I hele den vestlige del af Sudan er der kun El Fasher tilbage. Den største by i Darfur-regionen er også den eneste, som de paramilitære Rapid Support Forces (RSF) endnu ikke har haft held til at indtage. Men de seneste måneder har militsen mobiliseret massivt, byen er under total belejring, og lynangrebene fra RSF bliver flere og flere.
De omkring 1,8 millioner civile, der opholder sig i og omkring El Fasher, bor midt på borgerkrigens lige nu mest afgørende frontlinje. Sult, bombardementer af hospitaler, angreb på flygtningelejre og ingen adgang for nødhjælp gør allerede nu byen til en trykkoger. Men hvis byen falder, bliver det højst sandsynligt startskuddet til endnu en blodig tragedie, ligesom det kan blive et rygstød for RSF og forlænge krigen i uoverskuelig grad.
“Vi frygter, det kan blive endnu et El Geneina,” fortæller den frivillige nødhjælpsarbejder Fouri, der stadig opholder sig i sig belejrede hjemby, til Globalnyt. Han henviser til de etniske udrensninger, som de primært arabiske RSF-tropper begik mod masalit-sudanesere, efter de indtog Vestdarfurs delstatshovedstad i starten af krigen.
Også den eksilerede professor, Dr. Munzoul Assal, mener, at sandsynligheden er stor for endnu et folkemord, hvis El Fasher falder. Han er også født og opvokset i byen, hvor hans mor og flere andre familiemedlemmer stadig befinder sig.
At overdrive alvoren af slaget om El Fasher er næsten umuligt. Og selvom det internationale samfund længe har fået på puklen for at ignorere krigen i Sudan, blev en resolution om våbenhvile i området for nyligt vedtaget enstemmigt i FN’s Sikkerhedsråd.
Men indtil videre har det ikke gjort nogen forskel. Linjerne bliver trukket stadigt hårdere op, og katastrofen rykker nærmere for næsten to millioner civile.
Endnu en etnisk massakre?
Fouri er 33 år og fra El Fasher. Siden krigens udbrud har han været en af ca. 1.200 frivillige i de Emergency Response Rooms, der mere eller mindre egenhændigt sørger for at levere basale ydelser som mad og lægehjælp til byens civile. De seneste måneder har han med egne øjne set krigen rykke tættere på med flere bombardementer af artilleriskyts tæt på, hvor han opholder sig.
“Mange af bygningerne og alt infrastrukturen er ødelagt,” skriver han over WhatsApp. Han er bange for at tale i telefon, da der er soldater i nærheden, på udkig efter aktivister.
“Vi har ikke haft elektricitet i et år, vandforsyningen bliver styret af borgerforeninger, og sundhedsfaciliteterne kører kun ved hjælp af frivillige. Fødegangene er blevet lavet til skadestuer.”
Læs også: Sudanesisk aktivist: Vi afkoloniserer nødhjælpsarbejdet
I slutningen af maj blev South Hospital ramt af mortérangreb, så nu er kun ét af El Fashers tre hospitaler i drift. Mindre end to uger efter blev Abu Shouk-lejren for internt fordrevne angrebet, angiveligt af RSF-tropper, som satte ild på telte. RSF har også sendt mortérgranater ind i lejren, ligesom hæren bliver beskyldt for at skyde tilbage mod militskrigerne, der har base meget tæt på lejren, uden at tage hensyn til civile.
Folk er bange, fortæller Fouri, der møder mange internt fordrevne gennem sit frivillige arbejde. Flere fortæller om etniske udrensninger, og alle frygter “et nyt El Geneina”.
I Vestdarfurs delstatshovedstad slog RSF-krigerne mindst 15.000 mennesker ihjel i løbet af et par måneder, efter de indtog byen. Hundredevis af kvinder og piger blev voldtaget, og hundredetusindvis af mennesker drevet på flugt. Nogle over grænserne til nabolandene Tchad og Sydsudan, der hver især huser omkring 500.000 sudanesiske flygtninge, mens omkring 200.000 fordrevne har fundet vej til El Fasher. Nu frygter de for deres liv, mens belejringen rykker nærmere, og alle veje ud af byen er afskåret af RSF eller landevejsrøvere.
Hvis RSF tager El Fasher, tror Fouri, det vil gå hårdt ud over selv de minimale tilbud, der er til de civile lige nu. Eksperter har i månedsvis advaret om en sultkatastrofe, der kan koste over én million mennesker livet i Sudan, hvis ikke der bliver grebet ind fra det internationale samfund. Flere undersøgelser af satellitbilleder viser, at kirkegårdene, særligt i Darfur, vokser væsentligt hurtigere nu, end de gjorde sidste år.
“Jeg er bange,” skriver Fouri, som ikke optræder med sit fulde navn, “men nogle gange kan jeg falde i søvn.”
“Blodguld” skal finansiere RSF’s udmattelseskrig
Ifølge major og ph.d. i afrikastudier Henrik Laugesen er der én altovervejende grund til, at RSF bliver nødt til at indtage El Fasher for enhver pris. Hvis de får kontrol med den sidste store by i Darfur, kan de i ro og mag udvinde guld og olie og købe flere våben og venner ude i verden.
Darfur-regionen i det vestlige Sudan består af fem delstater: Syd-, Øst-, Vest-, Central- og Norddarfur. El Fasher er den største by i hele regionen og delstatshovedstad i Norddarfur. Det gør byen til et vigtigt strategisk punkt for våbenimport, som RSF angiveligt får fra Libyen og De Forenede Arabiske Emirater (UAE) gennem Tchad.
“Hvis man skal have kontrol over Darfur, så skal man sidde på Nyala (delstatshovedstaden i Syddarfur, red.) og El Fasher,” fortæller Henrik Laugesen. Han har selv været udsendt på FN-missioner i både Sudan og senere Sydsudan.
Omkring Nyala, som RSF indtog ved krigens udbrud, ligger flere guldminer og oliefelter, og de er af afgørende betydning for at finansiere krigen for RSF. Der er forlydender om, at guldet bliver fragtet gennem Den Centralafrikanske Republik, muligvis i samarbejde med Wagnergruppen, inden det kommer til blandt andet UAE og Rusland. (Sudans regulære hær ser dog også ud til at have indgået lignende handler med Rusland om guld fra landets østlige miner.)
I starten af krigen forsøgte RSF også at erobre El Fasher, men fra militærbasen i midten af byen holdt hærens Sjette Infanteridivision stand. Rundt om byen ligger hære fra andre paramilitære grupper, blandt andet Sudan Liberation Army-faktionen under Minni Minawi, som i lang tid holdt sig neutral, men i marts slog sig sammen med hæren. De seneste måneder har hærens garnison angiveligt været helt afhængig af nedkastet materiel og rationer fra flyvevåbnet.
“Krigen befinder sig i et dødvande lige nu, der er ikke rigtigt nogen af parterne, som for alvor har momentum til at vinde den. Siden RSF angreb hovedstaden Khartoum sidste april og vandt flere sejre i første omgang, har de kun for alvor haft held til at erobre små områder i breadbasket-staten syd for Khartoum og i den sydlige Kordofan-region. Men de har ikke kunnet indtage hovedstaden helt, og det har fået dem til at vende blikket andre steder hen,” påpeger Laugesen over for Globalnyt.
Læs også: Glemt konflikt er tegn på ny verdensorden: Seks sandheder om Sudan
I den forbindelse vil en sejr i El Fasher være vigtig for militsens moral, der fejrer sine succeser i videoer på sociale medier. Det vil også betyde, at flere tusinde tropper kan drage østpå og deltage i kampene tættere på hærenss hovedsæder omkring hovedstadens tvillingeby, Omdurman, og den vigtige havneby Port Sudan på østkysten, vurderer Henrik Laugesen.
For hæren vil det være en katastrofe at opgive sine sidste bastion i hele den vestlige del af Sudan, påpeger Henrik Laugesen. For det vil kræve store ressourcer at generobre så stort et område uden noget fodfæste, hvis hæren på et tidspunkt får slået RSF på retræte fra de østlige frontlinjer.
Og den erfarne militærmand spår ikke de omringede soldater store chancer for at holde ud i mange måneder endnu.
Det internationale samfund har “danset om den varme grød” i Sudan
Fra Bergen følger Dr. Munzoul Assal også med i, hvad der sker i hans hjemby. Hans mor og flere andre familiemedlemmer bor stadig i El Fasher, og ligesom alle andre civile kan de ikke slippe væk.
“Det er farligt for dem at gå ud. De kan blive ramt af løse kugler, hvornår det skal være. Men inde i deres huse kan de blive ramt af artilleri,” fortæller han. “Det er en meget alvorlig situation.”
Selv flygtede han fra Khartoum, hvor han var ansat på universitetet, da krigen brød ud. Men han taler med familien i El Fasher så tit, som den sporadiske internetdækning tillader. Fra sit eksil i Norge har han arbejdet på at råbe det internationale samfund op, samtidig med at han forsøger at sikre sine akademiske kolleger fra Sudan stipendier og ophold ved udenlandske universiteter.
Og den prisvindende forsker lægger ikke fingre imellem, når snakken falder på reaktionen fra verdenssamfundet. Både regionale magthavere og multilaterale organisationer har “absolut ikke” gjort nok.
“Hverken Den Afrikanske Union eller IGAD (Intergovernmental Authority on Development, red.) har gjort noget som helst, fordi de har haft for travlt med interne stridigheder. Og USA, EU og andre magtfulde aktører fra det Globale Nord er for filtret ind i alliancer med Egypten, UAE og Saudierne, som alle har forbindelser til krigens parter,” lyder det fra Dr. Assal.
Han mener, at det spindelvæv af hovedsageligt lyssky alliancer, som nabolande i Øst- og Nordafrika samt Mellemøsten har med enten RSF eller hæren, har udviklet sig til en hårdknude for det internationale samfund. Og det er de civile i El Fasher, der højst sandsynligt kommer til at bøde for det.
UAE er gentagne gange blevet anklaget for at sende våben til RSF, mens hæren formentligt får hjælp fra Egypten, Eritrea og måske Saudi-Arabien. Det er ikke længe siden, at hæren luftede planer om at lade Rusland bruge havnen i Port Sudan. For nyligt er det kommet frem, at britiske diplomater angiveligt har forsøgt at dysse kritikken af UAE’s indblanding i krigen ned blandt menneskerettighedsadvokater, som undersøgte muligheden for at drage golfnationen juridisk til ansvar.
“Det gør det svært for for eksempel EU at sige noget til Egypten, når de samtidig gerne vil have dem til at hjælpe med at inddæmme flygtningestrømmen over Middelhavet. Og amerikanerne er afhængige af UAE til at mægle mellem Israel og Gaza,” påpeger Munzoul Assal.
“Det internationale samfund har gået som katten om den varme grød, når det gælder Sudan. USA’s særlige udsendte taler nærmest ikke direkte med de to stridende parter, men bruger tiden på at tale med alle mulige andre, der ikke kan stoppe krigen,” lyder kritikken fra Dr. Assal.
Samtidig skal hæren i kraft af at være den internationalt anerkendte regering stoppe med at skabe sig fjender i udlandet, som da de suspenderede landets medlemskab af IGAD.
“Sudan har brug for al den hjælp, landet kan få lige nu, og det viser, hvor dårligt rustet SAF (hæren, red.) er til at regere, når de ikke tager den opgave mere alvorligt,” pointerer Dr. Assal.
Han efterspørger, at FN eller lokale aktører sætter en fredsbevarende mission ind, så den vedtagne våbenhvile ved El Fasher kan gennemføres.
Han håber, at han kan nå at vende hjem og hjælpe med at genopbygge landet, inden han bliver for gammel. Og så trøster han sig ved, at det kunne være værre:
“Da krigen brød ud, fik jeg en pistol for tindingen af RSF-soldater. Men jeg er her stadig, og så kan jeg stadig gøre noget, selvom jeg er langt fra min familie og langt fra mit land.”
