Afrikas første sorte erklærede homoseksuelle parlamentsmedlem

Laurits Holdt

For første gang har Sydafrikas parlament fået et medlem, der både er sort og erklæret homoseksuel. Han håber, at kunne være et godt eksempel for andre unge homoseksuelle, der kæmper med selvtilliden, siger han.

Da medlemmerne af Sydafrikas nyvalgte parlament onsdag blev taget i ed var det en historisk begivenhed i mere end en forstand. For udover, at valget var 20-års jubilæet for afskaffelsen af det hvide mindretalsstyre og det første valg efter Nelson Mandelas død var det også første gang, at et sort medlem af parlamentet er åbent homoseksuel.

Det skriver Mamba Online, et sydafrikansk webmagasin for homoseksuelle.

Zakhele Mbhele er ikke den første homoseksuelle i Sydafrikas parlament men han er den første sorte homoseksuelle. Han er så vidt vides også den første i hele Afrika.

Det har en stor symbolværdi i Afrika, hvor homoseksualitet mange steder er tabu og hvor homoseksuelle i mange land oplever diskrimination og overgreb på grund af deres seksualitet. I en række lande er det desuden forbudt at dyrke sex med en person af sit eget køn.

Mange mener, at homoseksualitet er ”u-afrikansk” og er et fænomen som europæerne har bragt til Afrika.

Den 29-årige Zakhele Mbhele er valgt for oppositionspartiet DA.

Han har i flere år været aktiv inden for kampen for LGBT-personers rettigheder. Men har siger dog, at han ikke tænker på sig selv som ”Sydafrika første sorte homoseksuelle parlamentsmedlem” men snarere som én person, der har kæmpet for noget og nu opnået det – nemlig at komme i parlamentet.

Han siger dog også, at han håber, at hans eksempel kan være med til at inspirere unge LGBT-personer til at turde mere.

”Noget af det mest skadelige ved homofobi er den ødelæggende effekt det har på en ung LGBT-persons selvsikkerhed. Det var i hvert fald noget, som jeg kæmpede med da jeg var yngre,” siger han til Mamba Online.