”Seksualundervisning er ikke-eksisterende i Sydafrika”, var en påstand i avisen The Telegraph, som Africa Check for nylig undersøgte og modbeviste.
Præsident Jacob Zumas påstand om, at kun 34% af de sydafrikanske hjem havde elektricitet i 1994, er også blevet faktatjekket og problematiseret af Africa Check i en af deres seneste rapporter.
Africa Check er en non profitorganisation, der er startet af nyhedsbureauet AFP i 2012 og placeret i Johannesburg på University of the Witwatersrands institut for journalistik.
Et af formålene med organisationen er at uddanne fremtidens journalister i korrekt formidling af oplysninger og faktatjek af andres historier.
Der er god brug for en faktatjekker og skarpe journalister i Sydafrika, hvor medierne kæmper med faldende indtægter fra reklamer.
Derfor har de fleste medier skåret ned på antallet af ansatte, der så har mindre tid til at tjekke deres oplysninger, inden de bliver publiceret.
Regeringen og andre magthavere kan af den grund nemmere slippe af sted med at fremlægge falske oplysninger.
Fra Sydafrika til resten af kontinentet
Organisationen undersøger også oplysninger om forhold i andre dele af Afrika og arbejder sammen med freelancere rundt omkring på det afrikanske kontinent.
Et af de seneste faktatjek går på antallet af kvindelige ministre i Nigeria.
Patience Jonathan, der er gift med den nyligt aftrådte nigerianske præsident Goodluck Jonathan, sagde til et valgmøde, at 70% af ministrene i hendes mands regering var kvinder.
Africa Check undersøgte det og fandt hurtigt ud af, at under 25 % af de siddende ministre i januar 2015 var kvinder.
Ambitionen hos Africa Check er at udvide arbejdet til andre lande i Afrika. Organisationen rækker desuden ud til både traditionelle medier og medier forankret i civilsamfundet, der må bruge Africa Checks rapporter gratis.
Lokal og international anerkendelse
”Traditionelle healere er første kontakt for omkring 80% af Sydafrikas sorte befolkning, når det gælder fysiske og psykiske lidelser”, skrev britiske BBC i en artikel i 2013.
Da Africa Check gravede i sagen, viste det sig, at oplysningen kom fra WHO-rapporter, der igen havde den fra en 30 år gammel bog med titlen ”Traditional Medicine and Healthcare Coverage”, som også var udgivet af WHO.
Da journalisterne endelig fandt frem til bogen, fandt de en noget anden oplysning end BBC’s:
”I mange af disse udviklingslande varetages den grundlæggende sygepleje af healere, naturlæger, traditionelle jordemødre og andre traditionelle sundhedsudøvere. Det er disse personer, der tilbyder deres service til de fattige grupper, der udgør omkring 80% af verdens befolkning og som ikke har nem adgang til nogen form for stabil sundhedspleje”.
Der var ingen specifik henvisning til Sydafrika, og der var ingen kilder til tallet på de 80%.
Bogen var blevet citeret igen og igen i forskellige medier med henvisninger til forskellige steder i verden.
Den slags indviklede faktatjek tager tid og er derfor kostbare, men Africa Check er efterhånden blevet kendt både nationalt og internationalt for sit arbejde og får nu finansiering fra flere donorer.