10 konflikter, vi holdt øje med
International Crisis Group udgiver i begyndelsen af hvert år en liste over de 10 konflikter, tænketanken vurderer, det er vigtigst at holde øje med det år. Den liste omtaler vi hvert år i januar her på Globalnyt. Nu i december tager vi et kig på, hvordan det så gik i forhold til forudsigelserne.
De 10 konflikter i 2020 var:
Iran (USA-Iran, Irak og Israel)
Afghanistan
Yemen
Etiopien
Burkina Faso (Sahel)
Libyen
Venezuela
Den Demokratiske Republik Congo
Kashmir
Nordkorea
Malala Maiwand var på vej på arbejde i Jalalabad, da hendes bil blev beskudt. Både hun og hendes chauffør, Mohammad Tahir, blev dræbt i angrebet, der fandt sted på FN’s Menneskerettighedsdag den 10. december. Islamisk Stat har taget skylden. Men som ved mange tidligere angreb i dette blodige år i Afghanistan er det noget uklart, hvem der faktisk stod bag angrebet på journalisten og aktivisten Malala Mailand.
Hendes mor, der også var aktivist, blev dræbt for fem år siden.
Måske til næste år
Ved årets begyndelse så International Crisis Group (ICG) et lille håb for Afghanistan. Der var på det tidspunkt stadig ikke dannet regering efter valget i efteråret 2019, fordi begge hovedkandidater erklærede sig som vindere, og faktisk begge lod sig indsætte ved parallelle ceremonier i januar. Den sag er nu afklaret. Ashraf Ghani er præsident og Abdullah Abdulla er blandt andet øverste fredsforhandler, men her ved årets udgang slås de stadig om ministerudnævnelserne, så regeringen er endnu ikke på plads.
Der, hvor ICG så glimt af håb i den langvarige og blodige konflikt, var ved forhandlingsbordet.
Men først indgik USA en aftale alene med Taliban, mens de afghanske myndigheder skumlede i sidelokalerne uden at blive lukket ind. Siden kom der imidlertid kommet gang i en form for fredsforhandlinger mellem de to parter: regeringen og Taliban.
Tidligt i december lød beskeden fra forhandlingerne i Doha, at der var sket et stort gennembrud: Man var blevet enige om forhandlingsprocedurerne og emnerne. Så langt er man ikke kommet tidligere, men længere når parterne de heller ikke i år, for nu er de udsendte taget hjem og skal ifølge Reuters først mødes til januar for så at begynde på den hårde samtale om landets fremtid, kvinders rettigheder og alle de andre svære vilkår for freden.
Likvidering efter likvidering
Siden forhandlingerne mellem regeringen og Taliban blev indledt i september er volden taget til i det, ICG sidste år betegnede som den konflikt i verden, der koster flest mennesker livet.
Malala Maiwand er blot den seneste i en række af journalister, aktivister, fremtrædende myndighedspersoner og andre, der er blevet likvideret i Afghanistan gennem årene. Tirsdag i denne uge blev Kabuls viceguvernør dræbt, i sidste uge var det en anklager i hovedstaden. Til mange af de målrettede angreb på bestemte personer bliver der brugt magnetiske bomber, som sættes på biler. I den seneste uge er der også blevet sendt raketter mod mål i Kabul, der har været skyderier og bombesprængninger over store dele af landet, og flere steder har der været kamphandlinger.
Det er svært at afgøre, hvem der står bag de enkelte angreb. Groft sagt, så påtager Islamisk Stat sig skylden for stort set hvad som helst, mens Taliban ikke ønsker at blive forbundet med civile tab. Også NATO-landene og Afghanistans regering undervurderer systematisk antallet af civile ofre for de aktioner, de selv står bag.
Ifølge Browns University i Boston er der sket en markant stigning i antallet af civile, der bliver dræbt i luftangreb, siden præsident Trump i 2017 lempede reglerne for, hvornår det amerikanske militær må bombe. Siden USA’s aftale med Taliban er antallet af amerikanske bombetogter dalet kraftigt, men afghansk militær har taget over og dræber nu flere af deres landsmænd end nogensinde.
Hold dig i live
Afghanistans økonomi har det skidt og bliver værre dag for dag på grund af konflikten og coronakrisen, skriver forskernetværket Afghanistan Analysts Network.
Den seneste undersøgelse af afghanernes levevilkår viser, at 80 procent af arbejdsstyrken har usikkert arbejde under dårlige forhold. Heraf er 16 procent løsarbejdere, der dag efter dag byder sig til ved opsamlingssteder i byerne. Undersøgelsen er fra 2016-17, men der er ifølge forskerne ingen grund til at tro andet, end at det står værre til i dag, da optrappet konflikt har presset flere fra krigshærgede landområder ind i byerne og på grund af konsekvenserne af pandemien. Da corona ramte Afghanistan, var der ét eneste testsæt i landet.
Farid på 45 er en af de løsarbejdere, som Afghanistan Analysts Network har talt med. Han kan læse, skrive og regne og er eneforsørger for sin lille familie på fem.
I over 20 år har Farid arbejdet som daglejer, både som migrant i Iran og hjemme i Herat nær grænsen til Iran. Som så mange andre arbejdssøgende, fattige og internt fordrevne møder han tidligt hver morgen op ved et af opsamlingsstederne, typisk en stor plads eller rundkørsel i en af de større byer, i håb om at netop han bliver samlet op til en tjans den dag.
I juli måned fik han faktisk fast arbejde som vagt på en byggeplads, hvor en af byens velhavere var ved at opføre et stort flot hus. Farid skulle passe på, at ingen stjal af materialerne. For det fik han lidt over 20 kroner i døgnet. Men fem uger efter var han tilbage i rundkørslen. Fyret, fordi hans arbejdsgiver havde fundet ud af, at Farid i et par timer i de fem uger havde forladt byggepladsen for at se til sin familie.
I august fik han lidt byggearbejde ved en nærliggende moske. I september var han tilbage i rundkørslen.
Farid vurderer, at en familie kan leve for omkring 40 kroner om dagen, hvis familien i forvejen har et sted at bo, og ingen bliver syge. Det er væsentligt mere end en gennemsnitlig dagsløn, og ifølge den tidligere undersøgelse finder løsarbejderne kun noget at lave et sted mellem 2 og 13 dage om måneden. Alle penge går til at holde familien i live.
“Vi siger: Spis og hold dig i live,” siger Farid.
Skridtet op for en løsarbejder er at blive selvstændig, at få sin egen lille kærre at transportere ting på, en rickshaw eller lignende. Et egentligt fast arbejde med nogenlunde ordentlige forhold havde kun 13 procent af Afghanistans arbejdsstyrke for fire år siden. Nu er det nok endnu færre.
Fred er fuldstændigt afgørende for, at Farid og alle de andre fattige afghanere også skal have et håb, men det kræver, at alle Afghanistans nabolande er med på at holde fred. Det kræver, at lokalsamfundene finder en vej ud af stridighederne, og det kræver, at magtfulde personer, regeringen, taliban og krigsherrerne indstiller skydningen.
Det blev ikke i år, det skete.
