Amnesty: Kvinder og børn bøder for IS-mænds gerninger i Irak

islamisk_stat_-_flag
Islamisk Stats flag.
Foto: Voice of America - VOA Public Domain
Laurits Holdt

Mange kvinde og børn blev dræbt, gjort til sexslaver eller på andre måder udnyttet og ydmyget af Islamisk Stat i Irak da den islamistiske gruppe var på fremmarch og kontrollerede store dele af landet.

Nu da gruppen mere eller mindre er blevet nedkæmpet ser det ud til at kvinder og børn endnu engang er kommet i sigtekornet.

Ifølge menneskerettighedsorganisationen Amnesty International oplever kvinder og børn med forbindelser til Islamisk stat og gruppens krigere nu forskelsbehandling når det gælder uddeling af humanitær bistand og for nogles vedkommende seksuelle overgreb.

Forskelsbehandlingen og overgrebene sker i lejre for internt fordrevne i Irak, hvor flygtninge fra forskellige egne af landet er samlet. Amnesty International har besøgt otte sådanne lejre og har fundet tilfælde af forskelsbehandling og seksuelle overgreb i den alle.  

Forskelsbehandlingen gælder blandt andet uddeling af mad og adgang til sundhedspleje i lejrene. Flere er også blevet nægtet identitetspapirer, der er nødvendige for at kunne rejse og arbejde i landet. På den måde er lejrene de facto blevet en slags fangelejre for familierne til døde IS-krigere, skriver organisationen. 

Læs hele rapporten The Condemned: Women and Children Isolated, Trapped and Exploited in Iraq fra Amnesty International.