Årsrapport fra Amnesty: Færre af verdens lande benytter dødsstraf

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

Amnesty Internationals årlige statistik om dødsstraf viser, at flere lande er holdt op med at henrette deres borgere. Men alt er ikke fryd og gammen – Zimbabwe i det sydlige Afrika har netop hyret en statsansat bøddel.

Kun 21 nationer har ifølge Amnesty Internationals netop offentliggjorte årsrapport om det dystre emne udført dødsstraf i 2012, skriver organisationens danske afdeling i en pressemeddelelse.

Der er, ifølge rapporten, fremskridt i USA hvor 18 delstater nu forbyder strafmetoden.

Også i Afrika er der lyspunkter for dødsstrafmodstandere: Ghana og Sierra Leone henretter ikke længere mennesker. Gambia placerede sig dog i den modsatte grøft da der, efter 30 års dødsstraf-pause, i august blev henrettet intet mindre end ni mennesker.

Zimbabwe har hyret en statsbøddel, hvilket tyder på at myndighederne har tænkt sig at genoptage den upopulære praksis, som ellers ikke er blevet udført der siden 2005.

Trist top fire

Blandt de nationer, der henretter flest, indtager KINA fortsat en førsteplads i 2012. Amnesty skønner, at Kina henretter tusinder hvert år, men de præcise tal er hemmelige.

IRAK henrettede i fjor næsten dobbelt så mange som året før, hvilket tildeler nationen den tvivlsomme ære som det næstmest henrettende land – og endelig ligger IRAN på en tredjeplads, og USA på en fjerdeplads.

I alt har 140 nationer på verdensplan afskaffet dødsstraffen enten ved lov eller i praksis.

“Den tilbagegang, vi har set i nogle lande i 2012, er skuffende. Men det ændrer ikke på den verdensomspændende tendens til, at dødsstraf bliver mindre og mindre udbredt. I mange dele af verden er dødsstraf ved at være fortid”, siger Salil Shetty, generalsekretær i Amnesty.

Tilfreds dansk minister

Udenrigsminister Villy Søvndal (SF) siger:

”Jeg er helt enig med Amnesty i, at dødsstraf under ingen omstændigheder kan accepteres. Målet er en total afskaffelse af dødsstraf på verdensplan”.

“Amnestys rapport viser, at det overordnet set går den rigtige vej, men det går for langsomt, og vi er desværre ikke i mål endnu. Det er derfor yderst vigtigt, at kampen hen imod en total afskaffelse fortsættes”.

“Danmark vil derfor forsætte med at støtte bestræbelserne på at få alle verdens lande til at forpligte sig til afskaffelse af dødsstraf og imødegå konkrete henrettelser. Flere lande skal tilslutte sig de relevante internationale instrumenter om suspension, forbud og afskaffelse, og konkrete planlagte og gennemførte henrettelser skal påtales”.

“Det er her glædeligt, at den samlede front mod dødsstraf inden for EU er meget stærk, og at EU er særdeles aktiv i disse bestræbelser. En linje Danmark fuldt ud slutter op om”, slutter Søvndal.

Se mere på
http://www.amnesty.dk/doedsstrafstatistik2012

Og i linket neden for under “Kilde”.

Årsrapporten kan hentes (downloades) i sin helhed på
http://www.amnesty.org/sites/impact.amnesty.org/files/PUBLIC/2012DeathPenaltyAI.pdf