Emma Leerskov Bak er Msc. International Development and Humanitarian Emergencies fra London School of Economics and Political Science
Vand er en af de mest essentielle ressourcer for menneskeheden, en livsnødvendighed, der danner grundlag for moderne civilisation. Adgangen til rent vand er afgørende for sundhed, hygiejne og stabilitet.
Men i konfliktområder som Yemen og Palæstina er vand ikke kun et middel til overlevelse; det er blevet et magtfuldt våben brugt til at kontrollere og undertrykke befolkninger. Denne udvikling afspejler en bredere global tendens, hvor knapheden på ressourcer, sammen med politiske og militære magtspil gør vand til et middel til krigsførelse.
Historisk set har vand været både en kilde til liv og konflikt. I de tidligste civilisationer såsom Mesopotamien var kontrollen over floderne Tigris og Eufrat central for magtfordelingen.
I moderne tid har denne dynamik ikke ændret sig. Seksdageskrigen i 1967 er et tydeligt eksempel på, hvordan vandressourcer var afgørende for regionens stabilitet. I dag ser vi, hvordan vandknaphed, miljøkriser og klimaforandringer skaber nye spændinger over adgang til vand.
Det er i denne sammenhæng, at vi må forstå vandets rolle i de væbnede konflikter i Yemen og Palæstina.
Bruges af begge sider
Yemen har været i borgerkrig siden 2015, og en af de mest ødelæggende konsekvenser af denne konflikt, er den bevidste ødelæggelse af landets vandinfrastruktur. Vand er blevet et centralt våben, som både den Saudi-ledede koalition og Houthi-oprørerne har brugt til at svække deres modstandere og tvinge befolkningen til underkastelse.
Den Saudi-ledede koalition har gentagne gange rettet luftangreb mod Yemens vandinfrastruktur. Ifølge databasen The Water Conflict Chronology blev der mellem marts 2015 og juni 2020 udført omkring 110 luftangreb på vandtanke, brønde og dæmninger i landet.
Disse angreb har medført, at mange områder i Yemen er blevet afskåret fra rent drikkevand. Ødelæggelsen af vandforsyningen har også bidraget til spredningen af vandbårne sygdomme, som har hærget landet.
Psykologisk krigsførelse
Også Houthi-oprørerne har brugt vand som et politisk våben. De har brugt deres kontrol over adgangen til vand til at straffe befolkningsgrupper, der har modsat sig regimet.
Eksempelvis har de i byer som Taizz og Hodeida blokeret for vandleverancer og ødelagt vandinstallationer for at tvinge deres politiske vilje igennem. Denne form for strategisk kontrol har forværret humanitær lidelse i et land, der allerede er på randen af sammenbrud.
En medvirkende årsag til brugen af vand som våben i Yemen, er manglen på effektiv lovgivning om vandressourcer. Den svage og fragmenterede vandlovgivning og manglende statslig kontrol har skabt et magtvakuum, som væbnede grupper som houthierne har udnyttet til at opnå magt gennem vand.
Vand er også blevet brugt som et redskab til psykologisk krigsførelse i Yemen. Ved at skabe frygt for vandmangel og forværre livsbetingelserne for civilbefolkningen har Houthi-oprørerne udnyttet vand som et pressionsmiddel i politiske og militære forhandlinger.
Dette blev tydeligt under forhandlingerne om Stockholm-aftalen i 2018, hvor adgangen til vand var en central faktor, der blev brugt til at tvinge indrømmelser fra den Saudi-ledede koalition.
Vandmangel svækker modstandskraft
Ligesom i Yemen er vand i Palæstina blevet et våben, der bruges til kontrol og magtudøvelse, hvor Israel i flere årtier har brugt sin kontrol over vandressourcerne til at begrænse palæstinensernes adgang til vand og undergrave deres evne til at leve bæredygtigt og udvikle deres samfund.
Siden oprettelsen af Israel i 1948 har kontrollen over vandressourcer været en central del af den israelsk-palæstinensiske konflikt. På Vestbredden har israelske bosættelser betydelig mere adgang til vand end palæstinenserne.
Israels vandpolitik har gjort mange palæstinensere afhængige af dyre private leverandører, hvilket har tvunget dem til at leve med begrænset adgang til vand og store økonomiske byrder. Denne ulighed er en del af en bredere israelsk strategi, der sigter mod at gøre livet for palæstinenserne vanskeligt og svække deres modstandskraft.
Gaza uden vand
I Gazastriben er situationen endnu mere desperat. Omkring 90-95% af vandet i Gaza er udrikkeligt på grund af forurening, og den israelske blokade har yderligere forværret vandkrisen.
Efter luftangrebene i oktober 2023 er store dele af Gazas vandinfrastruktur ødelagt, hvilket har gjort det næsten umuligt for befolkningen at få adgang til rent drikkevand. Ødelæggelsen af kloak- og vandforsyningssystemer har også ført til alvorlige sundhedsproblemer og skabt yderligere lidelse for befolkningen.
Israels fokus på vandforsyningen som et sted, man skabe et psykologisk og politisk pres, har også været en fast del af konflikten. Ved systematisk at nægte palæstinensere adgang til vand og forhindre reparation af beskadiget infrastruktur, har Israel skabt en konstant frygt for vandmangel og undergravet palæstinensernes resiliens.
Den bevidste brug af vand som våben viser, hvordan kontrol over essentielle ressourcer anvendes til at fremme militære og politiske mål i moderne konflikter. Vand, som burde være en kilde til liv og velstand, er i Yemen og Palæstina blevet et redskab til at undertrykke befolkninger og har forværret de humanitære kriser.