Amnesty: Chokerende forhold i Tchads fængsler

Thomas Jazrawi_2

10. september 2012

Drab, smitsomme sygdomme, overfyldte celler og mangel på mad, drikkevand og medicin er de barske vilkår for de indsatte i fængslerne i Tchad. Kvinder og børn placeres i samme celler som mænd, og det bringer dem i overhængende fare for vold og seksuelle overgreb.

I rapporten ”Chad: We Are All Dying Here”, der er offentliggjort i dag mandag, dokumenterer Amnesty International de umenneskelige forhold, som fangerne lever under i seks fængsler, som organisationens forskere har besøgt.

Rapporten gengiver i detaljer omstændighederne omkring en række dødsfald inden for det seneste år: Ni er døde af kvælning, fem er døde efter voldsom dehydrering, mens syv fanger er blevet skudt og dræbt af fangevogterne.

”De indsatte i Tchads fængsler står hver dag over for en kamp for overlevelse, og oddsene er imod dem. De fleste fanger var udmagrede og svage. Nogle fanger blev holdt i kæder 24 timer i døgnet i flere måneder, og mange lider af hudsygdomme, seksuelt overførte sygdomme, malaria eller tuberkulose”, siger Christian Mukosa, Amnesty Internationals researcher i Tchad.

Lever i urin og afføring

Fangerne fortæller i rapporten, at de kun får mad én gang om dagen på uregelmæssige tidspunkter, og at maden er utilstrækkelig og af dårlig kvalitet.

I nogle tilfælde bliver maden serveret på fællestallerkener, som seks til ti fanger må spise fra. Men når der ikke er nok mad, betyder det, at de svageste fanger ofte slet ikke får noget at spise.

Amnesty Internationals researchere overværede episoder, hvor maden blev smidt på beskidte gulvmåtter. Her fra måtte fangerne spise.

”Myndighederne må sikre, at fangernes fysiske og psykiske integritet bliver beskyttet, og at de ikke skal frygte for deres liv. Det er uacceptabelt, at forholdene i fængslerne er så dårlige, at en fængselsdom reelt risikerer at blive en dødsstraf”.

Hygiejne og begrænset adgang til vand er et alvorligt problem i Tchads fængsler. I nogle af dem har kloaksystemet ikke fungeret i årevis.

Når manglen på vand ses i lyset af, at menneskelig afføring ligger spredt ud i fængselsgården, udgør det en alvorlig trussel mod fangers og de ansattes helbred, såvel som for det omgivende lokalsamfund.

En fange fortalte Amnesty International:

”Der er utrolig varmt i vores celler. Specielt mellem marts og maj. Cellerne er meget mørke om natten og udluftningen er dårlig. Stanken er meget stærk, fordi fangerne skider og urinerer i spande eller plasticposer inde i cellerne”.

Fangerne har kun yderst begrænset adgang til medicin og lægehjælp. Ingen af de fængsler, som Amnesty besøgte, havde en læge tilknyttet.

Kvinder og børn i overhængende fare

Kvinder og børn er særligt udsatte. Der er ingen særlige faciliteter for kvinder, og i nogle fængsler bliver kvinder sat i samme celler som mænd.

Det bringer dem i overhængende fare for at blive udsat for seksuelle overgreb og vold. Selv i de fængsler, hvor kvinder har egne områder, er det meget nemt for vagterne og de mandlige fanger, at komme ind til dem.

Læs mere på
http://www.amnesty.dk/nyhed/amnesty-chokerende-forhold-i-tchads-faengsler

Yderligere oplysninger hos:
Pressechef Ole Hoff-Lund, tlf. 26 83 81 84.
og pressemedarbejder Oliver de Mylius
Mobil: (+45) 25 30 25 31 og e-mail: [email protected]
web: www.amnesty.dk