. Men i december rykkede de ind, og på bare fire dage overtog de hovedstaden Wad Medini, som ellers blev anset for at være en stærk base for SAF.”

Siden har RSF-tropperne plyndret landsbyer, men præcis hvad, der er sket, er svært at få overblik over pga. sikkerhedssituationen og flere blackouts på internet- og mobilnetværk. Shayna Lewis fortæller, at de frivillige nødhjælpsarbejdere, hun er i kontakt med, beskriver overgreb og massakrer af samme art, som dem RSF har begået i Darfur. Nu gør SAF sig tilsyneladende klar til at generobre Al-Gezirah for enhver pris.

“Det er en meget bekymrende udvikling,” understreger Shayna Lewis, “fordi en generobring af Al-Gezirah bliver nødt til at involvere tropper på landjorden.”

Hvis det sker, vil det gå hårdt ud over de livsvigtige afgrøder i Sudans kornkammer. En analyse fra det hollandske Clingendael-institut forudsiger, at mellem en halv og syv millioner sudanesere kan stå i en akut fødevarekrise – den næstværste kategori på IPC’s internationale skala –, når det bliver landets ‘magre sæson’ til sommer. Høsten i år har i forvejen været dårligere end forventet, og det var den også sidste år.

“Vi ved, at høsten slog fejl sidste år, fordi der blandt andet var mangel på frø og gødning,” påpeger Lewis.

4. Tiden er løbet fra nødhjælp, kun våbenhvile kan redde sudaneserne

Omkring 25 millioner mennesker har kritisk brug for nødhjælp i Sudan, og UNICEF vurderer, at næsten 2,8 millioner børn i svært tilgængelige områder har akut brug for humanitær hjælp.

De stridende parter har begge politiseret adgangen til nødhjælp. SAF har tidligere blokeret grænsen ved Chad for humanitære konvojer, fordi Sudans regering mistænkte, at RSF brugte overgangen til at smugle våben ind i Darfur. I starten af marts åbnede regeringen igen op for tre grænseovergange til Sudan, herunder fra Chad. RSF-soldater er også blevet anklaget for at tilbageholde nødhjælp fra civile og stjæle udstyr fra humanitære organisationer.

Gennem hele krigen har det været vanskeligt for hjælpeorganisationer at få nødhjælp frem til landets civile. Sikkerhedssituationen betyder, at konvojer med nødhjælp har haft brug for eskorter af bevæbnede styrker. Det har i realiteten gjort det umuligt at leve op til den humanitære regel om upartiskhed, når enten SAF- eller RSF-tropper skal stå for sikkerheden.

Læs også: Konflikten i Sudan afslører et ekstremt velfungerende civilsamfund

Derfor har sudanesiske civile i høj grad været overladt til sig selv under krigen. Selvom deres selvopofrelse og handlekraft har imponeret de fleste i nødhjælpsbranchen, har de alt for få midler. Til sommer kan sultkatastrofen kræve millioner af liv, og smitsomme sygdomme som kolera er nu blevet en trussel.

De store organisationer såsom internationale ngo’er og FN-agenturer er blevet kritiseret for at være for langsomme til at hjælpe de lokale, uformelle netværk af nødhjælpsarbejdere i Sudan. De frivillige, der har delt mad ud, hjulpet tilskadekomne og assisteret med evakueringer uden at få ét eneste sudanesisk pund for det, skulle særligt i starten af krigen leve op til normale standarder for planlægning og afrapportering. Det har besværliggjort deres livsvigtige arbejde unødigt, lyder kritikken.

Hvis man leder efter en solstrålehistorie fra den her frygtelige krig, så er det, at det internationale system endelig har rykket lidt på lokaliseringsdagsordenen

Nils Carstensen

“Men det er gået bedre de seneste måneder, hvor flere internationale organisationer i det mindste prøver at finde måder at arbejde sammen med de frivillige selvhjælpsgrupper i Sudan,” lyder det fra seniorrådgiver i Folkekirkens Nødhjælp, Nils Carstensen, der i forskellige funktioner har beskæftiget sig med landet i tre årtier.

Han har selv kritiseret de store nødhjælpsorganisationer i Globalnyts podcast, Højtryk. Men Nils Carstensen roser nu de få donorer, INGO’er og FN OCHA for at prøve at skrue ned for de bureaukratiske krav og op for bistanden til de lokale selvhjælpsgrupper – selvom det har taget alt for lang tid at nå dertil.

“Hvis man leder efter en solstrålehistorie fra den her frygtelige krig, så er det, at det internationale system endelig har rykket lidt på lokaliseringsdagsordenen, som alle har talt om i årevis, men gjort meget lidt ved,” lyder det sardonisk fra Nils Carstensen.

Lyt også: Sudanesernes mageløse hjælpeindsats midt i rædslerne

Selv er han ikke interesseret i solstrålehistorier, for der er ikke meget positivt at sige om krigen i Sudan, understreger han. Og løbet er ved at være kørt for en humanitær løsning eller redningsplanke for de mange millioner af sudanesere, der er fanget i krigen.

“Det lyder måske mærkeligt, når jeg selv arbejder i en nødhjælpsorganisation,” siger Nils Carstensen, “men det er til syvende og sidst kun en våbenhvile, en fredsaftale, en løsning på de militære og politiske magtkampe, der for alvor kan begrænse en hungersnød fra at rulle hen over Sudan i de kommende måneder.” 

5. Udenlandske interesser saboterer våbenhvile

Men ethvert forsøg på at forhandle en våbenhvile bliver igen og igen skudt ned. Senest har FN’s Sikkerhedsråd opfordret de to generaler til at indstille kamphandlingerne under den muslimske fastemåned, ramadanen, der i år løber fra marts til april. Mens RSF oprindeligt støttede forslaget, stillede SAF sig på bagbenene og krævede, at RSF skulle forlade størstedelen af deres seneste erobringer, herunder den vigtige landbrugsstat Al-Gezirah.

Der har også været flere forsøg på fredsmægling fra regionale aktører som IGAD samt Saudi-Arabien og USA. Men det er svært at forhandle en våbenhvile på plads, fordi infrastrukturen bag de to hære stadig fungerer. Og det gør den i høj grad, fordi udenlandske aktører handler med krigsherrerne, lyder det fra lektor ved afrikastudier på Københavns Universitet, Stig Jensen.

“Der er et kludetæppe af aktører, særligt regionale, som har interesser i krigen i Sudan. Landet lider under ressourceforbandelsen, så der er flere områder med masser af gode mineraler og godt landbrug, som de her aktører gerne vil have fat i,” forklarer Stig Jensen.

Nogle af dem har en åbenlys interesse i at få standset blodsudgydelserne i Sudan. Sydsudan eksporterer store mængder olie i en rørledning, der går gennem det meste af landet og ud til kysten. Naboen mod syd tager også i mod hundredetusindvis af flygtninge, selvom Sydsudan i forvejen har nok at slås med inden for egne grænser. Store masser af flygtninge banker også på døren til den nordøstlige nabo, Egypten, der ligeledes har en stor økonomisk interesse i at få ro på tingene i Sudan.

“Og så er der krigsherrer fra Libyen og alle mulige andre, der spiller ind i den her konflikt,” påpeger Stig Jensen. “For nogle af dem vil en våbenhvile gør det sværere at varetage deres interesser i Sudan.”

Hemedti har med magten fra sine RSF-styrker sat sig tungere og tungere på Sudans guldminer de seneste årtier. Særligt Emiraterne har købt store mængder guld fra minerne, og i krigens kaos ryger der angiveligt også større mængder ulovligt ædelmetal mod golfstaten. UAE sender tilsyneladende våben den anden vej, i hvert fald har der været flere rapporter om våbenforsendelser til RSF-tropperne i Sudan.

Saudierne støtter angiveligt SAF-styrkerne i konflikten, der er blevet kaldt en proxykrig mellem de to arabiske lande om overherredømmet ved den Persiske Golf.

Mange afrikanere og generelt mennesker i det Globale Syd vil også mene, at tiden med USA på toppen af hierarkiet var ret kynisk

Stig Jensen

Både Shayna Lewis og Nils Carstensen er enige med lektoren i, at en våbenhvile har lange udsigter, fordi udenlandske aktører er med til at opretholde status quo i krigen.

“Men det, der virkelig mangler, er politisk vilje,” mener Shayna Lewis. “Lige nu er hele det internationale samfund hurtigt til at træde et skridt tilbage og sige ‘åh, det er så svært, det er så kompliceret’ og så ikke gøre noget. Der er en meget resigneret tilgang til krisen og krigen i Sudan.”

6. Konflikt er tegn på en ny verdensorden

Sudan-krigen lever i skyggen af Ruslands invasionskrig i Ukraine og krigen i Gaza. Begge konflikter har ifølge officielle optællinger krævet flere ofre, og så ligger de både geografisk og mentalt tættere på Europa og Vesten. Det har fjernet fokus fra krigen i Sudan, både hos medier, befolkning og politikere, der ellers kunne være med til at presse på for en våbenhvile, mener både Lewis, Jensen og Carstensen.

Det viser sig også i finansieringen af nødhjælp til Sudan. Sidste år blev kun omkring 40 procent af FN’s nødhjælpsplan for Sudan finansieret af donorerne. Indtil videre er 5 procent af planen for 2024 finansieret.

En del af forklaringen på, at Vesten ikke kan få Hemedti og al-Burhan til forhandlingsbordet, er ifølge Stig Jensen også, at fortalerne for den regelbaserede internationale orden ikke har samme indflydelse, som FN og andre overstatslige organisationer tidligere har haft.

“Flere steder i Afrika – vi ser det også i for eksempel DR Congo og Sahel-landene – er man træt af at høre på Vesten. Så bliver det i stedet regionale aktører, der skal sørge for fred og orden,” forklarer lektoren i afrikastudier.

Stig Jensen mener, at Vestens manglende muligheder for at sætte ind i Sudan er symptomatisk for den æra, vi er godt på vej ind i.

“Det er den her multipolære verdensorden, hvor der er flere aktører, der har noget at skulle have sagt og ikke kun amerikanerne, som vi længe har været vant til,” siger han.

“Det kan måske se ud som om, det er en mere kynisk orden, for eksempel når man kigger på omkostningerne for befolkningen i Sudan. Men jeg tror, at mange afrikanere og mennesker generelt i det globale syd også vil mene, at tiden med USA på toppen af hierarkiet var ret kynisk.”

Sort ser det i hvert fald ud for milioner af sudanesere, hvis mæglerne ikke kan eller vil skabe fred i Sudan. Sat på spidsen kan al-Burhan og Hemedti fortsætte krigen, indtil de to magtgale mænd står som de eneste tilbage i en bombarderet ørken, medgiver Shayna Lewis.

“Det er desværre ret doom and gloom,” sukker Lewis, der har svært ved at se en hurtig afslutning på krigen. “Konflikter i Sudan bliver ikke løst i løbet af nogle år, det tager årtier.”