The Act of Killing: Når de onde vinder

Forfatter billede

Hvis du kun har råd til én biografbillet i 2012, så gå ind og se Joshua Oppenheimers The Act of Killing. Men forvent ikke at gå opløftet derfra.

Anmeldelse af Sine Molbæk-Steensig

I 1965 væltede militæret regeringen i Indonesien. Mellem 500.000 og en million mennesker blev dræbt, fordi de var kommunister, kinesere, kritiske over for de nye magthaveres metoder eller simpelt hen befandt sig på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.

[video: http://www.youtube.com/watch?v=EriCgEStTCc]

Instruktøren Joshua Oppenheimer præsenterer os for den nu aldrende dødspatruljeleder, Anwar Congo, som med egne hænder har dræbt hundredevis af mennesker. Den gamle mand fortæller smilende og stolt, hvordan han lod sig inspirere af amerikanske gangsterfilm både i sine afhørings- og drabsmetoder.

Congo er tilsyneladende en levende legende – folk på gaden hilser ham med respekt, han har magtfulde venner de rigtige steder, deltager i offentlige parader, og han inviteres som gæst til talkshows, hvor han bliver fremhævet som opfinderen af en ”human måde at dræbe”. Congo er filmens hovedperson, men vi møder også en bred vifte af mennesker, som på den ene eller anden måde var involveret i drabene.

Gerningsmændenes egen film

Oppenheimer får adgang til fortidens forbrydelser ved at lade gerningsmændene vise deres egen version af historien. Med hjælp fra filmholdet rekonstruerer Congo og andre tidligere bødler fortidens forbrydelser. De aldrende mænd har selv skrevet manuskriptet og spiller både sig selv og deres ofre.

Gerningsmændene kommer vidt omkring i forskellige filmgenrer: Der er storladne musicalscener, hvor ofre takker gerningsmændene for at have sendt dem til et bedre sted, der er elementer fra horrorfilm, hvor afhuggede hoveder kan tale, der er torturscener, hvor gerningsmændene agerer gangstere, der med blød hat og rå elegance får deres ofre til at tale.

The Act of Killing indeholder elementer fra en typisk ”bag om filmen”-produktion. Oppenheimer interviewer de medvirkende og manu-skriptforfatterne, er med på locations og sidder med i sminkerummet. Ind i mellem bliver der vist færdigredigerede klip fra gerningsmændenes film. Filmsettet bliver et sted, hvor de kan tale frit om fortiden.

Under optagelserne reagerer de meget forskelligt – nogle bliver nervøse for, om historien vil ødelægge deres image. Andre hævder, at man bør prale med massakrerne – atter andre opdager til deres forundring, at de måske ikke var helte, og at det var forkert at udføre drabene.

Sprækker i historien

Filmens styrke og svaghed er manglen på en fortæller. Gerningsmændene er i centrum, og vi ser historien gennem deres øjne, mens det kun er i filmens periferi, at vi får en antydning af ofrene og den angst, der tydeligvis gennemsyrer hele samfundet.

Men ofrene er der – de er bare repræsenteret på en meget forkvaklet måde. Som når en aldrende militærmand sidder og småsludrer med sine gamle kolleger, og han med fryd mindes de 14-årige piger, han voldtog dengang, og de alle ler indforstået.

Det er gennem den slags små ordvekslinger og henkastede bemærkninger, at magtens råhed, brutalitet og stupiditet bliver tydelig, men det er også der, ofrenes situation står klarest og mest hjertegribende.

Man fornemmer, at det korrupte samfunds problemer er dybt forankrede i landets blodige fortid. Her gør man ikke modstand mod uretfærdigheder begået af magtens mænd – alle ved, at magthaverne ikke bliver stillet til regnskab og kan gøre hvad, de vil.

Trods den officielle version af fortiden finder traumerne dog af og til en vej ud. Vi ser det for eksempel, når statister, der agerer ofre i filmatiseringen af en massakre på en landsby, går i chok og grædende og rystende må bæres bort. Som filmen skrider frem, og fortidens synder står klarere, begynder Anwars facade så småt at krakelere.

Det viser sig, at han har søvnproblemer og tilbagevendende mareridt og kommer igennem livet på en blanding af alkohol og stoffer. Ved et besøg på et tidligere gerningssted bliver han konfus og kaster op. Kroppen reagerer på det, sindet undertrykker.

Undervejs i filmen bliver man i tvivl om, hvilken rolle instruktøren har spillet i forhold til filmens udformning, og hvordan det er lykkedes for ham at få bødlerne til at være så ærlige.

Og så går det op for en, at det er fordi, de ikke skammer sig. De slap af sted med det. En siger ligeud: Krigsforbrydelser – det er noget vinderen definerer. Jeg er vinder – jeg kan lave min egen definition.

The Act of Killing er ikke for sarte sjæle, men det er uden tvivl årets mest overrumplende og tankevækkende film.

Sine Molbæk-Steensig er kommunikationsmedarbejder på Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS)

The Act of Killing vises onsdag d. 7. november under dokumentarfilm-festivalen CPH: DOX, som finder sted fra 1-11. november i 60 danske biografer.

Fredag d. 9. november vises filmen desuden i Grandteatret i København i samarbejde med Humanity in Action, hvor instruktøren efterfølgende fortæller om filmen (tilmeldning påkrævet).