Udnyttelse af Afrika på Pavens dagsorden

Pave Frans taler med journalister på flyet hjem til Rom.


Foto: Vatican Media via Vatican Pool/Getty Images
Kirsten Larsen

7. februar 2023

Nik Bredholt

Nik Bredholt (f. 1966) er Sekretariatsleder i Religion & Samfund (Resam). 

Han har arbejdet med udvikling og nødhjælp de sidste 23 år, hvoraf de 13 er blevet tilbragt i udlandet med bopæl i Rom som Nødhjælpskoordinator for Caritas Internationalis, i Nairobi som Regional Nødhjælpskoordinator for CAFOD, og i London, som leder af nødhjælpskontoret i CAFOD.

Han har været Programchef i Danmission og derefter udsendt som Regionsleder i Afrika også for Danmission, og er aktiv i debatten om dialogarbejdet og religions rolle i samfundet.

Tidligere blogindlæg fra Nik Bredholt

Det har været et tætpakket program, der ud over de store logistiske udfordringer som en gudstjeneste med en million deltagere for eksempel fordrer, så har turen også været præget af justeringer ud fra sikkerhedshensyn. Paven havde i det oprindelige program planlagt en tur til det østlige Congo, men turen blev aflyst på grund af den væbnede konflikt, der udspiller sig i den del af landet. Heldigvis kunne nogen af de mennesker, han skulle træffe, mødes med Paven i hovedstaden Kinshasa.

Paven har vist, at han udfylder flere poster på samme tid. Han kan optræde som statsmand, der holder officielle taler og møder præsidenter og højtstående politikere, og i samme åndedrag være den aktivistiske ngo-direktør, der selv går ud i marken og ser på problemerne og analyserer. Det sidste gjorde han endda ved at tage både lederen af den anglikanske kirke, Justin Welby, og lederen af den Skotske kirke, Rev Dr Iain Greenshields, med på rejsen til Sydsudan.

Endelig har Paven vist, at udover de to roller som statsmand og ngo-direktør er han også et menneske, der er til stede som en opmærksom lytter i samtale med dem, som lider og har oplevet overgreb. På turen rundt har han haft flere møder med fordrevne og mennesker, der har været udsat for de mest forfærdelige ting. Han er medfølende og nærværende for dem, som er udsat.

På sin rejse har han italesat de store udviklingsproblematikker: Kampen om naturressourcerne, salg af våben og udnyttelsen af børn og de svageste i samfundet. Det er i det hele taget udnyttelsen af Afrika, som Paven sætter på dagsordenen, og de mennesker som rammes af disse problematikker, er netop dem, som han også fik i tale.

Eliten skal opføre sig ordentligt

Paven refererede til et ordsprog om, at tidligere kolonimagter gav uafhængighed fra bunden og op, men ikke under jorden, så nu er de kommet efter mineralerne. Han fik sagt, at med så mange naturlige rigdomme, der lokker folk til at komme og udnytte landene, er vi nødt til at gøre os fri af tanken om, at Afrika er der for at blive udnyttet. Han fordømte således i skarpe vendinger den økonomiske kolonialisme og den systematiske plyndring af de congolesiske mineraler.

Foran rullende kameraer lyttede paven, og igennem ham verden, til ofrene, der kom fra de områder, der dagligt bliver revet fra hinanden af volden i det østlige Congo. For de fleste er denne konflikt en glemt konflikt, også selvom der dagligt dør mange mennesker.

I sine taler skånede Paven heller ikke den lokale politiske elite. I DR Congo fik de at vide, at de har et ansvar, som de ikke lever op til. Han insisterede på kampen mod korruption, og gav den lokale kirke mulighed for at tale direkte til præsidenten i DR Congo om behovet for at organisere troværdige valg i slutningen af året.

I Sydsudan bad Pave Frans de politiske ledere, som reelt har ligget i borgerkrig, om at arbejde sammen for at sætte en stopper for den blodige konflikt og for volden i landet: 

“Ikke mere blodsudgydelse, ikke flere konflikter, ikke mere vold og gensidige beskyldninger om, hvem der er ansvarlig for det.”

Pavens besøg har været en løftestang for at fortælle alverden om de lande og de mennesker, der lider forfærdeligt. Det er ikke sort FN snak eller lange statistikker, men rigtige mennesker, der fortæller om deres tragedie.

Hans eksempel er svært at efterligne. Man kunne fromt ønske sig, at også den danske regering eller EU, som er den store udviklingsspiller med vores skattekroner i den del af verden, ville lade ofrene tale på samme vis.