Uden én mand havde Sydsudans basket-stjerner aldrig fået chancen for at inspirere deres landsmænd og tryllebinde alverdens OL-fans

Bul Kuol fra Sydsudans basketball-landshold dunker, mens amerikanske LeBron James må se sig slået ved OL i Paris 2024.


Foto: Pool/2024 Getty Images
Søren Steensig

1. august 2024

Ved Sydsudans første basket-kamp ved OL i Paris gjaldede nationalsangen Nahnu Jund Allah Jund Al-watan ud over hallens højtalere.

Det var “hjerteskærende,” udtalte en af holdets stjerner, Wenyen Gabriel, efterfølgende. For sangen er Sudans nationalsang, ikke Sydsudans (der hedder South Sudan Oyee!).

Den ydmygende fejltagelse fra OL-værten indkapsler på sin vis historien om Sydsudans ‘Bright Stars’, som basket-landsholdet går under i hjemlandet.

Men på trods af påmindelsen om verdens yngste lands evige status som ‘underdog’, lykkedes det alligevel spillerne at rejse sig og hive en sejr over Puerto Rico i land.

De har nemlig overrasket alt og alle ved at kvalificere sig til sit første OL med opsigtsvækkende sejre over bedre rangerede lande. Og inden OL spillede de lige op med LeBron James, Steph Curry og de amerikanske superstjerner i en testkamp, som de endte med at tabe med bare et enkelt point.

Men uden én mand var Sydsudans basket-eventyr højst sandsynligt forblevet ren fantasi. Han hedder Luol Deng og startede selv tilværelsen som flygtningebarn i Storbritannien og USA, inden basketbolden blev hans vej til rigdom og berømmelse.

Nu er han direktør for Sydsudans basketball-forbund og finansierer af egen lomme landsholdets deltagelse ved OL for at vise verden et andet billede af Sydsudan, end de kender fra krigsreportager og nødhjælpsindsamlinger. Og det går ikke ubemærket hen i hjemlandet:

“Luol Deng er en samlende karakter, og folk respekterer ham meget for at være et godt forbillede, der på kort tid har opnået store resultater med sin passion og sit lederskab. Han forstår, at han ikke kan blive en legende på egen hånd. Han bliver nødt til at skabe fremtidens legender også ved at investere i ungdommen,” lydet det fra Wani Stephen Elias.

I Sydsudans hovedstad, Juba, er Wani Stephen Elias direktør for ngo’en African Democracy and Resilience Network, der arbejder med at udbrede demokratiet og inddrage ungdommen i kampen for menneskerettigheder og klimaretfærdighed.

Ved årets folkemøde deltog Wani Elias som Danida Fellow, og på Verdensmålspladsen viste han billeder af landets basketballhold som et eksempel på noget, sydsudaneserne er stolte over.

“Basketholdet er noget af det mest spændende, der er sket i mange sydsudaneseres levetid,” lyder vurderingen fra Wani Elias, der møder mange andre, unge sydsudanesere i sit arbejde.

“De elsker holdet, de elsker spillerne, og de elsker det sammenhold, det har skabt,” siger han.

Også landets præsident har bemærket den positive opmærksomhed på det ofte oversete land, som Luol Deng og hans kuld af ‘Bright Stars’ har skabt.

Flygtningebarn tjente millioner på basket-talentet

Luol Deng blev født i 1985 i Wau, der i dag ligger i det nordvestlige Sydsudan. Som tre-årig flygtede han med sin mor og otte søskende til Egypten, mens faren, der var parlamentsmedlem, blev tilbage for at arbejde videre under Sudans anden borgerkrig. Senere endte familien i London, hvor Luol Dengs basket-talent sikrede ham først en plads på high school i USA, derefter college og som 19-årig en kontrakt i NBA.

I sine ti år for klubben Chicago Bulls udmærkede han sig som en farlig trepoint-skytte, god forsvarsspiller og uselvisk holdkammerat. To gange blev han valgt til det prestigefyldte All-Star-hold.

Luol Deng blev i 2022 slået til ridder i Storbritannien (OBE). (Foto: Gareth Fuller – Pool/Getty Images)

Efter flere klubskifter endte han i 2016 hos Los Angeles Lakers, hvor han fik en stor fire-årig kontrakt på 72 mio. dollar.

I første sæson spillede Deng kun lidt over halvdelen af kampene og uden at imponere. I hans anden og sidste sæson for Lakers var han kun på banen én gang. Sæsonen efter blev han købt ud af kontrakten og spillede 22 kampe for et andet hold, inden han indstillede karrieren.

Under hele sin NBA-karriere var Luol Deng meget aktiv i velgørende arbejde, særligt med fokus på demokratisering og udvikling i sit hjemland, der lige siden selvstændigheden har været præget af vold og de seneste år også af voldsomme oversvømmelser.

Deng har blandt andet været ambassadør for Verdensfødevareprogrammet, WFP, og Save the Children.

Mens kontrakten med LA-klubben blandt NBA-kendere (og særligt Lakers-fans, heriblandt undertegnede) anses for en historisk dårlig investering for holdet, har den vist sig at være en jackpot for Sydsudan. Luol Deng var nemlig ikke meget i tvivl, da han blev tilbudt at arbejde for Sydsudans basketforbund.

Det gav ham muligheden for at forene sin kærlighed for hjemlandet med sin ekspertise for basketbold og talentudvikling, som han over flere år havde deltaget i på basket-lejre i flere afrikanske lande.

Efter en kort periode som cheftræner for holdet blev han direktør for forbundet, og så gik det hurtigt for landsholdet fra det unge land med de høje mennesker.

‘Bright Stars’ skal være ledestjerner for Sydsudans fremtid

Deng blev valgt på sin vision om hurtigt at skabe et konkurrencedygtigt hold, fokusere på talentudvikling, skabe nye muligheder for de næste generationer og give sine landsmænd noget at samles om.

“Jeg ønsker, at folk i Sydsudan bliver anerkendt, så det talent, vi har, ikke går til spilde, og så sydsudaneserne får noget at være stolte af og se frem til, uanset om det er en kamp eller en turnering eller bare at gå ud og se vores drenge og piger spille. Så for mig betyder det meget,” fortalte han kort efter udnævnelsen til FIBA.basketball.

Han fik hurtigt god hjælp, da han i 2021 ansatte den dygtige og karismatiske cheftræner, Royal Ivey. Amerikaneren har spillet for flere NBA-klubber, og i dag er han assistenttræner i Houston Rockets.

Ivey tilbød selv sin hjælp, da han hørte, at hans gamle kammerat fra high school-tiden var blevet direktør for Sydsudans basketforbund. Og han er ikke i tvivl om, hvem hovedparten af æren for ‘Bright Stars’s flotte præstationer tilfalder:

“Luol Deng har finansieret alt det her af egen lomme i fire år. Han betaler for træningsfaciliteter, hoteller, flybilletter – alting. Respekt til Luol og staben. Vi ville ikke have været i stand til at samle det her hold uden dem,” jublede cheftræneren til Basketnews efter holdets historiske sejr over Puerto Rico ved OL.

Og netop at samle holdet har været et stort projekt for Luol Deng. Flere afrikanske lande har haft svært ved at få deres bedste spillere til at trække i landsholdstrøjen, hvis spillerne også har statsborgerskab i andre lande med mere etablerede hold.

Det gælder eksempelvis superstjernen Joel Embiid, der i 2023 blev kåret til den bedste spiller i NBA, og har rødder i Cameroon, men spiller for USA ved OL 2024. Giannis Antetokounmpo blev valgt til den mest værdifulde spiller NBA i 2021 og spiller for Grækenland, som hans familie emigrerede til fra Nigeria.

Men Deng har haft held til at rekruttere flere af landsholdets bedste spillere som Wenyen Gabriel, Marial Shayok og JT Thor, der alle har spillet i NBA, selvom de er opvokset i udlandet og har dobbelt statsborgerskab. I sine samtaler med spillerne gjorde Deng det klart, at det var en mulighed for at give noget tilbage til Sydsudan og inspirere ungdommen i et land, hvor fremtidsudsigterne for mange er dystre.

Wani Stephen Elias fremhæver Sydsudans basketball-landshold som noget at være stolt over på årets folkemøde på Bornholm.
(Foto: Globalnyt/Pernille Brix)

“Jeg tror, at alle i vores forbund ved, hvor vores hjerte ligger. Der er ikke nogen forstillelse i vores forbund. Vores hovedmål er at sikre succes for holdet, at samle os og at vise, vi er for Sydsudan, vi er for kontinentet, og det er det, vi går op i,” fortæller han til Forbes.

Han roser også regeringens støtte til projektet og håber, at det vil åbne både sydsudanesiske, afrikanske og internationale politikeres øjne for de unges potentiale:

“Vi spiller ikke bare for Sydsudan, men også for at ændre folks opfattelse af vores talent og potentiale. Vores succes kommer med et ansvar, vi gladeligt tager på os, og vi håber at se Sydsudan excellere på andre områder også. Vi bliver ved med at lyse klart, så vi kan opmuntre andre og forstærke den fremgang, vi har skabt.”

Sydsudan kæmper for OL-skæbnen lørdag

I holdets anden kamp ved OL løb sydsudaneserne igen ind i amerikanerne og tabte denne gang mere forventeligt med 17 point efter en præstation, der alligevel fik ros med på vejen af kommentatorer og eksperter.

Lørdag aften går Wenyen Gabriel, Marial Shayok, Bul Kuol og resten af Sydsudans ‘Bright Stars’ på banen til deres skæbnekamp ved OL.

Her får de en svær kamp mod Nikola Jokić, sidste års bedste spiller i verdens bedste liga, NBA, og hans serbiske landsmænd.

Hvis sydsudaneserne klarer den, går basket-landsholdet fra landet uden én eneste basket-hal videre til slutspillet. Wani Elias tror på det, hvis holdet giver alt, hvad de har. Og han håber, det kan være med til “at ændre narrativet” om hans hjemland:

“Folk forventede ikke det her, men nu lyser ‘Bright Stars’ hele himlen op. Måske kan det være med til at vise verden, at der også er masser af kreativitet og potentiale i Sydsudan.”