Parlamentet i Algeriet har vedtaget at gøre befolkningsgruppen berbernes sprog, amazigh, til officielt sprog i landet på linje med arabisk, som dog forbliver det eneste regeringssprog. Det skriver BBC.
I 2002 blev amazigh anerkendt som nationalt sprog, hvilket betød, at det kunne bruges som undervisningssprog.
Berberne er den oprindelige etniske gruppe i Nordafrika men er i dag et mindretal i forhold til araberne. Ifølge BBC udgør befolkningsgruppen en tredjedel af Algeriets 39 millioner indbygger.
Politiske reformer
Samtidig med sprogreformen vedtog parlamentet, at en præsident kun må sidde i to perioder. Det blev i 2008 ændret, så præsident Abdelaziz Bouteflika kunne forlænge sin embedsperiode.
Han blev valgt til sin tredje periode i 2009 og til sin fjerde i 2014. Han er ikke set offentligt i de seneste år og han har tidligere været behandlet for forskellige former for kræft. Ifølge det britiske magasin The Economist har flere af hans nærmeste ikke set ham i et år og det menes at han er stærkt afkræftet og knap kan tale.
Parlamentet vil også oprette en uafhængig valgkommission og give flere rettigheder til kvinder og unge. Desuden skal præsidenten fremover udnævne en premierminister fra parlamentets største parti.
Oppositionen: Det forandrer ikke meget
Under det arabiske forår skete der stor omvæltninger i nabolandene Tunesien og Libyen men det smittede ikke af på Algeriet. De regionale begivenheder fik dog præsidenten til at love politiske reformer.
Kritikere i oppositionen har dog svært ved at få armene op i begejstring og siger, at reformerne er mest kosmetiske og ikke gør meget for at vriste magten fra Bouteflika og hans nærmeste.