Der er to slags business i landet, der er vært for dette års klimatopmøde: Oliens og præsidentfamiliens

Når man ankommer til Baku, hovedstaden i Aserbajdsjan, med de imponerende højhuse, smukke og brede boulevarder, nye luksusbiler, emmer det af velstand. Det er svært at forestille sig, at landet ved selvstændigheden i begyndelsen af 1990’erne var et konfliktramt og økonomisk fallitbo.

Landet var i mange år en del af Sovjetunionen, men da stormagten faldt fra hinanden, blev Aserbajdsjan selvstændigt. Selvstændigheden betød, at den nye nation mistede det økonomiske fundament – i form af intern handel i Sovjetunionen og økonomiske tilskud fra Moskva.

Ovenikøbet var den nye nation i konflikt med nabolandet Armenien om kontrol med landområder og grænsekonflikter med andre naboer. Som om det ikke var nok, så var de første år af den nye nations eksistens præget af politisk kaos med kup og modkup. Ikke underligt at Aserbajdsjan ved selvstændigheden var det dårligst stillede af landene, der tidligere var en del af Sovjetunionen.

Selvstændigheden glider i olie med Aliyev-familien ved roret

En udbredt opfattelse er, at Aserbajdsjan blev selvstændig i 1991. Men for aserbajdsjanerne er året for selvstændigheden 1918, selvom selvstændigheden dengang både fik begrænset international anerkendelse og kun varede 23 måneder, inden landet i 1920 blev invaderet og blev en del af Sovjetunionen. Landet fejrede således sin 106. uafhængighedsdag i maj.

Landets udvikling siden selvstændigheden i begyndelsen af 1990’erne kan kun betegnes som en succes, og de seneste års økonomiske udvikling overstiger langt de andre nationer i Kaukasus. Den korte forklaring på det økonomiske mirakel i Aserbajdsjan kan koges ned til to forhold: olie og en familie.

Olien har en enorm betydning for Aserbajdsjan, for over 90 procent af eksportindtægterne kommer fra fossile brændstoffer.

Familien hedder Aliyev, og den har siddet solidt på magten i landet det meste af tiden siden selvstændigheden. Fra 1993 blev landet ledet af Heydar Aliyev, der var født og havde sin politiske magtbase i den semiautonome republik Nakhitjevan.

Han havde en fortid i hjertet af sovjettidens magtapparat, såvel i KGB som det magtfulde politbureau – kommunistpartiets øverste ledelse. Han røg dog ud derfra i begyndelsen af 1980’erne, hvor Sovjetunionens daværende leder Mikhail Gorbatjov ’rensede ud’ som en del af sit forsøg på at reformere det store land.

Heydar Aliyev ledede landet med hård hånd, og da han døde i 2003, gik magten videre til sønnen Ilham Aliyev.

Der er skabt en personkult om far og søn. Overalt i landet ser man portrætter af dem – oftest sammen men også hver for sig. At landet er et familieprojekt, blev endnu tydeligere i 2017, hvor der blev gennemført en forfatningsændring, så præsidentens kone Mehriban Aliyeva blev vicepræsident.

Der afholdes godt nok præsident- og parlamentsvalg, men ifølge Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE) og organisationen Freedom House har oppositionen ikke muligheder for at agere inden for demokratiske spilleregler og afslår derfor oftest overhovedet at deltage i valgene.

Valg uden det store at vælge imellem

Aserbajdsjan er ikke desto mindre på overfladen et demokrati, som afholder regelmæssige valg. I 2024 er der blevet afholdt to valg: et præsidentvalg i februar og et parlamentsvalg i september.

Præsidentvalget skulle egentlig være afholdt i oktober 2025, men blev fremrykket. Ved valget proklamerede præsidenten, at dette ville blive begyndelsen på en ny æra for Aserbajdsjan, hvor landet skulle have fuld kontrol over sit territorium.

Det territorium, han talte om, er Nagorno-Karabakh enklaven, der i årtier har været kernen i striden med Armenien. Enklaven ligger i Aserbajdsjan, men var fortrinsvis beboet af armenere. I efteråret 2023 invaderede aserbajdsjanske styrker enklaven og sikrede sig total kontrol over den. Det fik mere end 100.000 af enklavens indbyggere til at flygte.

Derfor var det ikke tilfældigt, når præsidenten og hans familie afgav deres stemmer i Nagorno-Karabakhs hovedby Khankendi, som tidligere hed Stepanakert, da enklaven stadig var under armensk kontrol. Ilham Aliyev vandt valget med lidt over 92 procent af stemmerne.

Parlamentsvalget i september, som OSCE beskrev som knap synligt, heller ikke online. Parlamentsvalget var oprindeligt planlagt til afholdelse i november 2024, men blev fremrykket, fordi Aserbajdsjan er vært for klimatopmødet, som jeg skrev om i artiklen ’Landet er helt afhængigt af olie, mere undertrykkende end de fleste og vært for dette års klimatopmøde’ forleden.

Valgresultatet var umiddelbart mere tæt end præsidentvalget, da regeringspartiet fik et spinkelt flertal på 63 af de 125 pladser i parlamentet, hvilket var en tilbagegang fra 69 pladser ved det foregående valg. De resterende 62 pladser blev besat af små regeringsvenlige partier og såkaldte uafhængige kandidater. OSCE slår fast, at der ved parlamentsvalget ikke var reelle muligheder for frit at vælge, at der var kontrol med og afvisning af kandidater, at medierne ikke gav muligheder for fri debat, og at der er tydelig politisk apati i befolkningen.

Fremgang og (en form for) lighed

Befolkningens økonomiske levevilkår er forbedret meget siden de vanskelige år i 1990’erne. En massiv økonomisk vækst gennem de seneste 30 år har forvandlet Aserbajdsjan fra lavindkomstland til et højere mellemindkomstland, som Verdensbanken beskriver det her.

En interessant detalje er, at landets gini-koefficient – som er en måde at måle økonomisk ulighed i et samfund, hvor 0 betyder, at der er total lighed – er på 26, altså lavere end Danmarks, som er 30.

Sammenligningen af lighed i Danmark og Aserbajdsjan giver dog begrænset mening, fordi livsbetingelserne er grundlæggende forskellige, herunder forskellen mellem by og land. Det er min oplevelse efter at have besøgt landet, at aserbajdsjanernes økonomiske livsbetingelser er bedre end for indbyggerne i andre Kaukasuslande, Armenien og Georgien. Det skyldes utvivlsomt indtægterne fra olien.

Levevilkårene kan også aflæses i en stigende levealder. Den gennemsnitlige levealder lå i 2021 på 72,9 år og var steget med syv år fra 2000. En stigning, der er dobbelt så høj som gennemsnittet i Europa.

Trods den statistiske lighed i befolkningen, er der store forskelle i livsbetingelserne for landets 10 millioner indbyggere. Mere end halvdelen af befolkningen bor i byer, de fleste ud til det Kaspiske Hav. Her lever man et moderne liv, mens livet på landet stadigvæk er meget traditionelt.

Turister skal trække økonomien ud af oliens kløer

Aserbajdsjan holdt fast i den sovjetiske økonomiske tilgang, planøkonomien, i de første år efter selvstændigheden, men den blev afløst af en stadig mere markedsorienteret økonomisk tilgang. Dog er det vigtigt at holde sig for øje, at den politiske kontrol er koblet op på Aliyev-familiens og den øvrige magtelites – også økonomiske – interesser. For de spiller ikke kun en afgørende rolle i landets politik, den spiller også en vigtig rolle i landets økonomiske landskab.

For at diversificere økonomien, så den ikke er mere eller mindre totalt koblet op på olien, satser landet nu også på turisme. Derfor skal værtskabet for COP29 i november også ses som en måde at brande landet.

Aserbajdsjan har gennem nogle år markedsført sig som et event hub. Det gælder særligt for hovedstaden Baku, som har været vært for det internationale Melodi Grand Prix og løbende er det for store internationale fodboldkampe. Og det er kun en uges tid siden, at der blev kørt Formel 1 i byens gader.

Turisterne i landet er en mangfoldig skare. Blandt de lande, der sender flest besøgende til Aserbajdsjan er: Tyrkiet, Belarus, Saudi-Arabien, Pakistan, Kasakhstan, Indien og De Forenede Arabiske Emirater. En opgørelse fra landets turistråd viser, at besøgene fra det sydasiatiske marked er oppe på 99 procent af niveauet fra før corona-krisen.

Aserbajdsjan og de andre lande i Kaukasus-regionen har et stort potentiale for turisme. Både historisk, kulturelt og kulinarisk har de tilbud i verdensklasse, især i byerne. Og i landområderne finder man Europas svar på Himalaya med postkortsmukke, sneklædte bjerge og indbyggere, der stadig praktiserer traditionelle livsformer.