Tusinder af algeriere var sent mandag aften ude i gaderne i landets hovedstad, Algier, og i flere andre byer – ikke for at demonstrere, som de har gjort i de seneste uger, men for at fejre, at den alders- og sygdomssvækkede præsident Abdelaziz Bouteflika har meddelt, at han ikke vil genopstille til en femte embedsperiode.
”Der bliver ikke nogen femte valgperiode, og det spørgsmål har aldrig været aktuelt for mig i betragtning af mit helbred,” hedder det blandt andet i det brev, der blev læst op på nyhedsmedier i hele Algeriet.
I brevet lover Bouteflika at nedsætte et udvalg, der skal planlægge et kommende valg og udarbejde en forfatning, som så skal sendes til folkeafstemning. Valget skulle oprindeligt have fundet sted 18. april, men vil blive udskudt. Der er ikke umiddelbart sat en dato på.
I mellemtiden vil der blive indsat en midlertidig regering, skriver den 82-årige præsident i et brev til nationen. Han er dog ikke selv trådt formelt tilbage endnu.
Indenrigsminister Noureddine Bedoui, der ikke anses for at tilhøre Bouteflikas inderkreds, er ny premierminister i overgangsregeringen.
Præsidenten mødtes mandag aften med landets hærchef, Gaid Salah, og topdiplomaten Lakhdar Brahimi, der er tidligere FN-udsending.
Tydeligt svækket præsident
Bouteflika formåede at samle en dybt splittet nation, da han blev præsident i 1999. Men i de seneste år har der været dyb tvivl om, hvorvidt det reelt er ham, der leder landet. Præsidenten er alvorligt svækket og sidder i kørestol efter et slagtilfælde i 2013, og siden da har han kun sjældent optrådt offentligt.
Mandag aften viste algerisk tv billeder af den tydeligt sygdomssvækkede præsident, der netop var vendt hjem fra to ugers behandling på et hospital i Schweiz.
Angiveligt er det de seneste ugers store demonstrationer, der har fået ham til at rejse sig fra sygesengen og tage hjem til Algeriet i sit regeringsfly.
Titusinder af demonstranter har gennem flere uger været i gaderne i Algeriet i overvejende fredelige protester med krav om hans afgang.
Mandag indledte store dele af Algeriets offentlige og private sektor en generalstrejke, der efter planen skal vare i fire dage.
Det vil vise sig i de kommende dage, om algiererne godtager præsidentens løfte om ikke at genopstille og om at foretage ændringer i landets øverste politiske ledelse, skriver netavisen El Watan.